Den 13. august 1926 blev han født i en afsides provins i Cuba, den 25. november klokken 22:29 døde Fidel Castro.

I sit lange liv kom Fidel Castro til at forandre Cuba og spille en betydelig rolle i international politik.

En hel verdensdel siger i disse timer og dage Fidel Castro tak for hans livslange kamp for retten til livet, værdighed og en tryg fremtid.

Han bliver i disse timer mindet af millioner, især i Cuba og Latinamerika. Men også mange mennesker i resten af verden, som forbinder sig med den cubanske revolution og socialismen, sørger over tabet af en global lederskikkelse af et helt særligt format. 

Trods født og opvokset i en velstående jordejerfamilie blev Fidel Castro tidligt i sit liv aktiv i den politiske kamp for demokrati, national selvstændighed og et socialistisk Cuba.

Under sine jurastudier på Havannas universitet gik han ind i studenterbevægelsen, og allerede inden han afsluttede sine studier, var han politisk engageret i kampen mod det herskende diktatur og USA's store magt i Cuba.

Efter en mislykket opstand den 26. juni 1953 blev Fidel Castro fængslet. Under retssagen førte han som advokat sit eget forsvar. Hans forsvarstale, der er kendt som bogen Historien vil frikende mig, sammenfatter det nationale og sociale program for et frit Cuba, som vandt så stor folkelig opbakning, at revolutionen kunne omstyrte diktatoren Batista allerede fem år senere.

1. januar 1959 blev det nye Cuba født. Fidel Castro blev den centrale leder og opfattes som revolutionens leder helt frem til sin død, selvom sygdom i 2006 tvang ham til at opgive de officielle poster.

Han havde en særlig evne til at skabe enhed på et grundlag af principper og var derfor i stand til at lede cubanerne gennem vanskelige kampe og hårde år.

Cubanernes pejlemærke

Cubas revolution gennemløb fra 1959 til 1975 en række faser, hvor den skiftede fra at være en national-demokratisk revolution til at blive en erklæret socialistisk revolution. I hele denne omskiftelige proces var Fidel Castro den person, som det store flertal af den cubanske befolkning tog pejling af og viste tillid.

Fra 1970'erne blev den organiserede 'Folkemagt' skabt i Cuba med valg hvert femte år til den lovgivende nationalforsamling. Trods den vestlige verdens og de borgerlige mediers kritik af demokratiet i Cuba, så er det et faktum, at Fidel Castro hver femte år blev valgt til landets præsident talrige gange.

Men i 2006 blev Fidel Castro syg og måtte overlade både posten som præsident og posten som formand for Cubas Kommunistiske Parti til Raúl Castro, der var valgt til vicepræsident og næstformand i partiet, og som havde kæmpet side om side med Fidel Castro siden opstanden i 1953.

Han havde en særlig evne til at skabe enhed på et grundlag af principper og var derfor i stand til at lede cubanerne gennem vanskelige kampe og hårde år.

Fidel Castro kom sig aldrig helt efter sin alvorlige sygdom, men fra sygesengen og siden fra sit hjem bidrog han til den politiske debat om løsningen af Cubas problemer, og han udtalte sig om internationale spørgsmål. Gennem sine skriftlige kommentarer, der blev kendt som "Reflektioner fra Fidel Castro", spillede han fortsat en betydelig rolle.

Næsten hver gang udenlandske statsledere eller internationale personligheder besøgte Cuba, aflagde de visit hos Fidel Castro. Under CELAC-topmødet i Havanna for stats- og regeringsledere fra Latinamerika og Caribien i januar 2014 var en lang række af gæsterne på besøg hos Fidel Castro. Det gjaldt også FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

Hans store viden og åbenhed, hans politiske lederevner og hans principfasthed og ærlighed gav Fidel Castro et berettiget ry og en meget stor politisk gennemslagskraft, både hjemme i Cuba og ude i verden.

Fidel og Che

Da revolutionen havde sejret i Cuba, understøttede Cuba revolutionære kampe andre steder i verden. Mest kendt er det, at Fidel Castros nære ven og politiske allierede, argentineren Ernesto Che Guevara drog til Congo og siden til Bolivia for at kæmpe revolutionær frihedskamp mod imperialismen og kolonialismen. Fidel Castro påtog sig ledelsen af det frie Cuba, men internationalismen var også hjerteblod for Fidel Castro.

Opmuntret af Fidel Castro drog tusinder af cubanere ud til lande i Afrika, Asien og Latinamerika for at virke som lærere, læger, sygeplejersker, ingeniører, agronomer, bygningsarbejdere og soldater.

Samtidigt med at analfabetismen, hjemløsheden og sulten blev udryddet i Cuba. Samtidigt med at arbejdsløsheden og den kapitalistiske udbytning blev afskaffet i Cuba, nærede Cuba frihedskampen ude i verden – i nogle tilfælde en væbnet frihedskamp, men oftest den fredelige kamp for uddannelse, sundhed samt social og økonomisk udvikling. For retten til livet, som Fidel Castro påpegede igen og igen, når polemikken gik om brud på menneskerettigheder og kampen for menneskerettighederne. 

Opmuntret af Fidel Castro drog tusinder af cubanere ud til lande i Afrika, Asien og Latinamerika for at virke som lærere, læger, sygeplejersker, ingeniører, agronomer, bygningsarbejdere og soldater.

