08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fattigdom på grund af besættelse

FN om Øst-Jerusalem:

Fattigdom på grund af besættelse

80 procent af palæstinensiske børn i Østjerusalem lever i fattigdom, viser ny FN-rapport.

Israel har ansvaret for stigende fattigdom i Østjerusalem, da Israel har besat territoriet, siger FN-leder. Her protesterer palæstinenser ved Damascus Gate i Østjerusalem mod Israels besætelse den 15. maj på "Nakba-dagen" - årsdagen for Israels oprettelse i 1948 og fordrivelsen af palæstinenserne.
FOTO: Jack Guez/AFP/Scanpix Denmark
1 af 1

Israels politik for at adskille jøder og arabere i Østjerusalem betyder en stigende fattigdom. Blandt araberne.

Det viser en rapport fra FN.

Israel skal ophøre med at diskriminere palæstinenserne

Mahmoud Elkhafif, FN

Rapporten fra FN's organisation for handel og udvikling (UNCTAD) viser, at antallet af fattige palæstinensiske husstande i bydelen fra 2009 til 2010 steg fra 68 procent til 77 procent.

I Øst- og Vesterusalem var kun 25 procent af de israelske bosættere klassificeret som fattige i 2010.

Over 80 procent af de palæstinensiske børn i Østjerusalem lever i fattigdom

Rapporten har titlen "Enduring annexation, isolation and disintegration" - altså: Langvarig annektering, isolation og manglende integration.

Østjerusalem er hjemsted for 280.000 palæstinensere, mens 80.000 bor i de omkringliggende forstæder.

Desuden bor der omkring 200.000 israelske bosættere i Østjerusalem. Det er i strid med flere FN's resolutioner. Israel besatte Østjerusalem og Vestbredden i 1967 og har aldrig leveret områderne tilbage.

Israels ansvar

- Vi er nødt til at erkende, at Østjerusalem er et territorium under besættelse, og derfor har Israel som besættelsesmagt pligt til at forbedre de økonomiske forhold og ophøre med diskrimination mod palæstinenserne i byen, siger Mahmoud Elkhafif til UN Radio.

Han er UNCTAD's koordinator for bistand til det palæstinensiske folk.

Bevidst politik

Rapporten fra UNCTAD skriver, at Israel efter besættelsen "begyndte at føre en politik for fysisk, politisk og økonomisk adskillelse af Østjerusalem fra resten af ​​de besatte palæstinensiske områder og indførte en plan for byens annektering, udvidelse af bosættelser og opførelsen af ​​adskillelsesmuren".

Denne politik "har tjent til effektivt at efterlade Østjerusalems økonomi i et udviklingsmæssigt limbo, adskilt fra Det Palæstinensiske Selvstyre", skriver forfatterne til rapporten.

Resultatet er "en vaklende industri og service, begrænsede investeringer, boligmangel og ringere sociale ydelser."

Rapporten anslår, at Østjerusalem har lidt tab i handel og beskæftigelse på over én milliard dollars siden Israel begyndte at bygge Muren i 2003.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. maj. 2013 - 10:00   20. maj. 2013 - 10:00

Palæstina

Anders Fenger
Skribent