Der vil blive skåret dybere end hidtil annonceret i det græske samfund.
Dét siger en højtstående embedsmand i det græske finansministerium til det britiske dagblad Financial Times.
13,5 milliarder euro bliver beløbet for 2013-14. Tidligere talte regeringen om 11,6 milliarder.
Med de løfter holdt den græske premierminister Antonis Samaras i går møde med Tysklands kansler Angela Merkel. I dag har den franske præsident François Hollande inviteret Samaras til Élyséepalæet i Paris.
Angiveligt har Samaras forsøgt at købe sig tid, så Grækenland får fire og ikke to år til at gennemføre de omfattende nedskæringer, som EU og IMF i marts krævede for at udbetale en lånepakke på 130 milliarder euro.
Udfaldene af møderne er endnu usikre, men allerede torsdag udtalte Angela Merkel, at »alle bør holde sig til aftalerne«.
François Hollande fulgte op og tilføjede, at han ønsker at Grækenland bliver i euro-zonen, men at »det er op til grækerne at yde de nødvendige ofre for at nå dét mål«.
De nødvendige ofre ser nu ud til at være de aktuelle 13,5 milliarder euro og endnu flere privatiseringer.
En regeringsembedsmand oplyste i forrige uge, at staten til efteråret agter at sælge det statslige gasselskab DEPA.
Torsdag udtalte premierminister Antonis Samaras, at Grækenlands også kunne sælge ubeboede øer.
– Så længe det ikke volder problemer for den nationale sikkerhed, kunne nogle af disse øer udnyttes kommercielt, sagde han til det franske dagblad Le Monde.
Også privatisering af jernbaner og flere kystområder ved Attika er en mulighed.
Ellers udtrykte Samaras planer om, at ældre offentligt ansatte i årene forud for pensionering skulle have mindre i løn.
I starten af september kommer repræsentanter for trojkaen, EU, valutafonden IMF og EU’s centralbank, til Athen for at inspicere økonomien.
I forrige uge fremkom det græske statistiske bureau med arbejdsløshedstallene. Chokerende 54.9 procent af landets unge mangler job.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278