Millioner har lært at læse af en cubansk lærer. Millioner er blevet vaccineret, og hundrede tusinder har bevaret livet på grund af cubanske lægers arbejde i verden. Angola fastholdt sin nyvundne frihed i 1975 på grund af militær solidaritet fra Cuba. ANC i Sydafrika blev lovlig, og Nelson Mandela blev sluppet ud af fangehullet, fordi cubanske og angolanske soldater knækkede det sydafrikanske apartheidregimes hær under slaget i Cuito Cuanavale i det sydlige Angola.

Titusinder af børn og unge fra Palæstina, Vestsahara, Nicaragua, Guinea Bissau, Vietnam og snesevis af andre lande har været i Cuba for at få en uddannelse.

Da diktatorerne tog magten i Chile og de fleste andre lande i Sydamerika i 1970'erne, åbnede Cuba døren for de politiske flygtninge.

Da Muren faldt

Frem til 1990 var Cuba tæt forbundet med Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa.

Som leder af det socialistiske Cuba så Fidel Castro tidligere end de fleste, hvilken vej det gik i Sovjetunionen og Østeuropa. Fra 1985 stillede han sig i spidsen for en "rettelseskampagne" i Cuba, hvor der blev set kritisk på alle dele af samfundets funktion, på mangler, svagheder og korruption. Og kritikken blev fulgt op af handling. 

Fidel Castro kom som Cubas præsident også til at spille en vigtig rolle i genrejsningen af De Alliancefri Landes Bevægelse, som Cuba var formand for i to omgange.

Det er sandsynligt, at socialismen i Cuba var faldet sammen med Murens fald, hvis ikke ledelsen i Cuba med Fidel Castro i spidsen havde gennemført denne rettelseskampagne, der gengav befolkningen tilliden til et socialistisk Cuba.

Under den nye verdensorden stillede Fidel Castro sig hjemme i Cuba i spidsen for at forsvare socialismen og ude i verden i spidsen for at opbygge en alliance for at søge at forhindre, at den sejrende og magtfuldkomne kapitalisme ødelægger menneskers levevilkår med krige, forurening, rovdrift på naturens ressourcer og klimabelastning.

Fra FN's miljøtopmøde i Rio de Janeiro i 1992 over topmødet for retten til social udvikling i København i 1995 og FN's Milleniumtopmøde i FN's hovedkvarter i 2000 insisterede Fidel Castro på nødvendigheden af et opgør med en uhæmmet nyliberal markedsøkonomi.

Sådan kom Fidel Castro til at spille en central rolle i at skabe dele af den globale enhed mellem folkelige kræfter og folkelige regeringer, der krævede politisk indflydelse: På WTO-mødet i Seattle, ved Verdens Sociale Fora og på klimatopmøder med mere. 

Fidel Castro kom som Cubas præsident også til at spille en vigtig rolle i genrejsningen af De Alliancefri Landes Bevægelse (NAM), som Cuba var formand for i to omgange – senest mellem 2003 og 2006. NAM er i dag med sine 137 medlemslande en vigtig ramme om ulandes og udviklingslandes kamp for egne og fælles interesser.

Fidel Castro og Latinamerika

Af særlig betydning har det været, at Fidel Castro som Cubas leder har kæmpet for enhed i Latinamerika. Kæmpet for en forenet region, der kunne sætte en stopper for USA's og den vestlige imperialismes udplyndring af landene; en plyndring, der har dømt millioner til underudvikling, nød og død. 

I sit lange liv kom Fidel Castro til at forandre Cuba og spille en betydelig rolle i international politik.

Fra slutningen af 1990'erne udviklede der sig en særlig alliance mellem Cuba og Venezuela – mellem Fidel Castro og den handlekraftige folkelige leder Hugo Chávez i Venezuela. De to delte visionen om et frit og forenet latinamerika, "Vores Amerika", som folkene i Latinamerika kaldet det. Deres initiativer nærede bevægelser i alle lande i regionen. I nogle lande som Bolivia, Ecuador og Nicaragua vandt Evo Morales, Rafael Correa og Daniel Ortega regeringsmagten på politiske programmer med samme indhold og perspektiv.

Flere lande kom til. Latinamerikas venstrebølge rejste sig. ALBA-samarbejdet, som bygger på solidaritet og samarbejde, blev skabt som et udtrykkeligt modstykke til nyliberal frihandel med morderisk konkurrence. CELAC – Sammenslutningen af Stater i Latinamerika og Caribien – forsvarer 580 millioner latinamerikaneres økonomiske og sociale interesser, deres politiske suverænitet og deres værdighed mod USA, der har behandlet hele regionen som sin 'baggård' i over 100 år... Fra før Fidel Castro blev født, og det er ikke slut.

Men en hel verdensdel siger i disse timer og dage Fidel Castro tak for hans livslange kamp for retten til livet, værdighed og en tryg fremtid.

Fidel drog sit sidste åndedræt, nærmest symbolsk, præcis 60 år efter, at han den 25. november 1956 stod ud fra Mexicos kyst i skibet Granma med kurs mod Cuba for sammen med 81 andre revolutionære at indlede det, som skulle blive sidste fase i den væbnede kamp mod diktaturet og for et frit Cuba.

Han kæmpede hele livet og sætter et uudsletteligt minde. 

Æret være hans minde!