29 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gazas civile betaler for Israels jagt på naturgas

Bag krigens årsager

Gazas civile betaler for Israels jagt på naturgas

Israels krig i Gaza handler ikke om selvforsvar. Den handler om de enorme naturgasreserver i palæstinensisk farvand ud for Gazas kyst.

En palæstinensisk kvinde reagerer, efter at Israel har bombet en legeplads ved stranden i den tætbefolkede Shati-flygtningelejr i Gaza By den 28. juli.
FOTO: Marco Longari/AFP/Scanpix
1 af 1

Israels militære operation Protective Edge i Gaza handler først om fremmest om at få kontrol med Palæstinas naturressourcer, skriver journalisten Tascha Shahriari-Parsa i det britiske netmagasin The Ecologist.

Uden en overordnet militær operation for at udrydde Hamas' kontrol over Gaza, kan gasboringen ikke gå i gang.
Moshe Yaalon, ex-vicepremierminister, Israel.

Der er anslået 1,4 billioner kubikmeter gas i Middelhavet ud for Gaza, som det energihungrende Israel gerne vil have fingrene i, selv om det ligger inden for Gazas sømilegrænse.

Der er for fire milliarder dollars gas, hvilket svarer til 22 milliarder kroner. 

Hensynet til energi

Vel hader Israel palæstinensernes enhed. Vel ønsker Israel at udvide sit territorium – og vel er dette den tredje invasion af Gaza på seks år, men energien er af ekstraordinær interesse for de zionistiske ledere i Tel Aviv, skriver journalisten i The Ecologist.

Den sidste israelske invasion af Gaza i 2008-09 skete samtidig med, at Israel henvendte sig til et britisk energiselskab om at få del i gasboringerne netop ud for Gaza.

"Bag hver massakre i Gaza og vestlig propaganda til støtte for Israel ligger et overordnet hensyn til energi. Ja, bag nyheden om ethvert dræbt barn i Gaza ligger en konflikt, der sjældent har været fremme. Det er en imperialistisk konflikt, der handler om Israels ambitioner om at skaffe sig profit fra Gazas naturgasressourcer", skriver Tascha Shahriari-Parsa.

Opdagede gas i år 2000

For 14 år siden opdagede det britiske energiselskab, British Gas (BG) særdeles store mængder gas under havoverfladen ud for Gaza. BG og den palæstinensiske investeringsfond (PIF) investerede i projektet. BG fik 60 procent af rettighederne, palæstinenserne resten. Siden da er der fundet endnu mere gas ud for Gaza.

Den canadiske økonom, Michel Chossudovsky, anslår, at mængden af ​​gas i Palæstina er så stor, at det kunne gøre Palæstina lige så rigt som golfstaten Kuwait, der blandt andet står bag olieselskabet Q8.

Israels problem er helt konkret, at gassen ligger uden for dets rækkevidde. Israels egne gasfelter ved blandt andet Ashdod sender derfor "sugerør" ind i de palæstinensiske gaslommer for at få noget af gassen, skriver Michel Chossudovsky.

Desuden er Hamas, der kontrollerer Gaza, fjendtlig overfor Israels gaspres. British Gas på sin side har sagt, at det vil sælge en stor del af gassen til Israel.

Gassen og den sidste invasion

Netop gassen hang tilsyneladende også uløseligt sammen med Israels seneste invasion af Gaza i 2008-09, kaldt Cast Lead – Støbt bly.

Et år før invasionen sagde Israels daværende vicepremierminister og nuværende forsvarsminister, Moshe Yaalon, at gassen "i virkeligheden ikke vil gavne Gaza".

– Israels erfaringer er, at overskuddet fra et sådant gasprojekt vil skabe fare for yderligere terrorangreb mod Israel, fordi en gasaftale med Den palæstinensiske myndighed per definition vil involvere Hamas, sagde han i den israelske hærs radio i 2007.

Moshe Yaalon, der også har været chef for Israels hær, tilføjede, at Hamas konkret vil drage nytte af gasaftalen.

– Terrorgruppen vil enten drage fordel af de øgede indtægter, eller de vil sabotere projektet og iværksætte angreb mod Fatah, angribe gasinstallationer i Israel – eller alle tre dele. 

Fatah er den anden store palæstinensiske bevægelse, der kontrollerer det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden.

Den åbenmundede Moshe Yaalon blev herefter meget konkret.

– Det er klart, at uden en overordnet militær operation for at udrydde Hamas' kontrol over Gaza, kan boringen ikke gå i gang, da den radikale islamiske bevægelse først skal give sit samtykke til det, sagde han.

Aktionen fandt sted, samtidig med at Israel kontaktede British Gas for at diskutere de "kritiske forhandlinger omkring Gazas naturgas", som det britiske dagblad The Guardian formulerer det. 

Det energihungrende Israel

Om den aktuelle israelske aktion i Gaza har hænger sammen med de fortsatte forhandlinger om Gazas naturgas er endnu udokumenteret.

Overfor den London-baserede arabiske netportal, Middleeast Monitor.com, afviser anonyme israelske kilder, at Israel overhovedet har brug for Gazas gas, idet landet selv har fundet egne gasreserver.

Men tidligere har en gruppe forskere, ledt af Sinai Netanyahu and Shlomo Wald i en 2008-rapport fra det israelske energiministerium, efterlyst en endnu mere offensiv israelsk energipolitik. 

Behovet for energi er vokset voldsomt i Israel, og landet kommer til at mangle 100–150 milliarder kubikmeter naturgas fremover. Der skal 50 procent mere naturgas til, ellers løber landet tør for naturgas om 40 år, lød advarslen.

"Vi mener Israel bør øge den indenlandske brug af naturgas i år 2020, og det bør ikke eksportere gas", skrev de to forskere.

Rapporten fra forskerne udkom ganske kort før Operation Cast Lead i december-januar 2008-09, som tog livet af 1387 palæstinensere. 773 var civile. Ni israelere døde, heraf tre civile. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jul. 2014 - 15:10   30. jul. 2014 - 18:06

Gaza

Anders Fenger
Skribent
Kort om angrebet på Gaza 2014

  • Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe.
  • 2251 palæstinensere blev dræbt – 1462 af dem var civile. 
  • 67 israelske soldater og seks israelske civile blev dræbt.
  • Blandt de palæstinensiske ofre var 578 børn mellem én måned og 17 år.
  • 263 kvinder og 102 ældre blev dræbt.
  • 23 læger, sygeplejersker, ambulanceførere eller andre sundhedsansatte blev dræbt.
  • >> LÆS MERE PÅ ARBEJDERENS TEMASIDE HER

Kilder: Wikipedia, CIA World Factbook, Leksikon.org