Angrebet i Paris sidste onsdag var ikke blot en tragedie, der kostede 12 mennesker livet. Det blev samtidigt startskuddet til en række voldsomme overgreb mod muslimer rundt omkring i Frankrig.
Eskaleringen af antimuslimske handlinger og demon-strationer kommer i forlængelse af det politiske gennembrud, som en række anti-islamiske partier har fået rundt om i Europa.
I mandags kunne landets officielle muslimske samfund via nyhedsbureauet AFP meddele, at det havde modtaget mere end 50 indberetninger om overgreb på muslimer siden angrebet på Charlie Hebdo.
Allerede om fredagen lavede det britiske dokumentationscenter Tell Mama UK, der registrerer anti-muslimske angreb i Europa, en lignende opgørelse.
Her kunne man konstatere, at alene i de to første døgn efter angrebet på Charlie Hebdo blev muslimer forskellige steder i Frankrig udsat for overgreb hele 15 gange.
I Le Mans blev der kastet granater efter en moske, mens en restaurant med muslimske ejere i Villefranche-sur-Saône blev ramt af en kraftig eksplosion.
Flere steder blev der skudt med skarpt mod muslimske bederum og moskéer.
Ligeledes blev en række moskéer fordelt ud over hele Frankrig overmalet med anti-muslimske slogans.
Overgreb i hele Europa
Det betyder en eskalering af den seneste tids opblussen af antimuslimske angreb og manifestationer i Europa.
Dagen før angrebet på Charlie Hebdo blev en påsat brand i den historiske Dzhumaya-moske i Bulgariens hovedstad Sofia kun slukket i sidste øjeblik.
Det er anden gang på mindre end et år, at moskéen udsættes for hærværk.
I Sverige blev hele tre moskéer udsat for ildspåsættelse og hærværk i december måned, og det samme skete i byen Dormagen i det østlige Tyskland, hvor en moske blev overmalet med hagekors og racistiske slogans.
Også i Østrigs hovedstad Wien er flere islamiske bygninger blevet udsat for hærværk. I et af tilfældene blev et grisehoved fundet sømmet fast til en dør i en moske.
Højrenationalisme
Eskaleringen af anti-muslimske handlinger og demonstrationer gennem de seneste måneder kommer i forlængelse af det politiske gennembrud, som en række anti-islamiske partier har fået rundt om i Europa.
Ved EU-parlamentsvalget i maj sidste år opnåede højrenationalistiske partier i lande som netop Frankrig, men også i England og Danmark helt op på omkring 25 procent af stemmerne.
Fælles for disse partier er, at de alle åbent fører en anti-islamisk politik, hvor man vedholdende omtaler islam og muslimer som en potentiel trussel mod sikkerhed og kulturel sammenhæng.
Antropolog Christian Suhr, adjunkt ved Aarhus Universitet, har i en årrække udført studier af danske muslimer, blandt andet i Gellerupparken ved Aarhus.
Ifølge ham er der ikke tvivl om, at både de voldsomme angreb i Paris samt de seneste overgreb og demonstrationer mod muslimer hænger sammen med en den stadig mere hårde tone i det offentlige rum:
– De angreb, vi ser i Paris, Dresden, Sverige og Bulgarien, ser jeg alle som dele af én og samme proces, hvori religiøse og kulturelle forskelle mellem mennesker gradvist vejer tungere end lighederne, og hvor befolkningsgrupper i stigende omfang polariseres og vendes mod hinanden, forklarer han over for Arbejderen.
Udnytter situationen
Det er ikke kun i Frankrig, at anti-muslimske handlinger er taget til efter angrebet på Charlie Hebdo.
Som Arbejderen kunne fortælle i går, har den anti-islamiske organisation Pegida siden oktober sidste år afholdt demonstrationer i den tyske by Dresden mod det, man kalder for "islamiseringen af den vestlige verden".
Efter angrebet mod Charlie Hebdo var antallet af deltagere i den ugentlige mandagsdemonstration ifølge Dresdens politimyndighed oppe på hele 25.000 mennesker.
I sammenligning var dette tal 18.000 ved den forrige demonstration inden angrebet.
På blot fire måneder er Pegida gået fra kun at samle nogle få hundrede mennesker til nu at stå i spidsen for massedemonstrationer med titusindvis af deltagere.
Også i Danmark har organisationen Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) rørt på sig og har bebudet, at man vil holde en demonstration i Esbjerg den 19. januar i forlængelse af demonstrationerne i Tyskland.
Ifølge lederen af Tell Mama UK, Fiyaz Mughal, er dette et velkendt mønster:
– Terrorhandlinger som den, der fandt sted mod Charlie Hebdo, giver næring til anti-islamisk vrede. Ekstreme grupper bruger sådanne forfærdelige begivenheder til at opnå deres anti-islamiske og totalitære politiske målsætninger, udtaler han til Tell Mama UKs hjemmeside.
Modstand mod fremmedhad
De mange overgreb mod muslimer samt de store anti-islamiske demonstrationer i Tyskland er dog ikke gået ubemærket forbi.
Samtidig med mandagens Pegida-demonstration i Dresden blev der afholdt moddemonstrationer i en lang række tyske byer.
Ifølge AFP gik budskabet her på tolerance og fredelig sameksistens med muslimer.
I Dresden samledes mere end 100.000 deltagere, og i weekenden var der en tilsvarende demonstration. Ved denne lejlighed talte byens borgmester Helma Orosz:
– Vi vil ikke tillade hadet at splitte os ad, sagde hun til de 35.000 fremmødte.
Også i Frankrig blev der i søndags afholdt store demonstrationer for tolerance. I Paris var der ifølge BBC mere end halvanden million mennesker på gaden for at udbrede budskabet om sammenhold oven på angrebet mod Charlie Hebdo.
Og netop den slags fælles handlinger kan blive afgørende for det videre forløb ikke bare i Frankrig men i hele Europa:
– Det er vigtigt, at vi gennem manifestationer, som den vi så i Paris i søndags, etablerer en mulighed for igen at forestille os sameksistens mellem alle mulige typer af mennesker som en reel mulighed, understreger Christian Suhr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278