Det foregår typisk nok i nærheden af det vigtigste punkt for migration mellem Afrika og Europa. Her eksisterer fortsat den gamle arv fra kolonitiden, hvor to territoriale rester har overlevet til vor tid. Den ene er de spanske enklaver Mellila og Ceuta – omkranset af høje pigtrådshegn. På den skarpe pigtråd bliver kontinentets fattigdom stoppet på blodigste vis.
Frihandelsaftaler mellem Bruxelles og flere end 30 afrikanske og caribiske lande fortrænger mange millioner bønder.
På den anden side – på sydspidsen af den iberiske halvø – klamrer Storbritannien sig til sin hegemoniske fortid, og trods al snak om en ”fælles europæisk kultur” beholder det Gibraltarklippen som sit eget territorium.
Festlighederne omkring “Global pact for Safe, Orderly and Regular Migration”, kendt som migrations-pagten, omtaler ikke kolonialismen og dens konsekvenser, og specielt ikke hvilket grundlag for kriser, krige og fordrivelser på det afrikanske kontinent, som tilhængerne af traktaten har skabt.
FN’s migrations-aftale vil ifølge dens tilhængere indlede en bedre æra. Men fordi den ignorerer de historiske rødder og de socioøkonomiske årsager til den globale uretfærdighed, vil den opnå det modsatte… og legitimere ulighed skabt af migration.
Allerede FN-traktatens grundlæggende forståelse af migration angiver tydeligt, hvad den retter sig imod. I retningslinjene angives under punkt otte:
“Vi anerkender, at migration er en kilde til velstand, innovation og bæredygtig udvikling i vor globaliserede verden”.
“For hvem”, kunne en uforsigtig læser spørge spontant. Selvfølgelig får han/hun ikke et svar. I stedet fortsætter den:
“Målet med den globale aftale er at udnytte migrationens potentiale for at opnå alle målsætninger om bæredygtig udvikling, såvel som at forstærke den virkning, som migrationen vil få i forhold til at nå fremtidige mål.”
Tusindvis af ukrainere arbejder i den slovakiske bilindustri, som selvfølgelig har tyske, franske og koreanske ejere.
På i alt 34 sider forsøger man at bevise, at migration fører til et “samarbejde, hvor alle vinder” for de tiltrædende stater. Under punkt 14, hvor det knapt kan høres, og antydnigerne er endnu vanskeligere at opdage, anvendes nøje, afvejede ord for at sige, at der måske vil være hindringer på vejen.
Så der skrives ikke “fordele og ulemper ved migration”, men “muligheder og udfordringer”. Ord med negative associationer forekommer ikke i teksten.
Massemigration udtrykker global ulighed
Og virkeligheden? Hvem tjener og hvem taber på massiv migration, hvad enten den skyldes krig, flugt eller økonomiske vanskeligheder?
Sådanne spørgsmål er kun tabu for en, som betragter migration som “en kilde til velstand, innovation og bæredygtigt udvikling”, altså nogen som eliminerer de grundlæggende årsager til migration og går gennem verden med tunnelsyn, drevet af egen økonomisk fordel eller dårlig samvittighed mod de fattige i det “globale syd”. Begge dele fører til en forværnget opfattelse.
Massemigration er det synlige udtryk for global ulighed. De, som deler denne indsigt, kan ikke finde noget godt ved FN’s migrations-pagt, fordi denne globale uretfærdighed må overvindes – ikke forvaltes.
Den gennemsnitlige indtægt per indbygger i Congo er 93 gange lavere end i USA. 93 gange. I EU's indre marked er forskellen på gennemsnitslønnen i Tyskland og Bulgarien 8:1. Disse tal forklarer, hvad der driver folk til at forlade deres hjemlande og prøve at finde en vej over Middelhavet eller Balkan og Centraleuropa. Årsagerne til migration er menneskeskabte.
