I dag er der cirka 19.000 atomvåben i verden. Langt hovedparten har USA og Rusland. Dertil har Storbritannien, Frankrig, Kina, Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea atomvåben.

Enkelte lande har haft atomvåben, men opgivet dem. Det gælder Sydafrika, og så overlod de tidligere sovjetrepublikker Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan deres arsenal af atomvåben til Rusland efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Den førte atombombe blev kastet af USA over den japanske by Hiroshima den 6. august 1945 - i dag for nøjagtig 68 år siden. Tre dage senere blev en tilsvarende bombe kastet over byen Nagasaki. Hundrede tusinder af civile blev dræbt øjeblikkeligt, mens titusinder er døde siden på grund af den radioaktive bestråling og den radioaktive forurening af området. Det vurderes, at antallet af dødsofre i dag overstiger 200.000.

USA først med bomben

USA indledte arbejdet med at fremstille en atombombe i 1942. Under Anden Verdenskrig foregik der et kapløb mellem USA og Tyskland om at komme først med en atombombe. Det var først i februar 1945, at USA faktisk gennemførte en succesfuld prøvesprængning af sin første atombombe. USA's præsident Roosevelt fik beskeden, mens han deltog i samtaler med de allierede på Jalta i det daværende Sovjetunionen om fredsslutningens betingelser, når Tyskland og Japan snart ville kapitulere.

Den førte atombombe blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945.

Tre måneder senere kapitulerede Tyskland og i august kastede USA bomberne over Japan, og demonstrerede for hele verden, at USA var blevet en atommagt. Umiddelbart efter kapitulerede Japan, men kritikere påpeger, at USA ikke havde behøvet at bruge atomvåbnet, for Japan var i realiteten besejret.

Først var USA alene om at have atomvåben, men i 1949 skaffede det daværende Sovjetunionen sig atomvåben. Dernæst fulgte Storbritannien (1952) og Frankrig (1960). Kina blev en atommagt i 1964.

Landene gennemførte talrige atomprøvesprængninger. I mange år foregik det i atmosfæren, men i 1963 indgik USA, Sovjetunionen og Storbritannien en aftale om ikke at gennemføre atomprøvesprængninger i atmosfæren. Frankrig fortsatte sine prøvesprængninger ved øgrupper i det sydlige Stillehav, som er franske besiddelser. I 1967 aftalte landene i FN-regi et forbud mod placering af atomvåben i rummet og fire år senere - i 1971 - vedtog FN et forbud mod atomvåben på havets bund.

I mange år var atomvåben af såkaldt strategisk art. Det betød, at de atombevæbnede missiler pegede mod fjendens storbyer og industricentre. Formålet var at true og afskrække modparten. Ifølge tilhængerne af atomvåben var det denne gensidige trussel om udslettelse af millionbyer og hele nationer - terrorbalancen - der skulle afholde alle fra at bruge atomvåben.

Men op gennem 1970'er udviklede atommagterne også taktiske atomvåben, som var bygget til brug på en slagmark og rettet mod fjendens styrker, energiforsyning og tilsvarende.

Atomfrygt i Europa

Fra 1979 udstationerede USA sine Cruise- og Pershingmissiler i Storbritannien, Tyskland og andre lande i Europa. I samme periode udstationerede Sovjetunionen de taktiske atomraketter SS20 i landene i Østeuropa.

Denne situation udløste store folkelige protester i Europa fra mennesker, som frygtede en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen skulle udspille sig i Europa.

USA, Rusland, Storbritannien og Frankrig i gang med at modernisere deres atomvåben.

USA og Sovjetunionen gennemførte en række atomnedrustningsforhandlinger kendt som SALT I og SALT II. De to supermagter indgik en række aftaler, som stadig er gældende, idet Rusland har erklæret, at man står ved de aftaler, som blev indgået med Sovjetunionen Fra 1985 og frem har der været nye runder af atomnedrustningsforhandlinger mellem USA og Sovjetunionen/Rusland - i denne omgang kendt under navnene START 1, 2 og 3. START stor for "Strategic Arms Reduction Treaty" og handler, som navnet siger, om at skære ned på antallet af strategiske atomvåben.

Dermed har man faktisk reduceret antallet af atomvåben, men som atomvåbenmodstandere påpeger, har landene fortsat atombomber nok til at udslette alt menneskelig liv på jorden flere gange.

I 1972 indgik USA og Sovjetunionen Den såkaldte ABM-aftale. Det er en aftale om ikke at opstille anti-ballistiske missiler; altså missiler, der kan nedskyde fjendens atomraketter. Tanken var den, at hvis den såkaldte "terrorbalance" skulle afholde alle fra at bruge deres atomvåben, så var det en forudsætning, at man ikke kunne beskytte sig mod fjendens atomvåben. 

Men i 2001 trak USA sig ud af ABM-aftalen trods skarpe russiske protester. USA ønskede at at opbygge et missilskjold, hvilket i dag er langt fremskredet.

Krigsmodstandere påpeger, at USA's missilskjold øger faren for en atomkrig, idet et land der tror sig beskyttet mod gengældelse, vil være mere tilbøjelig til at være den første til at bruge sine atomvåben.

Ikke-spredningstraktat

I 1968 vedtog man i FN-regi den såkaldte Ikke-Sprednings Aftale (NPT), som har to hovedmålsætninger.

For det første lover de underskrivende ikke-atommagter at afstå fra at skaffe sig atomvåben, og for det andet lover de eksistende atommagter at arbejde for atomnedrustning og i sidste ende fuld atomafrustning. Det er en udtrykkelig pointe i traktaten, at atommagterne forpligter sig til at atomnedrust og afruste til gengæld for de andre landes løftet om ikke at skaffe sig atomvåben. I den globale diskussion om atomvåben er der stort set kun fokus på kravet om ikke-spredning til nye lande, mens atommagterne i realiteten ikke begrænser deres atomslagstyrke. Tværtimod er både USA, Rusland, Storbritannien og Frankrig i gang med at modernisere deres atomvåben.

I dag er 189 lande underskrivere af NPT-traktaten. De få undtagelser er Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea, som alle har skaffet sig atomvåben.

NPT-traktaten understreger udtrykkeligt alle landes ret til fredelig udnyttelse af atomkraft.

Kilder: CND.uk (Campaign for Nucler Disarmament), Den Store Danske Encyklopædi, FN(NPT-traktaten), Fredsakademiet.dk. og SDU.