Det løb koldt ned af ryggen på én og anden, da det tirsdag blev kendt, at otte ud af det nazistiske parti Gyldent Daggrys 18 medlemmer af det græske parlament bærer skydevåben i parlamentet.
Det blev endnu værre, da den græske justitsminister Nikos Dendias fra det konservative parti Nyt Demokrati tirsdag erklærede, at dét er i orden, "blot de har våbentilladelse", som han udtrykte det til dagbladet Ekathimerini.
I forstår ikke, at når vi bliver stærke, vil vi være nådesløse.
Nikolaos Michaloliakos, Gyldent Daggry.
- Adgang og fri bevægelse for de demokratisk valgte medlemmer af dette parlament skal ske uden begrænsninger, sagde han.
Onsdag medbragte to medlemmer af Gyldent Daggry pistoler, selvom de ikke havde våbentilladelse. Men de blev afsløret af metaldetektorer og blev nægtet adgang til parlamentet, oplyser avisen.
Mange grækere frygter Gyldent Daggry og dets retorik.
Straf til "forrædere"
- Hellenismens nye gyldne daggry er kommet. Og for dem, der forråder vores fædreland, er tiden er kommet til at frygte. Vi kommer, råbte Gyldent Daggrys leder Nikolaos Michaloliakos på et pressemøde lige efter valget i juni.
- Vi vil skabe en enorm garde, der vil straffe forrædere på det afgørende tidspunkt, tilføjede han.
Året inden sagde den tidligere elitesoldat til en skare forbløffede journalister i Athen:
- I forstår ikke, at når vi bliver stærke, vil vi være nådesløse. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi besudle vore hænder. Og om fornødent optræder vi ikke som demokrater, citerer journalisten Augustine Zenakos fra mødet.
En anden Gyldent daggry-leder, Yiorgos Mastoras, sagde det endnu tydeligere:
- Det er tid for dig at forstå, at gaderne helt og holdent tilhører os nu - uden en antydning af tilbagetog. Forsvind fra vores åsyn, fordi vi er de stærke, der vil knuse Jer som orme.
Overfald
Bander fra Gyldent Daggry har i de seneste mange år tævet indvandrere, fagforeningsfolk og venstreorienterede. Men samtidig lavet socialt arbejde - lige fra suppekøkkener, til uddeling af madvarer, oprettet blodbanker for folk med ”græsk blod” og patruljeret gader på motorcykler, hvor politiet er udeblevet.
Netværket for overvågning af racistisk vold, en FN-sponsoreret græsk gruppe, registrerede sidste år 63 racistisk motiverede voldelige angreb på blot tre måneder og 87 overfald de seneste ni måneder i år. Overfaldene sker med trækøller, jernstænger, kæder, knive og knuste flasker.
Politiet gør ofte intet og vender ryggen til, beklager netværket.
En undersøgelse fra junivalget forklarer måske hvorfor. Dagbladet To Vima skreve, at hver anden græske politimand stemte på Gyldent Daggry!
- Gyldent Daggry's primære målgruppe er den traditionelle lavere middelklasse, små virksomhedsejere, handlende, arbejdsløse fra den lavere middelklasse og politiet. Partiet har ud over utilfredshed med indvandring, været i stand til at udnytte den generelle politikerlede, siger den græske politolog Kristoffer Vernardakis til det britiske magasin Redpepper.
Senest har partiet forsøgt at knytte bånd til den græsk-ortodokse kirke. Dets ledere har stolt proklameret, at de fleste af munkene i klostersamfundet Athos i det nordlige Grækenland "støtter os".
Nazister
Gyldent Daggry fik ved valget 425,000 stemmer ud af 6,2 millioner stemme-berettigede. Det er 6,9 procent. I meningsmålinger fra oktober lå partiet til at blive landets tredjestørste parti.
Partiet har fisket i rørte vande under den økonomiske krise, som har medført en eksplosion i antallet af fattige siden 2009. IMF, EU og EU’s centralbank har pålagt Grækenland massive nedskæringer, så en gennemsnitlig husholdning nu har mistet halvdelen af sin købekraft. Pensionerne er skrået ned til 2600 kroner om måneden, og kollektive overenskomster blev afskaffet i november.
