26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gaza ramt af coronapandemien

Under belejring

Gaza ramt af coronapandemien

Coronasmitten er kommet til Gaza, og områdets godt to millioner indbyggere kan ikke holde den afstand, som anbefales af WHO. Mange er dårligt ernærede, og sundhedsvæsenet er slet ikke på højde med de opgaver, der banker på, advarer britisk professor.

Ifølge Gazas sundhedsministerium er der akut behov for yderligere 100 respiratorer og 140 intensive sengepladser for at kunne takle den første fase af coronaudbruddet.
FOTO: WHO in Occupied Palestinian Terr/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

To millioner palæstinensere er fanget i Gaza, der er under israelsk belejring på 13. år. Og i går den 7. april konstaterede Gazas sundhedsministerium, at 13 mennesker er konstateret smittet med corona.

Gaza er et af verdens tættest befolkede områder og har otte flygtningelejre. Jabalya med 113.900 indbyggere fylder 1,39 kvadratkilometer, mens A-Shati med 85.628 indbyggere dækker blot 0,51 kvadratkilometer. Det er under seks kvadratmeter til hvert menneske.

Hospitalerne i Gaza råder over tre respiratorer per 100.000 indbyggere. I USA og Israel er der henholdsvis 52 og 40 respiratorer per 100.000 indbyggere, og det er ikke nok.

Isolation er ikke en mulighed i Gaza, påpeger professor Neve Gordon, der underviser på Londons Queen Mary University.

Det palæstinensiske selvstyre har erklæret Vestbredden og Gaza i undtagelsestilstand.

Det første smittetilfælde blev konstateret den 22. marts – en palæstinenser, der vendte hjem efter et besøg i Pakistan.

FN har advaret om en potentiel katastrofe, hvis et større coronaudbrud rammer mennesker i Gaza på grund af fattigdommen i området og det dårlige sundhedsvæsen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Vestbredden hårdest ramt

Vestbredden er lige nu hårdest ramt, hvor 250 mennesker er smittet med corona, og én er død. Det skyldes blandt andet de mange palæstinensere, der arbejder i Israel, hvor 9404 er smittede, ifølge Johns Hopkins University.

Mange palæstinensiske arbejdere i Israel rejser frem og tilbage, og i forbindelse med påsken lukker store dele af Israel ned, og cirka 50.000 palæstinensere ventes at tage hjem til familien på Vestbredden, skriver nyhedsbureauet Prensa Latina.

Professor Neve Gordon frygter imidlertid, at Gaza vil blive meget hårdt ramt trods myndighedernes forsøg på at stoppe spredningen af smitten. De smittede isoleres. Alle butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker er lukkede, og der er udgangsforbud fra klokken 22 til næste morgen.

"Gazas indbyggere kommer ikke kun til at lide under de komplikationer, som virusset medfører, men også på grund af ufordelagtige forhold på tre områder: Sundhedsvæsenet, de sociale forhold i almindelighed og umuligheden af at holde afstand til andre", skriver Neve Gordon på netportalen Information Clearing House.

I Gaza var der ifølge professoren i slutningen af marts kun omkring 200 sæt testudstyr, og i alt 144 var blevet testet. 

Tre respiratorer til 100.000

Hospitalerne i Gaza råder over tre respiratorer per 100.000 indbyggere. I USA og Israel er der henholdsvis 52 og 40 respiratorer per 100.000 indbyggere, og det er ikke nok, konstaterer Neve Gordon, så tre respiratorer til 100.000 mennesker vil vise sig at være en dødsdom over mange.

Ifølge Gazas sundhedsministerium er der akut behov for yderligere 100 respiratorer og 140 intensive sengepladser for at kunne takle den første fase af coronaudbruddet.

Gazas 30 hospitaler og større klinikker råder tilsammen over godt 2600 sengepladser. Det svarer til 1,3 seng per 1000 indbyggere. Israel har 3,3 hospitalssenge per 1000 indbyggere, og i Europa er der i gennemsnit 5,4 senge per 1000 indbyggere, oplyser den britiske professor.

Dertil kommer, at mange i befolkningen er underernærede.

Halvdelen af befolkningen og heriblandt 400.000 børn lever for under 4,60 dollars (cirka 30 kroner) om dagen. "Det betyder, at hovedparten af befolkningen ikke får det minimum af kalorier, de har brug for. Desuden har 90 procent af Gazas indbyggere ikke adgang til rindende vand", skriver Neve Gordon.

Han sammenligner Gaza med et fængsel og skriver: "Alle eksperter ved, at fængsler er virusdrivhuse. Da epidemien brød ud, løslod Iran straks 70.000 fra sine fængsler, og andre lande fulgte efter. Men selve Gaza er et fængsel og desuden i meget dårlig tilstand efter mange års blokade", påpeger professoren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2020 - 14:23   10. apr. 2020 - 11:33

Gaza

se@arbejderen.dk
Gaza
  • Gazastriben er et kystområde i den sydligste del af det, der udgjorde Palæstina under den britiske mandatperiode.
  • Området er cirka 45 kilometer langt og otte kilometer bredt.
  • I dette smalle bælte bor op mod to millioner palæstinensere.
  • Heraf er 670.000 flygtninge, der modtager støtte gennem UNWRA – FN's flygtningeprogram for palæstinensere.
  • Befolkningstætheden er med 3320 indbyggere per kvadratkilometer blandt den højeste i verden.
  • Indtil august 2005 boede der omkring 6100 israelske bosættere i Gaza. Men Israel trak sig ud og belejrede herefter området.
  • Hovedbyen er Gaza By med 400.000 indbyggere.

Kilde: Wikipedia, CIA World Factbook