Ingeniørkæmpen FLSmidth bidrager til opførelsen af den stærkt omstridte guldmine Amulsar i Armenien. Det bekræftes nu af virksomhedens pressechef Rasmus Windfeld. I snart to år, siden maj 2018, udgør protesterne mod projektet et epicenter for aktivisme og modstand mod uansvarlig minedrift i landet.

Minedriften forårsager uoprettelige skader på miljøet og Armeniens natur. Industrien er kendt for systematiske brud på basale arbejds- og sundhedsrettigheder.
Anna Shahnazaryan​

FLSmidth er blevet involveret i Amulsar gennem opkøb i den svenske ingeniørgigant Sandvik. Ligesom FLSmidth fremstiller Sandvik udstyr til mineindustrien. Opkøbet blev gennemført i 2017. Det har dog ikke tidligere været kendt, hvordan Amulsar indgik i handlen. 

Rasmus Windfeldt forklarer FLSmidths rolle i Amulsar, og hvad status er på det udstyr, som FLSmidth står for:

– Ja, vi overtog Sandviks leverance halvvejs gennem installationen, men til mit kendskab er det aldrig blevet taget i brug, og projektet er ikke i drift.

Derudover er det yderst sparsomt med oplysninger fra FLSmidth om den upopulære mine, der ligger omkring 170 kilometer sydøst for hovedstaden Jerevan. Virksomheden har lagt et slør ud over sine aktiviteter og skjuler vigtige informationer for offentligheden.

Sikkert er det dog, at det canadisk-engelske mineselskab Lydian begyndte at opføre minen i 2016. Efter planen skal udvinding af guld foregå i et åbent brud, der kommer til at ligge som et stort ar i landskabet. Men hvad er værdien af det udstyr, som FLSmidth har været med til at installere i Amulsar? Hvor meget har FLSmidth tjent på projektet? Deltager ingeniørvirksomheden i den internationale voldgiftssag, som mineselskabet Lydian har indledt mod den armenske regering på grund af tabt profit som følge af modstanden mod minen? Rasmus Windfeld ønsker ikke at uddybe:

– Vi har ikke yderligere til samarbejdet i Amulsar end det citat, jeg sendte sidst, siger han. 

Han afviser desuden at stille flere informationer til rådighed om FLSmidths engagement i det kontroversielle mineprojekt i form af skriftligt materiale.

Armenien har en lang tradition for uansvarlig minedrift, hvor den danskstøttede kobbermine Teghut i den nordlige del af landet blot er et af de seneste eksempler. 

FLSmidth hævder ellers at lægge vægt på åbenhed. Ifølge hjemmesiden forpligter ingeniørkæmpen sig »over for alle relevante interessenter gennem gennemsigtighed, åbne kommunikationskanaler og meningsfuld dialog.«

Rasmus Windfelds beskrivelse af minen som ikke værende i drift er dog fuldstændig præcis. Siden maj 2018 – kort før den skulle åbne – blokerer aktivister og lokale beboere de veje, der fører hen til anlægget. På den måde har de haft held til at lamme projektet. 

Frygter for skrøbeligt økosystem

De lokales modstand og vrede mod mineselskabet Lydian har flere grunde. De frygter blandt andet, at natriumcyanid fra processen med at adskille guldet fra malmen siver ned i grundvandet. På den måde risikerer det at forurene Armeniens største ferskvandsreservoir, Sevansøen.

Netop på grund af miljørisikoen er metoden med at udvaske guld ved brug af natriumcyanid ulovlig i flere lande. I 2000 forårsagede et udslip af cyanid fra en mine skader på økosystemer i Rumænien og tilgrænsende lande. 

Lydian lover hundredvis af nye arbejdspladser i minen, men kun i de ti år hvor den er i drift.

Regionen omkring Amulsar bliver kaldt Armeniens Schweiz. Den er kendt for overdådige bjerglandskaber og enestående natur. Få kilometer fra mineanlægget ligger den traditionsrige kurby Jermuk. Områdets mange rene kilder danner grundlag for turismen i byen. I talrige sanatorier forebygger og helbreder personalet forskellige sygdomme.

Indbyggerne frygter, at minen vil ødelægge grundlaget for at leve af det attraktive, men skrøbelige økosystem. Derfor møder mineprojektet stor modstand blandt byens borgere.

I 2017 konkluderede en rapport, at en af minens vigtige investorer, nemlig the International Financial Corporation (IFC), »ikke har tilstrækkelig sikkerhed for, at potentielle påvirkninger af Jermuk som turistby er blevet vurderet og forsøgt afværget«. Få måneder efter trak IFC sin støtte til minen.

I slutningen af 2018 indsamlede lokalbefolkningen 3000 underskrifter til støtte for et forbud mod minedrift i området og for udviklingen af en grøn økonomi for Jermuk – et forslag, der senere blev godkendt enstemmigt af byrådet.

De lokales mulighed for at opretholde tilværelsen påvirkes også på andre måder. Eksempelvis er flere abrikoslunde blevet fældet for at give plads til mineanlægget. Støvdannelse fra mineaktiviteterne udgør et særligt problem. På meget blæsende dage blev Jermuk under opførelsen dækket af et tyndt lag beskidt stads.

Indbyggerne frygter, at minen vil ødelægge grundlaget for at leve af det attraktive, men skrøbelige økosystem.

Efter at være blevet presset til at sælge deres jord til mineselskabet ved de lokale bønder ikke længere, hvor de skal sende deres kvæg hen for at græsse, og må opgive deres erhverv. Selv meget af den jord, som de ikke måtte afstå, kan ikke bruges længere. Græsningsarealer er blevet ødelagt af støvet fra byggeriet.