Vi opfordrer arbejderne og folket til massivt at afvise Gyldent Daggry.
Sotiris Poulikogiannis, fagforeningsleder, Piræus.
Stifteren Nikos Michaloliakos blev i 1973 medlem af det fascistiske ”4. august-parti”, opkaldt efter datoen for general Ioannis Metaxas militærstyre fra 1936-41. Partiet blev grundlagt af den nazistiske Konstantinos Plevris, kendt for bogen, ”Jøderne – den fulde sandhed”.
I 1976 blev Nikos Michaloliakos anholdt for vold mod journalister, der dækkede begravelsen af den berygtede torturbøddel Evangelos Mallios. To år senere fik han et års fængsel for at være i besiddelse af sprængstoffer.
I fængslet mødte han oberster og generaler, der stod bag militærdiktaturet i 1967-74.
Hitler og Hess
I 1980 starter Nikos Michaloliakos magasinet Gyldent Daggry, og i 1993 registreres Gyldent Daggry som et lovligt parti. Men det døde ud, men genopstod i 2007. I mellemtiden optrådte portrætter af Adolf Hitler og hans stedfortræder Rudolf Hess på forsiderne af partiets blad i 1989 og 2007.
Michaloliakos blev i medierne beskyldt for i 1981 at have stået på den græske efterretningstjeneste KYP's lønningsliste med en månedsløn på 120,000 drakmer.
I september 2005 forsøgte partiet at organisere en sommerfestival, "Eurofest 2005", med deltagelse af det tyske naziparti NDP, det italienske Forza Nuova og det rumænske Noua Dreapta, men lokale indbyggere i området og anti-fascister forhindrede den.
Partiet opnåede 0,31 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2009, men knap syv procent i år, der gav 18 mandater.
I det kriseramte Grækenland har partiet opstartet job-banker og "skabt relationer" til forretningsmænd, der får at vide, at de skal fyre alle udlændinge og ansætte grækere i stedet.
Men venstrefløjen tager kampen op mod partiet.
Afvis dem!
- Hver gang Gyldent Daggy forsøger at komme ind på fabrikker, skoler og universiteter, stopper vi dem, fortæller Nikolas Zois til Arbejderen,. Han tilhører den lokale Kifisia-byafdeling af Grækenlands Kommunistiske Parti, KKE.
Sotiris Poulikogiannis, formand for Metalarbejderforbundet i Piræus, siger til det græske kommunistiske dagblad Rizospastis.
- Vi opfordrer arbejderne og folket til massivt at afvise Gyldent Daggry, så det ikke kommer ind på fabrikker eller møder for at sprede deres giftig racisme og fremmedhad eller rose de påståede gode patriotiske kapitalister.
KKE's forkvinde Aleka Papariga reagerede skarpt, da det fremtrædende medlem af Gyldent Daggry, Ilias Kasidiaris, i juni tre gange slog det kommunistiske parlamentsmedlem Liana Kanelli i ansigtet under debar i tv-programmet Good Morning Greece.
- De nazistiske formationer kan kun modgås af en velorganiseret og dybt politiseret arbejder- og folkebevægelse. Det sker ude på arbejdspladserne og i de folkelige organisationer - ved at afsløre partiets rolle som tilhænger af det kapitalistiske system og ved at konfrontere de strafbare handlinger, partiet med deres morderiske angreb begår. Arbejderbevægelsen, folkets alliance og klassekampen, rettet mod magten, kan marginalisere Gyldent Daggry, sagde hun ifølge Rizospastis.
Hun tilføjede, at Gyldent Daggry "er et vigtigt våben for det borgerlige politiske system for at bryde arbejdernes og folkets bevægelse. De er kapitalismens jernnæve".
- Partiet spiller en meget skadelig rolle for at svække arbejderklassens og folkets bevidsthed gennem provokationer og ved at undermine reelle spontane protester, beklagede hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278