Colombias siddende præsident Juan Manuel Santos har vundet anden valgrunde af det colombianske præsidentvalg foran modkandidaten Oscar Ivan Zuluaga.
Dette er enden på mere end 50 års vold og starten på et nyt Colombia.
Juan Manuel Santos, præsident
Santos vandt med 51 procent af stemmerne mod Zuluagas 45 procent, skriver Reuters. Sejren sikrer Santos endnu en fire-årig periode som præsident.
Begge kandidater tilhører højrefløjen og står for en nyliberal økonomisk politik. Præsidentvalget har derfor været et valg mellem fredsforhandlinger eller konfrontation med befrielsesbevægelsen FARC.
- Dette er enden på mere end 50 års vold og starten på et nyt Colombia, sagde Santos i sin sejrstale.
Fredsforhandlingerne med FARC startede i 2012.
Forhandlingerne, som finder sted i Cubas hovedstad Havana, består af fem punkter. Tre af disse er forhandlet på plads, nemlig aftaler om en jordreform, bekæmpelse af narkotika og om FARC's deltagelse i colombiansk politik.
De to resterende punkter omhandler ofrenes rettigheder og en afvæbning af FARC, altså den endelige fredsaftale.
Zuluaga, som ellers fik flest stemmer i første valgrunde, har i modsætning til Santos krævet, at FARC nedlægger våbnene inden eventuelle fredsforhandlinger. I valgkampen har han været fortaler for at gennemføre et frontalangreb mod bevægelsen.
>> LÆS MERE: Høg vandt Colombias præsidentvalg
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278