Folkebevægelsen mod EU's internationale Træskopris gik til den britiske EU-modstander Kelvin Hopkins. Han er en af to formænd for den britiske organisation Labour Leave, som tegner de socialdemokratiske EU-modstandere.
Vi skal bygge et frivilligt, demokratisk samarbejde mellem selvstændige nationer – uden for EU's bureaukrati.
Kelvin Hopkins, Labour Leave
Han er også mangeårigt medlem af det britiske underhus for partiet Labour og har været aktiv EU-modstander siden 1975, hvor briterne første gang stemte om medlemskab af Unionen. Storbritannien blev som Danmark medlem af EU i 1973, men befolkningen fik først lov til at tage stilling til EU-medlemskabet i 1975.
– Det er en ganske særlig dag at dele vores EU-afstemning med jer. Jeg elsker Europa, men EU er ikke godt for Europa, sagde Kelvin Hopkins i sin takketale til landemødet.
Hopkins, der kommer fra Labours venstrefløj, understreger, at han ikke er imod europæisk samarbejde, det skal bare ikke ske inden for EU's bureaukratiske rammer.
– Vi skal bygge et frivilligt, demokratisk samarbejde mellem selvstændige nationer – uden for EU's bureaukrati, forklarer Kelvin Hopkins til Arbejderen.
Labour Leave
Organisationen arbejder for, at briterne stemmer Storbritannien ud af EU ved folkeafstemningen den 23. juni. Den blev udskrevet efter David Camerons aftale med EU, der blev indgået på et EU-topmøde i februar. Ved folkeafstemningen skal de britiske vælgere sætte kryds ved, enten om Storbritannien skal forlade EU, eller om det skal forblive i Unionen.
Labour Leave er ikke en medlemsorganisation i samme forstand som folkebevægelsen mod EU. Man kan ikke melde sig ind, og der er derfor heller ingen lokale afdelinger.
Labour Leave udgiver først og fremmest pjecer og løbesedler om EU og konsekvenserne af det britiske EU-medlemskab, som bliver sendt til de mange briter, der kontakter organisationen for at sprede materialet.
Kelvin Hopkins har blandt andet skrevet en pjece om EU på 12 sider i 2015, som efter flere genoptryk nu er udkommet i 80.000 eksemplarer.
Labour splittet
Labour er splittet på spørgsmålet om medlemskab af EU. Flertallet – 215 – af partiets medlemmer af Underhuset er EU-tilhængere og anbefaler at fastholde EU-medlemskabet, mens bare syv labourparlamentarikere er imod EU.
Helt anderledes står det til blandt partiets medlemmer og vælgere. Her er de fleste imod EU, og det gælder især blandt partiets arbejdere, forklarer Hopkins.
Under valgkampen sidste år lovede den konservative premierminister David Cameron at udskrive folkeafstemning om EU, hvis han blev genvalgt. Mens den daværende labour-ledelse kort før valget erklærede, at partiet var imod folkeafstemningen. Og det kostede partiet mindst otte mandater, vurderer Kelvin Hopkins.
Fronterne er trukket skarpt op i den britiske EU-debat, selv om afstemningen først finder sted om over tre måneder.
– Skræmmekampagnen er allerede i gang. Himlen falder ned, hvis vi stemmer nej. Og vi vil leve i et evigt mørke, siger Kelvin Hopkins.
Han er alligevel optimist og mener, at nej-siden fik et stort boost, da Londons konservative borgmester Boris Johnson meldte sig på nej- siden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278