Den norske Nobelkomité tildelte i går Nobels Fredspris til EU. Komiteen begrunder sit valg med, at "Unionen og dens forløbere har bidraget til at fremme fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i mere en seks årtier".

I Alfred Nobels testamente, hvor han stifter fredsprisen, stiller Nobel en række krav til modtagerne af prisen. De er blandt andet "reduktion af militærstyrker", "gennemførelse af fredskongresser" og "nationernes forbrødring".

EU opfylder ingen af delene.

Medlemsstaterne forpligter sig til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.

Lissabontraktaten.

I selve Lissabontraktaten, der er EU's grundlov, lyder artikel 42 stk. 3 som følger: “Medlemsstaterne forpligter sig til gradvist at forbedre deres militære kapacitet”.

Det vil sige, at alle 27 medlemslande forpligter sig til at opruste militært. Ydermere fastslår artiklen, at EU opretter et forsvarsagentur, der blandt andet "bidrager til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltager i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik".

Sagt med andre ord: EU vil styrke og udvikle militærindustrien i EU for at opbygge Unionens militær.

EU var desuden ansvarlig for krigen i Bosnien i 1990'erne, og en lang række EU-lande var direkte involveret i krigen mod både Irak, Libyen og fører fortsat krig i Afghanistan. Dertil er både Frankrig og Storbritannien atommagter.

Diktater til Sydeuropa

Nobelkomiteen argumenterer for, at EU fremmer demokrati i Europa.

Det står i skærende kontrast til de seneste års interventioner, hvor EU har blandet sig i medlemslandes nationale demokratier og har været med til at indsætte mere nedskæringsvillige regeringer uden et demokratisk valg.

Eksempelvis ved at indsætte Mario Monti, tidligere EU-kommissær og rådgiver for storbanken Goldman Sachs, som leder af Italiens regering - uden at spørge Italiens vælgere først.

EU-kommissionen har i kølvandet på den økonomiske krise undermineret demokratiet i blandt andet Grækenland, Italien og Portugal ved henover hovedet på befolkningen at kræve forringelser af faglige og sociale rettigheder, privatiseringer og nedskæringer.

Eksempelvis krævede EU op til valget i Portugal i juni 2011, at alle landets politiske partier skrev under på det nedskæringsprogram, som EU krævede gennemført.

Historieforfalskning

Nobelkomiteen skriver også i sin begrundelse: "I 1980'erne. Grækenland, Spanien og Portugal gik ind i EU. Indførelsen af demokrati var en betingelse for deres medlemskab."

Det er simpelthen historieforfalskning.

Grækenland blev optaget i 1981, og fem år efter kom både Portugal og Spanien ind i EU. Alle tre lande havde indført parlamentarisk demokrati længe før deres medlemskab.

I Grækenland faldt militærjuntaen i 1974. I Portugal faldt diktaturet sammen på grund af den såkaldte Nellikerevolution samme år, og året efter, i 1975, døde Spaniens diktator, general Franco.