Mere velfærd for kineserne. Højere løn. Mindre korruption i stat og erhvervsliv, men fortsat markedsøkonomi i store dele af landet og fortsat adgang for millionærer i kommunistpartiet.
Dét er nogle af de pejlemærker, den 18. kongres i Kinas Kommunistiske Parti har udstukket for de kommende år.
Torsdag i sidste uge sluttede kongressen med valget af Xi Jinping som ny generalsekretær.
Hu Jintao trak sig planmæssigt som generalsekretær.
50 procent af politbureauet blev skiftet ud og erstattet af yngre ledere.
- Vort folk kræver bedre uddannelse, mere stabile og større indtægter, bedre social sikkerhed, bedre sundhed, bedre boliger og et renere miljø. At imødekomme dets ønske om at øge levestandarden er vores mission, sagde den nye generalsekretær efter kongressen ifølge dagbladet China Daily.
Men han tilføjede, at "partiet har mange alvorlige problemer, der skal løses - især korruption".
Mere kapitalisme
Partiets kongres besluttede at fortsætte den socialistiske markedsøkonomi i store dele af landet, kaldet "socialisme med kinesisk karakteristika".
- Kun reform og åbning kan aktivere Kina og få socialismen og marxismen til at udvikle sig, sagde Xi Jinping og tilføjede, at "Kina stadig er i den primære fase af socialismen", og at "forbedringen af det socialistiske system er en lang historisk proces".
Kina er stadig i den primære fase af socialismen.
Xi Jinping, ny partileder
I partiprogrammet står der fortsat, at det kommunistiske parti "anvender marxismen-leninismen, Mao Zedong-tænkningen, Deng Xiaoping-teorien og tankerne bag "De Tre Repræsentanter".
Deng Xiaoping-teorien repræsenterer "socialistisk markedsøkonomi", mens "De Tre Repræsentanter" betyder, at partiet skal være "repræsentativt for avancerede sociale produktive kræfter, avanceret kultur og det overvældende folkeflertals interesser".
Det betyder, at erhvervsledere og millionærer stadig kan blive medlem af kommunistpartiet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278