På sin 89 års fødselsdag havde Fidel Castro inviteret Bolivias Præsident, Evo Morales og Venezuelas præsident Nicolas Maduro til en hyggelig sammenkomst blandt venner og familie. Fidel, som cubanerne mere blødt kalder ham uden Castro'et, havde kigget Morales og Maduro i øjnene. 

Man oplevede en grad af loyalitet, som vi slet ikke kender til i Vesten.

Med sin alvorlige og hyppigt anvendte, sprøde stemme havde han sagt til sine to latinamerikanske elever: 

”Jeg skal nok følges med jer, til jeg bliver 90. Men jeg har gjort, hvad jeg skulle. Nu er det jeres tur.” 

Sådan blev det. Naturligvis. Fidel holdt vanen tro fast i sine beslutninger. Endda hvad angik tidspunktet for sin egen død, kunne man næsten slutte. Han havde ikke desto mindre planlagt sin afsked. Lige fra overdragelsen af sit embede som Cubas præsident til sin bror, Raúl, i 2008, da helbredet begyndte at svigte, til sine livserfarne, politiske refleksioner fra skrivebordet i de følgende år, hvor han hele tiden sørgede for at holde gryderne i kog blandt sine kammerater i andre tredjeverdenslande.

Som en sidste detalje havde han ikke blot nået at fastsætte datoen for sin egen kremering, men også hvad der efterfølgende skulle ske med hans aske. En mand med et helt særligt organisationstalent. Altid med format og til enhver tid med en sans for, hvordan de cubanske folk bedst muligt kunne involveres. 

Han involverede dem ved hjælp af nationale symboler og traditioner, som alle handlede om et lige og forenet Cuba. Om at være foregangsland i kampen mod kolonisering. 

National stolthed og samhørighedsfølelse

Fidels opildning af befolkningens samhørighedsfølelse og nationale stolthed er blevet en helt naturlig del af den cubanske kultur. En kultur, som rigtig begyndte at tage form med reportager fra Sierra Maestra-bjergene i det østlige Cuba, hvor Fidel etablerede en base ved navn La Comandancia.

Her opholdte han sig i bedste tarzanstil sammen med sine revolutionsbrødre og -søstre i hytter, gemt væk i junglens indviklede flora. Han sendte propagandaradio ud til folket og mobiliserede hele revolutionen til punkt og prikke med en nødvendig inkludering af alle – lige fra lokale bønder til universitetsstuderende til skolelærerinder.

Den historie kender de fleste, men det mest interessante er, at Fidel allerede dengang formåede at skabe et fænomen omkring sin person. 

Jeg skal nok følges med jer, til jeg bliver 90. Men jeg har gjort, hvad jeg skulle. Nu er det jeres tur.

Der øverst oppe i bjergene, hvor solen synes at skære sig igennem selv de mindste sprækker mellem palmebladene, og hvor luftfugtigheden nærmer sig de 100 procent, sørgede Fidel for, at hans- og blandt andre Ernesto Che Guevaras hverdag blev fotograferet.

Hvis tiden og miljøet havde været til det, og Cuba dengang ikke havde været et lukket militærdiktatur med en befolkning af analfabeter og andre livsforringende udfordringer, havde disse billeder hængt som plakater på de cubanske teenageres værelser, allerede inden revolutionen var vundet. 

Men iscenesættelsen var ikke af den karakter, som vi i dag kender fra reality-tv og sociale medier. Det var en iscenesættelse omkring værdier og idealer, der for en hel befolkning, ganske kort sagt, betød liv eller død. Et valgt mellem undertrykkelse eller udvikling. Status quo eller fremtid. 

Siden revolutionen i 1959 har fænomenet Fidel passet sit job som præsident, men i den grad bibeholdt sin idolstatus. Fuldstændig som da billederne i Sierra Maestra blev taget. 

Et af disse billeder var af en høj og stærk Fidel i fuld oppakning, spejdende fra kanten af en bjergside. Samme foto, som blev anvendt på invitationen til mindehøjtidelighederne omkring hans død. Og samme foto, som går igen og igen i de cubanske aviser i disse dage, og som nu dækker hele facaden på et ministerium.

Dette enorme fotobanner hænger på Revolutionspladsen ved siden af ikoniske aftegninger af heltene Che Guevara og Camilo Cienfuegos på de andre ministeriers facader. 

