09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frihandelsaftale truer frihed på Internettet

Overvågning på nettet

Frihandelsaftale truer frihed på Internettet

Frihandelsaftalen TPP har et kapitel om Internettet. Kritikere advarer om, at aftalen vil "dræbe det frie internet"

Ifølge TPP-aftalen skal udbydere af internettjenester overvåge brugernes aktiviteter og afskære brugere fra adgang, hvis der foregår ting, som TPP-aftalen stempler som kriminelle. Det gælder blandt andet fildeling og whistleblowing.
FOTO: Dado Ruvic/Reuters/Scanpix
1 af 1

Mandag underskrev USA en frihandelsaftale med 11 andre lande omkring Stillehavet, den såkaldte TPP-aftale. Nu advarer internetbrugere mod aftalen, som har et kapitel om Internettet.

Aftalen vil kriminalisere vores online-aktiviteter, censurere nettet og koste hverdagsbrugeren penge.
Meghan Sali 

– Det vi taler om er globalt censur af internettet. Aftalen vil kriminalisere vores online-aktiviteter, censurere nettet og koste hverdagsbrugeren penge, siger Meghan Sali fra organisationen Open Media ifølge netportalen Common Dreams. Denne aftale ville aldrig gå igennem, hvis befolkningen så med – det er derfor, de har forhandlet i total hemmelighed, tilføjer Meghan Sali.

Ifølge TPP-aftalen skal udbydere af internettjenester overvåge brugernes aktiviteter og afskære brugere fra adgang, hvis der foregår ting, som TPP-aftalen stempler som kriminelle. Det gælder blandt andet fildeling og whistleblowing, beretter Deirdre Fulton på Common Dreams.

12 lande, der alle grænser til Stillehavet. er enige om indholdet i den omfattende frihandelsaftale. TPP-aftalen (Trans-Pacific Partnership) omfatter USA, Canada, Mexico, Chile, Peru, Japan, Australien, New Zealand, Malaysia, Brunei, Singapore og Vietnam. Disse lande repræsenterer 40 procent af verdensøkonomien.

TPP liberaliserer handelen mellem landene, og kritikere advarer om ulige konkurrence. Fagforeninger i blandt andet USA frygter, at aftalen vil koste arbejdspladser og presse lønnen ned på grund af øget konkurrence med lavtlønslande, skriver BBC.

Og nu advarer internetbrugere desuden om, at aftalen vil "dræbe det frie internet", fordi IT-udbydere pålægges at kontrollere sine brugere.

I TPP-landene lever over 800 millioner mennesker.

– Denne situation, hvor 800 millioner internetbrugeres ret til ytring, til et privatliv og ret til at skaffe sig viden over internettet knyttes sammen med studehandler om handelsregler for biler og mælk, viser klart, at digitale ordninger ikke hører hjemme i handelsaftaler, siger Maria Sutton fra organisationen Electronic Frontier Foundation. (EFF).

EFF opfordrer nu til, at befolkningen i USA lægger pres på medlemmerne af kongressen, for at få et flertal til at sige nej til at godkende aftalen.

TPP-aftalen skal godkendes i de 12 underskriverlandes parlamenter før den træder i kraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2015 - 16:59   09. okt. 2015 - 17:00

Frihandel

se@arbejderen.dk