I mange lande er de private investorers indtog i vandsektoren ofte forbundet med mørklagte kontrakter, som offentligheden ikke kan få at se.

Og i de fleste lande hemmeligholder myndighederne den kontrakt, som de har indgået med private investorer om at drive vandforsyning.

Den såkaldte effektivisering er sket ved at fyre ansatte og spare på vedligeholdelse.
Satoko Kishimoto, Transnational Institute

Det fortæller Satoko Kishimoto, som er researcher hos den hollandske tænketank Transnational Institute (TNI), der forsker i konsekvenserne af privatisering. Hun er medforfatter til rapporten Reclaiming Public Water, der giver et overblik over, hvor mange lande der har taget vandforsyningen tilbage på private hænder.

Hemmelige kontrakter

– Konsekvensen er, at offentligheden ikke kan få indsigt i, om det private selskab forpligter sig til at investere i vedligeholdelse – og i givet fald hvor meget. Det er heller ikke muligt at se, hvor meget de private må hæve priserne, og hvad betingelserne er, hvis det offentlige ønsker at tage forsyningen tilbage. Vi har set mange eksempler på, at det er dyrt for en by at fyre et privat selskab, siger Satoko Kishimoto.

Hun er også koordinator for Reclaiming Public Water, der er et netværk bestående af offentlige vandforsyninger, ngo'er, fagforeninger, forskere og aktivister, der kæmper for at bevare vandforsyning på offentlige hænder. Og hun kan ikke forstå, at den danske regering leger med tanken om at lukke private ind.

– Danmark har en billig og velfungerende vandsektor. Hvorfor sætte den på spil? For et fattigt land kan det måske lyde tillokkende at lukke et privat firma ind, der lover at udbygge nettet af vandrør. Men Danmark har allerede lagt vandrør, som forbrugerne har betalt. Løftet om "effektivitet" har lydt i alle lande, der har privatiseret. Men den såkaldte effektivisering er sket ved at fyre ansatte og spare på vedligeholdelse. Det skaber ikke en mere effektiv vandforsyning. Tværtimod, advarer Satoko Kishimoto.

Privat regning dobbelt så dyr

Danmark har et unikt hvile-i-sig-selv princip, der betyder, at vandværkerne og spildevandsforsyningen kun må opkræve den pris, det rent faktisk koster at producere det rene vand samt vedligeholde nettet.

Et af de steder, hvor man har ladet et privat firma stå for forsyningen – og regningen – er Barcelona i Spanien. Og erfaringerne er ikke gode.

– Efter privatiseringen blev der lagt en række omkostninger oveni i regningen - eksempelvis udgifter til markedsføring, høje administrationsgebyrer og andre udgifter, der ikke har noget med kerneydelsen, levering af rent drikkevand at gøre, forklarer Satoko Kishimoto.

Omkring halvdelen af vandregningen til Barcelonas indbyggere består af udgifter, der er unødvendige i forhold til at producere rent drikkevand. Hvis man sammenligner med de nærmeste offentligt drevne vandværker, er Barcelonas vand i dag næsten dobbelt så dyrt.

I Belgien krævede et privat selskab at få lov til at hæve prisen på behandling af spildevand. Da det ikke lykkedes, lukkede selskabet i ti dage ned for sin rensning af spildevand, og beskidt vand fra 1,1 million mennesker forurenede floden Zenne.

- Det viser, hvor langt de private selskaber er klar til at gå for at sikre sin profit. Hensyn til miljø og sundhed og samfundsøkonomi er underordnet kravet om maksimalt udbytte til investorerne, advarer Satoko Kishimoto.

>> Se flere eksempler på konveskvenserne af at privatisere vand her