25 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fransk fagforening kræver lukket fabrik nationaliseret under coronakrisen

Medicinsk udstyr en mangelvare

Fransk fagforening kræver lukket fabrik nationaliseret under coronakrisen

Den franske fagforening CGT kræver, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron nationaliserer og genåbner en lukket fabrik, der blandt andet producerede iltflasker til hospitaler. Men Macrons regering afviser kravet.

Den lukkede fabrik i Gerzat producerede iltflasker som den, der hænger på siden af sengen. Beholderne bruges blandt andet til iltkrævende patienter, når de overflyttes til andre afdelinger.
FOTO: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Bygningerne står der endnu i franske Gerzat i Puy Dôme, omkring 170 kilometer vest for Lyon.

Fabrikken i Gerzat producerede 220.000 iltflasker om året – heraf 140.000 iltflasker til brug i sundhedsvæsenet.

Produktionsanlægget er også intakt på den tidligere fabrik, som indtil for et år siden producerede transportable iltflasker, der bruges i sundhedsvæsenet, i ambulancer og i brandvæsenet, men også af iltkrævende patienter i private hjem.

Med lukningen af fabrikken i Frankrig bliver der i dag i hele Europa kun produceret iltflasker i Storbritannien.

Nu kræver den lokale afdeling af fagforbundet CGT, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron nationaliserer fabrikken, der fortsat ejes af det multinationale britiske selskab Luxfer Holding PLC, skriver det franske magasin Marianne.

CGT's krav støttes af PCF, Frankrigs Kommunistiske Parti, venstrefløjspartiet France Insoumise (Ukuelige Frankrig) og Marine Le Pens højreekstreme parti Rassemblement National (National Samling).

Afviser kravet

Men præsident Emmanuel Macrons finansminister Bruno Le Maire afviste i starten af april at nationalisere fabrikken i Gerzat.

Emmanuel Macron erklærede ellers i en tale til nationen, at erfaringerne fra coronapandemien har vist, at visse sektorer ikke bør overlades til markedet.

– Denne pandemi afslører, at der er varer og tjenester, der bør placeres uden for markedets love, lød det fra Macron.

Men det gælder altså ikke fabrikken i Gerzat. For "hverken medarbejderne eller maskinerne er tilgængelige i forhold til at genoptage aktiviteterne, der har været afbrudt siden slutningen af 2019, hvilket gør produktionen umulig", forklarede Bruno Le Maire på en videokonference den 2. april ifølge La Montagne.

Det argument køber Axel Peronczyk, tillidsmand for de tidligere ansatte, ikke. Han og CGT har fremlagt en plan for hurtigt at genoptage produktionen, der omfatter den nødvendige tid til at genstarte maskineriet og levering af råvarer til fremstilling af iltflasker.

– Så vidt jeg ved, er næsten 70 af de 165 tidligere ansatte klar til at undervise hinanden og genoptage produktionen, fortæller Axel Peronczyk.

André Chassaigne, medlem af Nationalforsamlingen for PCF, lader sig heller ikke affeje af Bruno Le Maire. Han vil genfremsætte forslaget om at nationalisere den tidligere Luxfer-fabrik, fordi det handler om at prioritere folkesundheden.

– Vi forventer, at staten påtager sig sit ansvar og gør alt, hvad der står i dens magt, for at dæmme op for denne pandemi og begrænse dens menneskelige konsekvenser, lyder det fra André Chassaigne ifølge magasinet Marianne.

Luxfer blæser på aftale

Fabrikken i Gerzat producerede 220.000 iltflasker om året – heraf 140.000 iltflasker til brug i sundhedsvæsenet, der blev eksporteret til Europa, Rusland, Asien og Afrika.

Den 26. november 2018 blev de 165 ansatte indkaldt til møde i kantinen. Her meddelte ledelsen, at fabrikken blev lukket. Produktionen ville blive indstillet i maj 2019 og alle ansatte fyret i juni samme år, skriver det amerikanske netmedie CounterPunch.org.

Luxfer Holdings PLC, der blandt andre ejes af den amerikanske kapitalfond BlackRock og Fidelity, opkøbte fabrikken i 2001. Da Luxfer besluttede at lukke fabrikken i Frankrig, havde virksomheden en fuld ordrebog, en omsætning på 22 millioner euro og et nettooverskud på én million euro – en stigning på 55 procent i forhold til 2017.

I forbindelse med lukningen indgik CGT og tillidsmanden Axel Peronczyk en aftale med ledelsen, som forpligtede Luxfer Holdings PLC til at finde en køber til fabrikken. 

De tidligere ansatte fandt to købere, der begge blev afvist af Luxfers ledelse. De fremlagde også en plan for at danne et kooperativ for at genstarte produktionen, men heller ikke det ville Luxfer acceptere.

I stedet sendte virksomheden bulldozere til fabrikken for at rive den og inventaret ned, så den slap for at opfylde aftalen med de tidligere ansatte, fortæller Axel Peronczyk ifølge netstedet marxist.org.

Som modsvar besatte de tidligere ansatte den tomme fabrik for at hindre nedrivningen, helt frem til Frankrig blev lukket ned den 19. marts på grund af coronasmitten.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. apr. 2020 - 08:33   16. apr. 2020 - 11:21

Frankrig

mj@arbejderen.dk
Frankrig under coronakrisen
  • Frankrigs regering lukkede landet ned den 17. marts.
  • Skoler, daginstitutioner, gymnasier blev lukket den 16. marts.
  • Der er indført udgangsforbud. Det er kun tilladt at forlade sit hjem på grund af arbejde, hvis man ikke kan arbejde hjemmefra, indkøb og lægebesøg.
  • Overtrædelse straffes med bøde.
  • Mandag den 13. april forlængede præsident Emmanuel Macron udgangsforbuddet til den 11. maj.
  • I Frankrig er der den 15. april registreret 131.362 smittede med corona, og 15.750 er døde.