Én million på Revolutionspladsen i Havanna

Den 29. november 2016 samledes mere end én million cubanere på netop denne plads for at sige farvel til deres Comandante en Jefe, Fidel. Alt imens præsidenter fra Afrika, Mellem- og Fjernøsten, Europa og Latinamerika fik den helt unikke chance at tale for et så massivt publikum og sige farvel til deres kammerat, som de titulerede Fidel. 

Det er en overlegen oplevelse at sidde foran talerstolen og høre så mange præsidenters sidste ord til denne revolutionens fader, som Namibias præsident, Hage Geingob, benævnte Fidel. Men der hvor fænomenet, Fidel, for alvor viste sig, var i stemningen bag mig. Folkestemningen. En rørende stemning af sammenhold, som dannede en meget stærk enhed. 

Prensa Latina/Reuters/Scanpix

Nogle gange var der rungende stille. Andre gange blev der råbt ”Viva Cuba!” og andre slagord. Ikke på en militær, hård facon, selvom hæren også var repræsenteret, men parolerne blev næsten fremført i symfonisk skønhed. Følelsernes vold blev råbt ud i Fidels systematiske ånd.

Som en sidste detalje havde han ikke blot nået at fastsætte datoen for sin egen kremering, men også hvad der efterfølgende skulle ske med hans aske.

Måske kan man sige, at det var én samlet stemme, der helt uden ord berettede om alt det, Fidel var lykkedes med. ”Yo Soy Fidel”, blev der råbt igen og igen mellem talerne. ”Jeg er Fidel”.

Man oplevede en grad af loyalitet, vi slet ikke kender til i Vesten. En loyalitet, som var lig den loyalitet, talerne udviste. Sydafrikas Jacob Zuma talte om 'Sydens stemme', som vel nok var den, man mærkede fra alle hjørner på Revolutionspladsen. 

Det, som man skal forstå, når man i vores lille land synes, vi skal tale ned til det cubanske styre, er, at det skal vi lade være med.

Det skal vi lade være med, fordi det nu med Fidels død og det eftermæle, som lever i enhver cubaner – om det så er rengøringsdamen på charterhotellet i turistområdet, Varadero eller IT-ingeniøren i Havana, der får taletid, så er det ganske sikkert, at Fidel har udrettet næsten utænkelige fremskridt i et tredje verdensland.

Utænkelige fremskridt

Utænkelige fremskridt vil sige, at Fidel på rekordtid har sørget for at få stablet et samfund på benene, hvor ingen børn sulter, hvor levemiddelalderen er på højde med vores, og hvor analfabetisme er yderst sjælden. 

Og det er man med rette så stolt af, så man tropper op til manifestationer og står centimeter fra hinanden og råber ”Viva Cuba” i timevis.

Det er ikke kun fordi, vi ved, hvad der er sket af folkesundhedsforbedringer i landet, at vi skal holde lidt inde med vores kritik. Men mest fordi, vi simpelthen er nødt til at anerkende, at det meste af Latinamerika og flere andre lavt bemidlede lande ser op til Cubas revolution og forsøger at gøre den efter.

Den 29. november 2016 samledes over én million cubanere på netop denne plads for at sige farvel til deres Comandante en Jefe, Fidel.

Moralsk set bør vi forholde os til det faktum og åbne panden lidt mere. Vi skal lade disse tredjeverdenslande have idealer om den cubanske model uden at blande os som bedrevidende. 

Bare argumentet om at fjerne sultne børn fra gaderne, give dem mad og få dem i skole, burde gøre os mere fleksible.

”Fidel er ikke død”, sagde Evo Morales under sin tale. Eller mere korrekt fortalt, så råbte han det.

Morales har ret. Selvom cubanerne stod i hele landet med hver deres silkelignende cubanske flag og fulgte kortegen med Fidels aske, må jeg nok tilslutte mig Evos ord. Fidel er ikke død. Årsagen til hans udødeliggørelse er, at han siden billedet blev taget på Sierra Maestra har været et fænomen. 

Tidlig morgen den 4. december 2016 blev Fidel stedt til hvile på kirkegården Santa Ifigenia i Santiago de Cuba. Da Fidels livsledsager Dalia fik overrakt asken til et sidste farvel, var det som om, hun i det øjeblik havde taget alles følelser på sig. I sin overvældelse var hun ved at besvime.

Det er i hvert fald noget, man taler meget om nu på fortovene i Havana. Man føler med Dalia. Det gør man, fordi man mærker og forstår hendes tab. Præcis som enhver cubaner, jeg har talt med, siger det: Vi har det som om, vi har mistet et familiemedlem. Y así es. Sådan er det lige nu i Cuba.