Der er nogle journalister, som aldrig er i tvivl. Blot nogle timer efter, at de forfærdelige billeder af døende børn og voksne i byen Khan Sheikhoun blev spredt over verden, vidste Aftonbladets Wolfgang Hansson, hvordan det hang sammen:

Idlib styres af de samme grupper, som tidligere fandtes i det østlige Aleppo

"Syriens diktator snød verden", lød overskriften. Og så forklarede udenrigskommentatoren på Sveriges største avis, at Bashar al-Assad enten havde løjet for omverdenen, om at Syrien havde afleveret alle kemiske våben efter aftalen med FN i 2013, eller han havde produceret nye.

Putins skyld

Og hvad er så grunden til, at denne mand vælger at gasse børn til døde for åbent tæppe? Jo, konstaterer Wolfgang Hansson, det skyldes, at han bliver beskyttet af Putin. Han er ikke længere bange for "et amerikansk bombeangreb". Det er fordi, han med "sult og kemiske bomber" forsøger at gøre end ende på "oppositionens tilbageværende støtte blandt civilbefolkningen".

Wolfgang Hansson er desværre ikke den eneste. I Aktuelt, nyhedudsendelsen på Sveriges TV (SVT), samme aften var udpegningen af den skyldige ikke helt så skråsikker, men udgangspunktet og analysen var den samme.

Der var ingen efterprøvning af kilderne eller diskussion af vanskelighederne med at kontrollere, hvad der i virkeligheden var sket. Der blev ikke sagt noget om, at byen kontrolleres af kræfter, som FN's Sikkerhedsråd stempler som terrorister. Der fremkom end ikke en lille advarsel om, at det er almindeligt i krige, at de involverede parter forsøger at sværte modstanderen til for at opnå international støtte.

Aktuelts journalist Anna Hedenmo valgte i stedet at spørge sin journalistkollega Stefan Åsberg: Hvad er årsagen til, at regimet myrder sin egen befolkning?

Rapporteringerne om gasangrebet minder om den medie-nedsmeltning, som vi oplevede i forbindelse med befrielsen af det østlige Aleppo i slutningen af 2016. Lidt efter lidt viste det sig, at "oppositions-aktivisters" advarsler om, at Assad ville massakrere titusinder af indbyggere i Aleppo, var bluff.

Rusland siger, at syriske fly bombede "oprørernes" lagre af forbudte kemiske våben. 

Bagefter har FN-statistikker vist, at 75 procent af indbyggerne i den østlige del af byen valgte at bevæge sig til regeringssidens områder. De 25 procent, som ikke betragtede regeringen som befriere, var for en stor dels vedkommende de væbnede mænd og deres familiemedlemmer.

Når øjnene nu rettes mod Khan Sheikhoun i Idlibprovinsen, er det som om, alle tidligere fejltagelser, alle tidligere forkerte rapporteringer er glemt.

Hvad er det så Aftonbladet, SVT og de øvrige etablerede medier ikke fortæller i forbindelse med gasangrebet? Her nogle eksempler:

1. Først til påstanden om, at der kun findes to parter i Syrien – den syriske regeringsside og Islamiske Stat (IS) – som anklages for at have anvendt kemiske våben i konflikten. Det er ikke sandt. Der findes en tredje part, som gentagne gange er blevet udpeget i disse sammenhænge. Det er den, som i Vesten kaldes oppositionen eller oprørerne.

Faktum er, at det var anklager rettet mod "oprørerne", som allerede i 2013 fik den syriske regering til at bede FN om at komme til Syrien for at undersøge brugen af kemiske våben i krigen. Så sent som for nogle uger siden overgav regeringen efterretninger til FN, om at det terroriststemplede Jabhat al-Nusra transporterede og oplagrede kemiske våben på syrisk jord.

Amnesty og de kemiske våben

Og det er ikke kun regeringssiden, som retter mistanker imod de væbnede grupper. Allerede i 2013 sagde den syriske oppositionsleder i eksil, Haytham Manna, at al-Qaeda i Syrien havde anvendt kemiske våben.

I april 2016 udsendte Amnesty International en rapport om, at "væbnede oppositionsgrupper" havde begået krigsforbrydelser under angreb på Sheik Maqsoud i det nordøstlige Aleppo. Amnesty påpeger, at der sandsynligvis var anvendt kemiske våben.

2. Påstanden om, at det er "oprørerne" eller "oppositionen", som kontrollerer Khan Sheikhoun og resten af Idlibprovinsen er mildest talt en forskønnende omskrivning. Idlib har siden 2014 været al-Qaeda-ekstremisternes stærke holdepunkt, og det uanset hvilke navne disse grupper fra tid til anden går under, eller hvilke alliancer de indgår.

