Tusinder af arbejdere, unge, arbejdsløse, pensionister, selvstændige og små landmænd deltog i torsdagens demonstrationer og generalstrejke i Grækenland.
Folk kan ikke klare det mere. Livskvaliteten er uacceptabel.
Xanthi Karadima, Athen
I alt var der protester i 67 byer imod regeringens nedskæringsprogrammer
Nyhedsbureauet AP rapporterer, at færger lå stille, flytrafikken blev alvorligt forstyrret, busser og toge stod i garagerne, mens skoler lå øde hen.
Og hospitalerne fungerede kun med nødberedskab.
Spareprogrammer
Regeringen, som består af det konservative Nyt Demokrati og det socialdemokratiske PASOK, fremlægger i december finansloven for 2015. Den indeholder flere nedskæringer og angreb på fagbevægelsen, som er dikteret af "trojkaen", det vil sige EU-kommissionen, EU's centralbank og valutafonden IMF.
Trojkaen har lovet at udbetale 240 milliarder euro til Grækenland til gengæld for nedskæringer i især det offentlige, privatiseringer og forringelser af de faglige rettigheder og pensioner.
Indtil nu har hver græsk husholdning i gennemsnit mistet 40 procent af sin købekraft.
Arbejdsløsheden er på 28 procent og blandt unge hele 59 procent, og fagbevægelsen mister ifølge arrangørerne af de største demonstrationer, PAME, kollektiv kampkraft.
– I de sidste seks år har det græske samfund lidt hårdt, og vi er ved at blive kvalt af foranstaltninger, truffet af regeringen og EU. Folk kan ikke klare det mere. Livskvaliteten er uacceptabel, siger demonstranten Xanthi Karadima fra Athen til AFP.
Det græske parlament står også overfor den sidste behandling af et forslag om, at 51 procent af alle ansatte på virksomheder skal stemme ja, før en strejkeaktion kan gå i gang. Det vil gøre det sværere for fagforeningerne at lave sympatistrejker og "rullende" strejker.
Budskab om modstand
Torsdagens generalstrejke var arrangeret af PAME, der især består af kommunistisk-orienterede fagklubber, fagforbund og venstresocialdemokratiske arbejdere. PAME er kraftigt støttet af kommunistpartiet KKE.
Men også de to socialdemokratisk dominerede LO'er, GSEE og ADEDY, deltog i generalstrejken, selv om PASOK er en del af koalitionsregeringen, der gennemfører krisepolitikken.
Det græske kommunistparti KKE er tilfreds med generalstrejken.
"Arbejderne sendte et budskab om modstand mod regeringens arbejdsmarkedspolitik og et budskab om afvisning af de foranstaltninger, der skaber fattigdom og elendighed", skriver partiet i en udtalelse, som er gengivet i partiets dagblad, Rizospastis.
"Den græske regering, der står skulder ved skulder med EU og monopolerne, bør være på vagt. Vi vil fortsætte kampen og intensivere svaret på den krig, de har erklæret. Vi vil nedbryde den handlingslammelse og opgivenhed, som arbejdsgiverne og den socialdemokratiske fagtop har skabt", lyder det fra partiet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278