20 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fri abort under angreb i flere lande

Global tendens

Fri abort under angreb i flere lande

Kvinders ret til selv at bestemme over egen krop er ingen selvfølge. Flere lande helt tæt på os indfører nu restriktive abortlove eller totale forbud.

Demonstranter tager kampen op mod stramninger af abortlovgivningen i Spanien. Her fra Barcelona i september 2013. parolerne lyder: "Jeg bestemmer! Jeg nægter at adlyde loven!"
FOTO: Pere López
1 af 1

I år er det 41 år siden, den fri abort blev indført ved lov i Danmark.

Men retten til abort er ingen selvfølge. Mange steder er kvinders ret til abort under pres, og i mange lande er der totalt forbud eller strenge begrænsninger mod abort.

Spanien bliver ligesom under Franco. Det er et skridt tilbage til en tid, vi troede var glemt.
Yolanda Besteiro, kvinderetsaktivist

I 2006 indførte regeringen i Nicaragua totalt forbud mod abort. Før 2006 var det tilladt for kvinder at få en abort, hvis graviditeten var resultat af en voldtægt, eller hvis graviditeten truede kvindens liv.

Det totale abortforbud har haft store konsekvenser for kvinder i Nicaragua. Blandt andet er mødredødeligheden steget. Tal fra menneskeretsorganisationen Amnesty International viser, at 16 procent af mødredødsfald i de første måneder af 2009 skyldtes usikre aborter.

Ifølge Amnesty betyder forbuddet i flere tilfælde, at piger helt ned til 10 år tvinges til at gennemføre en graviditet, efter de er blevet voldtaget. 87 procent af landets voldtægtsofre, som bliver gravide er mellem 10 og 14 år.

Amnesty arbejder for, at sikre kvinder i det mellemamerikanske land retten til abort. Men ifølge organisationen er det en svær proces. Nicaragua er et meget religiøst land, hvor abortmodstanden er stor, skriver Amnesty på deres hjemmeside.

Som under Franco

Også i Europa er den fri abort under pres. Spaniens parlament vedtog i december 2013 stramninger af abortlovgivningen.

Siden 2010 har spanske kvinder haft ret til abort indtil 14. uge af graviditeten, og indtil 22. uge i tilfælde fosterskader eller fare for kvindens helbred.

Det er det konservative regeringsbærende Folkepartiet (PP) der står bag reformen. PP har tætte bånd til den katolske kirke, som ifølge den britiske avis The Guardian længe har presset på for en stramning af loven.

Kvinderetsorganisationer indkaldte til store demonstrationer i forbindelse med vedtagelsen af loven i december.

- En reform som denne viser mangel på respekt og mangel på hensyn overfor kvinders rettigheder, sagde Yolanda Besteiro fra Sammenslutningen af Progressive Kvinder ifølge The Guardian.

Den nye spanske abortlov fratager kvinder retten til abort inden uge 14, medmindre graviditeten er resultat af en voldtægt eller truer kvindens helbred.

>> LÆS MERE: Retten til abort begrænses i USA

Reformen genindfører også kravet om at kvinder under 18 skal have tilladelse fra deres forældre, inden de får en abort.

Spaniens justitsminister Alberto Ruiz-Gallardon var i december ude og forsvare reformen.

- Vi kan ikke tillade, at det ufødte barns liv udelukkende afhænger af moderens beslutning, sagde han ifølge BBC.

Yolanda Besteiro frygter for fremtiden for de spanske kvinder. Hun forudser, at lovgivningen igen bliver som under diktaturet frem til 1975.

- Spanien bliver ligesom under Franco. Det er et skridt tilbage til en tid, vi troede var glemt.

EU-parlamentet imod fri abort

Også i EU-parlamentet føres abortmodstanden frem. Det førte til nogle opsigtsvækkende episoder i efteråret 2013.

I oktober blev en afstemning om at udtrykke støtte til fri abort afbrudt af råben og skrigen i parlamentet, og betænkningen blev afvist. I december kom sagen igen til afstemning.

Her stemte parlamentets flertal imod at udtrykke støtte til blandt andet fri abort og rettigheder for bøsser og lesbiske.

Ifølge Britta Thomsen, medlem af EU-parlamentet for Socialdemokraterne, var det den katolske lobby, der stod bag anti-abort kampagnen.

- I min tid i Europa-parlamentet har jeg aldrig oplevet noget lignende. Den katolske lobby virkede, fortæller hun om episoden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2014 - 13:48   02. nov. 2020 - 11:52

Kvindekamp

rrj@arbejderen.dk
Abort i Nicaragua
  • Abort har siden 2006 været totalt forbudt i Nacaragua.
  • Før 2006 kunne en kvinde få abort hvis graviditeten truede hendes liv, og hvis tre læger gav samtykke.
  • Cirka 16 procent af voldtagne kvinder bliver gravide.
  • 87 procent af gravide voldtægtsofre er mellem 10 og 14 år.
  • Omkring 16 procent af mødredødsfald i Nicaragua skyldes usikre aborter.
Abort i Spanien
  • I december 2013 strammede Spaniens konservative regering abortlovgivningen.
  • Kvinder har kun ret til abort, hvis graviditeten er resultat af en voldtægt, eller hvis graviditeten er trussel mod kvindens helbred.
  • Kvinder under 18 år skal have forældres tilladelse til at få en abort.
  • I 2010 stod Socialistpartiet bag en liberalisering af abortlovgivningen. Det betød at kvinder fik ret til abort indtil 14. uge, og indtil 22. uge ved fosterskade eller fare for moderens liv.
Kvindernes internationale kampdag
  • Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet efter opfordring fra den tyske kommunist Clara Zetkin på den internationale kvindekongres, arrangeret af Socialistisk Internationale, i København den 26. og 27. august 1910. Kongressen blev i øvrigt afholdt i Folkets HusJagtvej 69, den bygning som siden blev til Ungdomshuset.
  • Datoen 8. marts blev nogle år senere valgt for at mindes den demonstration for kvinders rettigheder, som socialistiske kvinder afholdt i New York 8. marts 1908.
  • Dagen blev anerkendt af FN som den internationale kvindedag i anledning af det internationale kvindeår i 1975.