For syv måneder siden indledtes fredssamtalerne mellem Colombias højre-regering og den marxistiske FARC-guerilla. En af medlemmerne i FARC's forhandlingsdelegation hedder Alexandra Nariño.

I Holland blev hun for 35 år siden døbt Tania Nijmeier. I 2002 ændrede hun navn samtidigt med, at skiftede det bekvemme liv i Groningen ud med Colombias jungle. Jeg har interviewet Alexandra Nariño Havanna i Cuba, hvor fredsforhandlingerne gennemføres. Men det første møde med hende skete tre måneder tidligere i Colombias jungle:

- Hvad går det her ud på, Santrich, sagde jeg indigneret, mens min fotograf og hustru Mirian lo over det morsomme i situationen. For tre gange krydsede vi den samme flod, og det havde været nok med en gang. Tre gange tog jeg bukser og støvler af for at undgå at få dem våde, med et vandspejl der nåede til navlen.

Spas i guerillaen

Og der stod han, den mand der af landets militær bliver betragtet som ideolog og frygtet guerillakommandant, men som er en rigtig spasmager, altid glad og fuld af sjov, en tilhænger af naturmedicin, og han er alt andet end det skrækbillede, som de colombianske medier maler af den 46-årige mand. Han stod bare og lo fra det ene øre til det andet. I den ene hånd havde han guerillakvinden Alexandras hånd, og i den anden en pæn, lakeret spadserestok, der er hans støtte på stierne i junglen.

Forhåbningerne i Colombia om denne gang at finde en løsning er enorme.

For Jesus Santrich er blind efter at være blevet ramt af grøn stær for et par år siden. På trods af det havde vi svært ved at følge med ham på den fem-seks timer lange tur, hvor vi krydsede floder og bjerge undervejs til dét, som er en af de mange guerillalejre i det nordlige Colombia. Han undveg  hver eneste sten og gren som en professionel fodboldspiller, for hans fødder syntes at være bogstavelige sensorer.

Om eftermiddagen, midt i en vidunderlig natur med papegøjer, en sprudlende bæk og regnskovens susende trækroner, satte vi os ned for at diskutere perspektivet for freden i Colombia. Rundt omkring os ankom og forlod guerillasoldater lejren for at afrapportere eller få nye opgaver. Blandt dem en blåøjet tynd kvinde, der først kiggede på mig med den lidt mistænksomhed i øjnene, men i næste øjeblik brød Alexandra ud i et smil og et imødekommende blik, da hun genkendte os.

Tre måneder senere i Cuba

Tre måneder senere, den anden uge i november 2012, stødte vi på hinanden igen. Det, der var en ”statshemmelighed” tre måneder tidligere, blev offentliggjort, da fredsforhandlingerne blev indledt.

Det var i Oslo den 18. oktober 2012, at den colombianske fredsproces blev sat i gang. Norge, Cuba. Chile og Venezuela står som ”garanter”. Forhåbningerne i Colombia om denne gang at finde en løsning er enorme.

Et af mine spørgsmål til Jesus Santrich den der eftermiddag i Colombias jungle var, om han troede, at Colombias præsident Juan Manuel Santos var alvorligt interesseret i en fredsaftale med FARC. Ifølge den tidligere senator Piedad Cordoba er ”Santos tusinde gange farligere end Uribe”. Men nu sidder de i hvert fald der i Cubas hovedstad Havanna - Santos' forhandlere - og diskuterer med Santrich og en delegation på op mod halvtreds medlemmer fra FARC-guerillaen om vilkårene for en fred med social retfærdighed, om afslutning på 49 års intern, væbnet konflikt.

- Selvfølgelig ville jeg gerne tage tilbage til Holland og tage rundt på universiteterne og fortælle om mine ti år i FARC-guerillaen. Men lige nu er min plads hos kammeraterne, siger Alexandra Nariño. Alexandra Nariño er hendes navn i guerillaen. I Holland blev hun for 35 år siden døbt Tania Nijmeijer.

Om hende er der blevet skrevet bøger og reportager. Det overvældende flertal har været negative - uden at skribenterne nogensinde har truffet, endsige interviewet hende.

Guerillaen åbnede hendes øjne

Alexandra Nariño siger, at guerillaen åbnede hendes øjne og gjorde, at hun kunne forstå ”klassekampen i dens historiske sammenhæng”.

- Tidligere havde jeg en eurocentristisk mentalitet og tog altid udgangspunkt det europæiske socialdemokrati. Nu har jeg en helt anden opfattelse. Og på trods af, at der findes røster, som påstår, at jeg er blevet hjernevasket, hævder jeg, at jeg har fået et privilegium. Jeg har fået nye synspunkter på  grund af nye synsvinkler på, hvordan vi ser på verden. Først og fremmest set fra den virkelighed, hvor fattigdommen dominerer.  Som tager udgangspunkt i behovene hos folk, der står med sulten og mangler steder at bo, siger Alexandra Nariño.

- Og i dag har jeg politiske værktøjer til hjælp, som giver mig svar på de tusindvis af spørgsmål, der cirkulerede rundt i mit hoved. Jeg har lært at arbejde i et kollektiv. Før det troede jeg, at det bedste resultat blev opnået individuelt. Nu fatter jeg, at der ikke findes noget bedre end at arbejde kollektivt. Jeg lærte at dele, også i situationer, hvor jeg ikke havde nok - noget jeg tidligere ikke brød mig om.

- Nu, når jeg får noget, begynder jeg at spekulere på, hvem har et behov, hvem kan jeg glæde med en lille ting, siger hun.

En infiltrator havde placeret en mikrochip på en guerillasoldat. Den chip gav bombeflyene lejrens nøjagtige placering.