Som opførelsen af minen skred frem, konstaterede beboere i Jermuk og den nærliggende landsby Gndevaz, at en mørk, mudret væske løb ud af deres vandhaner. Hundredvis af fisk døde i et lokalt dambrug. Dermed fjernedes endnu en del af livsgrundlaget for den lokale befolkning.

Lydian lover hundredvis af nye arbejdspladser i minen, men kun i de ti år hvor den er i drift. Med minens trussel mod de mere langsigtede og bæredygtige jobmuligheder inden for kurindustri og turisme har de lokale gjort det klart, hvilken vej de foretrækker.

»Ikke overraskende« 

Armenien har en lang tradition for uansvarlig minedrift, hvor den danskstøttede kobbermine Teghut i den nordlige del af landet blot er et af de seneste eksempler. 

– En virksomhed der helt uden skrupler bidragede til kaosset i Teghut, og hvis direktør har modtaget en fortjenstmedalje fra Armeniens dybt korrupte, tidligere præsident. For mig er det ikke overraskende, at sådan en virksomhed også vælger at medvirke til at opføre Amulsar, siger borgerrettighedsforkæmperen Anna Shahnazaryan om Rasmus Windfelds bekræftelse af FLSmidths involvering i guldminen.

>>LÆS OGSÅ: Danske virksomheders forretninger truer mennesker og miljø i Armenien

Konsekvenserne af mineprojektet er nogenlunde lige så slemme som de brud på menneskerettigheder og ødelæggelse af miljø, som FLSmidth er involveret i i Teghut, påpeger hun.

Anna Shahnazaryan forudser, at det udstyr, FLSmidth står for, aldrig vil blive taget i brug:

– Armenierne vil aldrig tillade, at Amulsar-minen begynder driften, siger hun.

Skattely og »allestedsnærværende« korruption 

Armenien har mere end 400 miner. Efter en mines potentiale er udtømt, forlader ejeren ofte et månelandskab af gift og forurening til de lokale indbyggere. De kan derfor ikke genoptage deres oprindelige erhverv inden for kvægavl, frugtdyrkning eller turisme. Industrien er gennemsyret af korruption. Korruption i denne sektor af Armeniens økonomi er »allestedsnærværende«, skriver Stefes, C. and K. Weingartner (2015) på side 14 i ’Environmental crime in Armenia: A case study on mining’.

 – Minedriften forårsager uoprettelige skader på miljøet og Armeniens natur. Industrien er kendt for systematiske brud på basale arbejds- og sundhedsrettigheder. Derudover kommer profitten kun i ringe grad de lokale til gode. Den havner i reglen i lommerne på udenlandske investorer og aktører som FLSmidth samt landets oligarker, siger Anna Shahnazaryan.

Hun hæfter sig ved, at landets naturressourcer i princippet tilhører alle landets indbyggere. 

– Men korruption i mineindustrien, mangel på kontrol samt de udenlandske selskabers aggressivitet og stræben efter at maksimere profit har ført til en regulær udplyndring af Armenien.

Ikke sjældent kanaliseres overskud ud af landet og havner i skattely. Eksempelvis er selskabet Vallex, der opførte Teghut-minen sammen med FLSmidth, registreret i de kendte skattely Lichtenstein og Cypern. Lydian er registreret på øen Jersey, ligeledes et kendt skattely.

I Teghut var det ud over FLSmidth også danske pensionsopsparere, der gennem PensionDanmarks finansiering fik del i profitten – samt den danske stat via Danmarks Eksportkredit EKF's forsikring af PensionDanmarks investering.

Tab af profit fører til trusler 

Amulsar-minen har fået meget negativ omtale i armenske medier. På grund af postyret omkring opførelsen er Lydians ansatte meget påpasselige med at udtale sig, ifølge selskabets kommunikationschef Anna Saghabalyan. Mineselskabets daglige leder Rodney Stuparyk bekræfter dog FLSmidths involvering.

– Det udstyr, der er valgt til Amulsar-projektet, er af høj kvalitet og slidstærkt. Det sikrer, at vi kan opfylde de forpligtelser til produktionen, som selskabets långivere og aktionærer kræver, så snart projektet går i gang. Amulsar får brug for FLSmidths ekspertise angående de udskiftelige dele af udstyret. Det udsættes for hård slitage på grund af malmens særlige slibende karakter, siger han. 

Rodney Stuparyk glæder sig over samarbejdet med den danske ingeniørkæmpe. 

– FLSmidth er et blandt mange kvalitetsselskaber – herunder Sandvik, ABB og Caterpillar – der har leveret udstyr, teknisk support og forpligtet sig til langvarig service af projektet. FLSmidth har beskæftiget sig med minedrift i mere end 100 år og har et godt omdømme, når det gælder udstyr som transportbånd, maskiner til sortering af malm og udskiftelige sliddele.

– Specifikt var FLSmidth involveret i et system af transportbånd over land, som oprindeligt var designet af Sandvik.

Fordi Lydian går glip af profit på grund af blokaden i Amulsar, barsler mineselskabet nu med en sag mod den armenske regering ved en international voldgiftsret – en såkaldt ISDS (Investor-state dispute settlement).

Mineselskabet truer med at sagsøge den armenske regering for profit gennem hele minens forventede levetid på 10 år: to milliarder dollars. Armenien er et af Europas fattigste lande.

Det er Armeniens befolkning, der via skattebidrag må betale, hvis mineselskabet vinder sagen. Mærsk har tidligere benyttet denne metode til at sikre sig fem milliarder kroner fra befolkningen i Algeriet.

Denne artikel er blevet til med støtte fra Journalismfund.eu

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her