Faktum er, at Idlib styres af de samme grupper, som tidligere fandtes i det østlige Aleppo, og som Amnesty udpeger som krigsforbrydere, der muligvis råder over kemiske våben.

3: Rusland siger, at årsagen til det dødelige gasudslip i byen var, at syriske fly bombede "oprørernes" lagre af forbudte kemiske våben. Vi kan naturligvis ikke vide, om det er sandt eller ej, men det er en tænkelig forklaring på, at giftig gas spredes og forårsager massedød. SVT Nyheter påpeger dog, at oplysningerne fra Rusland skal tages med "et betydeligt gran salt, idet landet er tæt allieret med Syrien".

Når det kommer til oplysninger fra den anden side, eksisterer der ikke samme syn på kildekritik. Er der virkelig ikke nogen grund til at forholde sig kritisk til informationer fra mennesker, der færdes frit i et område kontrolleret af al-Qaeda og ligesindede ekstremister, der modtager støtte fra udenlandske magter?

I SVT's reportage blev manglen på kildekritik tydelig.

Læge Shajul Islam, der er uddannet i Storbritannien, blev interviewet som øjenvidne fra Khan Sheikhoun. For fire år siden var han blandt en gruppe unge mænd i Storbritannien, som blev mistænkt for terroristaktiviteter i Syrien. De blev tiltalt for meddelagtighed i kidnapning af to vestlige journalister. Shajul Islam blev ikke dømt, men han blev slettet fra det britiske lægeregister. Intet af dette kom frem i interviewet.

De Hvide Hjelme

4. Den kritiske tilgang er lige så fraværende, når det gælder de berømmede Hvide Hjelme. Er det ikke lidt mærkeligt, at de altid er på stedet i al-Qaedas områder i Syrien? Den mest sandsynlige forklaring herpå er, at båndene mellem ekstremisterne og De Hvide Hjelme er tætte.

Den franske hjælpearbejder Pierre Le Corf var tidligere i år på et bemærkelsesværdigt besøg i det østlige Aleppo. Det er dokumenteret på film. Pierre Le Corf besøgte De Hvide Hjelmes forladte hovedkvarter og fandt ud af, at det lå i det sammen bygningskompleks, som var al-Qaedagruppen Jabhat al-Nusras hovedkvarter. Og bygningerne var prydet med deres symboler side om side.

 I Syrien har fabrikerede nyheder og den ensidige rapportering overtaget dagsordenen.
Patrick Cockburn, irsk journalist

En organisation, som har lavet en kritisk analyse af De Hvide Hjelme og deres arbejde, er Svenske Læger for Menneskerettigheder. De har med lægelig ekspertise gransket De Hvide Hjelmes egne film fra hjælpeaktioner. De svenske læger har blandt andet noteret, at påståede livreddende indsatser ville have været livstruende, hvis de var blevet udført i virkeligheden.

Den US-amerikanske journalist Stepehn Kinzer, klummeskriver ved Boston Globe, kaldte for nyligt De Hvide Hjelme for al-Qaedas og de syriske jihadisters PR-enhed.

Spørg: Hvorfor!

5: Afslutningsvis bør ethvert tænkende menneske stille sig spørgsmålet om, hvem der tjener på et givet scenarium! Hvorfor skulle lederne i Damaskus vælge foran verdens øjne at udføre en handling, som de på forhånd ved kommer til at stemple dem som koldblodige barnemordere?

Hvorfor skulle de på den måde saboterede deres egen ihærdige indsats for at forsøge at overbevise Vesten om, at Syrien fører en legitim og nødvendig kamp mod terrorisme?

Hvorfor skulle de vælge fuldstændig at underminere den fredsproces i Genève og i Astana, som for tiden udgør det eneste håb om på sigt at nå en forhandlingsløsning og åbne for en fredelig genopbygning af landet?

Og hvis den syriske ledelse er klar til at optræde så hensynsløst, at de ikke holder sig tilbage for at gasse civilbefolkningen til døde, hvorfor vælger regeringen så i område efter område at indgå lokale fredsaftaler, hvor de stridende får tilbud om amnesti, hvis de nedlægger våbnene, eller alternativt frit lejde til Idlibprovinsen?

Tidligere i år skrev den irske journalist Patrick Cockburn i London Review of Books, at i "Syrien har fabrikerede nyheder og den ensidige rapportering overtaget dagsordenen på en måde, som vi næppe har set siden Første Verdenskrig".

Det skyldes ifølge Cockburn, at "vestlige nyhedsorganisationer næsten helt og holdent har outsourcet sin indsamling af oplysninger til oprørssiden".

Patrick Cockburns artikel tager udgangspunkt i Aleppo, men kunne lige så vel have handlet om Khan Sheikhoun.

Artiklen bringes i den svenske ugeavis Proletären, hvorfra den er oversat. Mellemoverskrifter er indsat af Arbejderens redaktion.