Frihandelsaftaler mellem Bruxelles og flere end 30 afrikanske og caribiske lande fortrænger mange millioner bønder og små virksomheder ud af de lokale markeder, og britiske, saudiske, kinesiske og andre investorers opkøb af millioner hektar jord gør resten. De er sønner af dem, der har tabt i konkurrencen med de globale, multinationale selskaber, som (må) søge overlevelse lang fra deres hjemlande.
Migration er menneskeskabt
Disse såkaldte ”aftaler om økonomisk partnerskab” skaber migration. Læg dertil Vestens krig mod den muslimske verden, som har dræbt hundredtusinder i over et kvart århundrede og fordrevet millioner. Vestlige milltæralliancer udløser flygtninge- og migrationsbølger i Mellemøsten, Afghanistan, Nordafrika og Mali.
Migrationen er menneskeskabt. Den har mange ansigter, og bare nogle få af dem er lykke og tilfredshed. Vindere og tabere kan relativt identificeres nemt. Vinderne inkluderer selskaber, som kan benytte en konstant tilførsel af billig – og efter behov – villig arbejdskraft for at opretholde lave produktionsomkostninger i den globale konkurrence.
Vestlige militæralliancer udløser flygtninge- og migrationsbølger i Mellemøsten, Afghanistan og Mali.
Deres talerør i Tyskland følger derfor logisk efter med krav om at slippe flere migranter ind i landet, som for eksempel den erhvervsvenlige Bertelsmann Stiftelse. Nogle måneder før den store muslimske indvandring publicerede stiftelsen en undersøgelse, hvor de så for sig en situation, hvor alle tre sider ville vinde. Holdningen var, at alle ville have gavn af migration: Oprindelseslandene, destinationslandene og migranterne selv.
Ulrich Grillo, præsident for Tysk Industri, bød i 2015 velkommen – nogle dage før Angela Merkels “velkomst”– og garnerede det endda med “kristen næstekærlighed”.
Hvem vinder på migration?
Taberne er ud over flertallet af migranterne selv og lokalbefolkningen i Vesteuropas centrale regioner, som bliver ramt af konkurrencen på arbejds- og boligmarkedet, især de økonomier, som har betalt for uddannelsen af udvandrerne.
Mellem 2011 og 2017 forlod 7000 læger Rumænien og rejste til kernelandene i EU, mens Serbien rapporterede om lignende tal. En uddannet læge tjener 400 euro i Rumænien, i Tyskland 4000. Denne forskel overbeviser de unge læger i Østeuropa. 38 procent af det medicinske personale i Storbritannien – 50.000 læger og 95.000 sygeplejersker– er uddannet i perifere, svage lande; i Tyskland er det 10 procent.
Hvis vi antager, at omkostningerne til træning per læge udgør mellem 200.000 til 300.000 euro, kan du på basis af dette tal nemt finde ud af, hvem der tjener på migration, og hvem som taber.
Tyskland, nærmere bestemt en del af udviklingsministeriet, har i øvrigt udviklet en forretningsmodel for denne regionale og sociale forskel.
38 procent af det medicinske personale i Storbritannien – 50.000 læger og 95.000 sygeplejersker – er uddannet i perifere, svage lande.
MInisteriet indgik en aftale med myndighederne i Bosnien-Hercegovina, som tillader tyske sundhedsvirksomheder at tilbyde kurser i Bosnien – bestemt ikke med henblik på arbejde i de lokale sygehuse, men med henblik på sygehuse og plejehjem mellem Kiel og München. Det lokale Goethe-Institut koordinerer sprogkurserne.
“Det er godt for alle”, siger direktøren for en af disse skoler og tilføjer med en sarkastisk undertone “specielt for de tyske selskaber, idet det ville blive meget dyrere for dem, hvis de skulle oplære deres ansatte i Tyskland”. Sådan forestiller FN-pagten sig en “sikker, ordnet og regelbaseret migration”.
IMF opfordrer til migration
I 2016 publicerede Den Internationale Valutafond en undersøgelse, som ved første øjekast er påfaldende. Deri står der, at masseudvandringen fra Østeuropa, som ramte 20 millioner mennesker fra midten af 1995’erne til 2015, har kostet hvert land i gennemsnit syv procent af dets vækstpotentiale.