At Alexandra Nariño havnede midt i den længstvarende væbnede konflikt i Sydamerika beror nærmest på en tilfældighed. Hendes uddannelse på lærerseminariet i Holland betød, at hun skulle have en social praktik i et år, og hun besluttede sig for at udføre den i Colombia. Der blev hun konfronteret med det tredje-værste klassesamfund i verden, kun Congo og Haiti er værre.

En af lærerne tilhørte den underjordiske guerillamilits, og det var der igennem, at hun et år senere sluttede sig til FARC's urbane organisation i hovedstaden Bogotá. Det var en risikofyldt mission, der når som helst kunne resultere i arrestation af den militære efterretningstjenestes agenter, der findes overalt i det colombianske samfund.

- Efter et år i militsen blev jeg flyttet til 'Bloque Oriental de las FARC-EP' - altså den østlige guerillablok under ledelse af ”El Mono”, Jorge Briceño. Og ja, det var hårdt. Jeg var vokset op i et harmonisk, akademisk miljø i Holland, og livet i junglen var en enorm kontrast til det, siger Alexandra og misser mod solen i den smukke park i Havanna, hvor guerilladelegationen er indlogerede af den cubanske regering.

Vækket af maskingeværer

Efter at fredsprocessen brød sammen i februar 2002, og efter at Álvaro Uribe overtog magten og præsidentposten august 2002, blev krigen dramatisk intensiveret.

En nat i 2007 blev hun vækket af bomber og maskingeværild fra Black Hawk helikoptere. Flere kommandogrupper fra den colombianske hærs specialstyrker var blevet landsat fra helikopterne, og det var tæt på, at Alexandra mistede livet i de efterfølgende kampe. Der skulle gå knap fem år, til den 22. september 2010, inden hun igen var tæt på at miste livet.

- Jeg befandt mig da i den centrale lejr for den østlige guerilla-blok. Gennem to døgn blev vi udsat for de værste bombardementer gennem de 48 års befrielseskamp.

En infiltrator havde haft held til at placere en mikrochip på en af guerillasoldaterne, der var vendt tilbage fra en nærliggende by. Den chip gav bombeflyene den nøjagtige placering. Et af ofrene var ”El Mono”, Jorge Briceño, der gav ordre til at rømme lejren. To guerillakvinder kastede sig over ham for at beskytte ham med deres kroppe. Men bomberne dræbte alle tre.

Da kommandotropperne blev landsat, blev de mødt af guerillaer, der havde omgrupperet. Et par måneder senere erkendte den general, der stod i spidsen, at han havde mistet hundredvis af mænd i kampene, og at hans soldater foretog en taktisk retræte, da guerillaen kom tættere og tættere på.

Spørgsmålet om jorden

Under forhandlingerne i Havanna mellem FARC og Colombias regering et det første punkt spørgsmålet om jorden. Alexandra understeger, at det er det vigtigste politiske punkt.

- Vi mener, at spørgsmålet om jorden er centralt for at opnå fred i Colombia. Jorden er blevet samlet på et fåtal af hænder. 1,15 procent af befolkningen råder over 52 procent af jorden. Koncentrationen af jorden på de få hænder er sket ved hjælp af de paramilitære grupper. Seks millioner hektar er blevet stjålet fra de rigtige ejere. De som overtager jorden er store transnationale virksomheder indenfor mine, olie og kulproduktion. Vi mener, at disse jordtilegnelser skal gennemgås og kontrolleres efter restriktive love og regler.

Alexandra fortæller, at konsekvenserne er en civilbefolkning, der står uden almen adgang til lægebehandling, de bor i huse, der er faldefærdige, og de skal færdes ad veje, der som regel ikke er farbare, når bønderne skal transportere deres produkter til byen.

Alexandra Nariño siger, at det i hovedsagen er den slags mennesker, der tilslutter sig guerillaen. Krigen er fortsat i næsten et halvt århundrede, fordi årsagerne til den ikke er fjernet. Det gælder koncentrationen af jorden, ikke er blevet forbedret – snarere forværret.

Guerillaen og folk i byerne

- Vores kontakt med civilbefolkningen byerne er tæt, fordi deres sønner eller døtre ofte er guerillaer. Jeg har deltaget i byggeriet af broer og lignende projekter sammen med befolkningen. Altid i samklang og alliance med den. Engang befandt vi os i en ”finca” - et lille hus - og var i gang med at koge to store grydefulde suppe. Pludselig angreb hæren os, og vi blev tvunget til at trække os tilbage uden maden. Ved ni-tiden om aftenen ankom vi til et nyt sted, trætte og sultne. Vi gik i seng med tomme maver og var overbevist om, at vi ikke ville få noget at spise før næste morgen.

En procent af befolkningen råder over halvdelen af jorden.

- Ved halv elleve tiden om aftenen blev vi vækket af ejerne af det lille hus, hvor vi havde stået og kogt suppe, da hæren overfaldt os. De havde lastet de store gryder på mulæsler og transporteret dem hen til, hvor vi befandt os. De var stolte over, at de, og ikke hæren havde fundet os. Det er den slags fortællinger, der bliver genfortalt med glæde, og som viser, hvor stor støtte guerillaen nyder i befolkningen.

Alexandra er blevet udsat for alle slags lokkemidler og tilbud, for at hun skulle overgive sig til den colombianske og den hollandske stat. Da de indså at lærerinden har svoret en ed om at tjene Colombias folk med geværet i hånd frem for det bekvemme liv i Groningen, blev tonen en anden. USA’s udenrigsministerium kræver hende udleveret og anklager hende for at have deltaget i nedskydningen af et Cessna-fly, der transporterede tre CIA-agenter i februar 2003.

- Jeg bekymrer mig ikke særligt meget, for min familie er FARC - mine brødre og søstre. Valget jeg gjorde i 2002 er et valg for livet.