Seks latinamerikanske og caribiske lande, Ecuador, Costa Rica, Bolivia, Venezuela, Cuba og Nicaragua nægtede at høre Brasiliens nye præsident Michel Temer, som de kritiserer for at have afsat den landets folkevalgte præsident Dilma Rousseff ved et parlamentarisk kup.
Vi mener, at Temers regering er illegitim. Vi planlagde at udvandre i protest mod det, der sker i Brasilien.
Rafael Ramirez, Venezuelas udenrigsminister
De seks landes delegationer udvandrede simpelthen fra salen, da Michel Temer besteg talerstolen i FN's generalforsamling. Også uden for FN-bygningen i New York var der ifølge den latinamerikanske tv-station TeleSur demonstranter, som råbte "Ud med Temer".
I talen til FN's Generalforsamling forsvarede Temer rigsretssagen, som førte til, at Dilma Rousseff blev afsat ved en afstemning i det brasilianske Senat den 31. august. Samme dag blev Michel Temer indsat, selvom en domstol har forbudt Temer at stille op til valg i de næste otte år, fordi han har svindlet med finansiering af sin valgkamp op til sidste valg, hvor han stillede op som Dilma Rousseffs vicepræsident.
– Brasilien har været igennem en lang og kompleks proces – gennemført og efter regler fastsat af Brasiliens Nationale Kongres og højesteret, hvilket førte til rigsretssagen, erklærede Temer overfor Generalsforsamlingen og fortsatte:
– Denne proces foregik i absolut respekt for forfatningen. At stille en præsident for en rigsret er ikke en bagatel i et demokratisk regime. Men der findes intet demokrati uden en retsstat – uden regler, som omfatter alle – inklusive den mest magtfulde. Det er det, som Brasilien viser verden.
Dilma Rousseff er ellers blevet frikendt af to instanser for at have begået ulovligheder i forbindelse med, at hendes regering udsatte nogle pengeoverførsler fra staten til statslige banker ved årsskiftet 2013/2014. Det var i strid med aftalen mellem staten og bankerne.
En rapport fra den offentlige anklager Ivan Claudio Marx den 14. juli frikendte Dilma Rousseff og opfordrede Senatet til at stoppe undersøgelserne mod hende. Claudio Marx påpeger også, at sådanne fiflerier i vid udstrækning er blevet brugt af tidligere præsidenter, uden at det har ført til rigsretssag. Mens Senatets egne revisorer frikender Dilma Rousseff for personligt at have være involveret i fifleriet med statsbudgettet.
Ecuadors udenrigsminister Guillaume Long forklarer, at boykot af en taler er en "almindelig praksis, når man ønsker at sende et stærkt signal om afvisning". Mens Venezuelas FN-ambassadør Rafael Ramirez betegner Temers vej til magten i Brasilien som et kup.
– Vi mener, at Temers regering er illegitim. Vi planlagde at udvandre i protest mod det, der sker i Brasilien, siger Rafael Ramirez ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