IMF-eksperten troede, at han havde læst forkert og bladrede tilbage. Jovist, migrationen fra de østlige dele af det europæiske kontinent har kostet de nye EU-lande syv procents vækst (i perioden 1995-2012).
Med IMF’s verden på det rene dukker hans kritik op igen, da han bladrer videre og registrerer de anbefalinger, som den internationale finansinstitution mener, at Bulgarien, Rumænien, Polen eller Slovakiet bør gøre for at standse denne åreladning.
IMF opfordrer nemlig Sofia, Bukarest, Warszawa og Bratislava til skabe betingelserne for at kunne bringe billig arbejdskraft til landet fra Ukraine, Hviderusland og Albanien. Migrations-spiralen bør fortsat dreje rundt. Og det gør den så nu.
Slovakiet har i maj 2018 liberaliseret sin indvandringslov for at rette op på manglen af faglærte arbejdere på grund af masseudvandringen. Tusindvis af ukrainere arbejder allerede i den slovakiske bilindustri, som selvsagt har tyske, franske og koreanske ejere. Og i Polen holder næsten to millioner ukrainere hele sektorer i gang. Det, som ofte siges om Polen, at Warszawa ikke accepterer migranter, er slet og ret forkert. Den polske regering gennemfører sin egen indvandringspolitik.
FN’s migrations-pagt er betingelsesløst positiv overfor alle disse udviklinger, ja den opfordrer til dem. Migration er godt, punktum. Der, hvor der nævnes “negative drivkræfter og strukturelle faktorer”, for eksempel under punkt 16.2 , “som får folk til at forlade deres oprindelseslande”, gør de, hvad de kan, for at undgå at sige, hvad de negative drivkræfter og strukturelle faktorer er.
Krig er udeladt i pagten
Ordet “krig” forekommer ikke en eneste gang på de 34 sider. Krav om en nødvendig social udjævning? Ingen. Krav om en ønsket regional udjævning? Ingen. Push and pull-faktorerne for massemigration er ikke angivet. Men uden at nævne årsagerne, som tvinger folk til at rejse udenlands, konsoliderer de tingenes nuværende tilstand og endnu værre legitimerer den.
Det forklarer også, hvorfor FN’s migrations-pagt er så populær blandt de verdensomspændende kapitalgrupper og deres liberale, politiske medier, og hvorfor de så stærkt forsvarer den. Den ønskede åbenhed mod verden oversættes i denne liberale fortælling til en håndhævelse af fire kapitalistiske friheder: Kapitalens, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed.
Økonomisk konvergens kombineret med social divergens er det grundlæggende mønster i vort økonomiske system, såvel inden for EU som i stigende grad over hele verden. Mennesker efterlades. De bliver en produktionsfaktor, som kan produceres og uddannes billigere i Bulgarien og bruges mere lønsomt her.
Vennstrefløjen og migration
Engang var venstrefløjens mærkesag at stoppe dette system. I spørgsmålet om migration er de imidlertid – som i mange andre spørgsmål – også kommet ud af kurs. De forveksler migrantens ofte beklagelige skæbne med den funktion, som migration spiller, og er derfor begyndt at finde migration positiv, selv om den er et udtryk for ulighed. Indpakket i et FN-dokument kæmper store dele af den for at bevare denne globale ubalance, hvilket viser, hvor de står politisk.
Til slut taler FN’s migrations-pagten i klartekst. Der, hvor det handler om “implementering”, altså om penge, bliver den ærlig. Fordi det ikke kan forventes, at FN vil finansiere implementeringen, opstår ideen om, at de, der profiterer på “tryg, ordentlig og regulær migration”, burde gøre det.
Migrations-aftalens økonomiske organ bør være åben for “relevante interessenter, den private sektor og filantropiske stiftelser” ifølge punkt 43. Så George Soros og hans ligesindede vil dermed have ret til at blive involveret i migrationsspørgsmålet med henvisning til højeste myndighed. FN.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
