12 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Historien om verdenshistoriens største strejke

Historiske protester i Indien

Historien om verdenshistoriens største strejke

Den 26. november 2020 kastede den indiske arbejderklasse sig ud i verdenshistoriens største strejke. Strejken var en protest mod neoliberal lovgivning. Hundredtusindvis af demonstranter blokerer fortsat vejene ind til New Delhi, hvor der for nylig blev udråbt endnu en nationalstrejke.

I Indien blokerer hundredtusindvis af demonstranter vejene ind til New Delhi.
FOTO: Sajjad Hussain/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Den 26. november strejkede 250 millioner indere. Dermed blev verden vidne til den største strejke i menneskehedens historie. De strejkende krævede en tilbagerulning af ny neoliberal lovgivning om privatisering, vedtaget af Indiens højreradikale BJP-regering.

Mange arbejdere frygter, at privatiseringen vil føre til lavere løn, dårligere arbejdsforhold og yderligere arbejdsløshed.

Strejken blev organiseret af ti fagforeninger, som modtog opbakning fra en lang række interessenter inklusive Indiens kommunistiske partier, studerende, feminister og vækkede international solidaritet.

Som en del af strejken marcherede bønder og arbejdere fra de omkringliggende delstater til New Delhi, hvor de stadig blokerer vejene ind til hovedstaden. Her vil de protestere, indtil regeringen trækker den neoliberale lovgivning tilbage.

Under blokaden iværksatte arbejderne den 8. december endnu en nationalstrejke, der varede et døgn. 

Baggrund

Strejken, der fandt sted i slutningen af november, blev organiseret af ti fagforeninger, som repræsenterer mange millioner arbejdere, oplyser den indiske TV-kanal Times Now.

Blandt dem er INTUC, der med 33 millioner medlemmer er en af verdens største fagforeninger. Desuden er Indiens anden store fagforening AITUC, der er tilknyttet Indiens Kommunistiske Parti (CPI), også blandt de ti organisationer bag strejken.

Arbejderne i de ti fagforeninger strejkede mod neoliberal lovgivning vedtaget af Indiens højreradikale regering, som ledes af Narendra Modi. Regeringen har påbegyndt en lang række privatiseringsprojekter, midt under covid-19-pandemien, der i forvejen har gjort livet vanskeligt for de indiske arbejdere.

Ifølge dataudbyderen Statista er over 90 millioner indere i øjeblikket arbejdsløse. Især unge arbejdere i byggebranchen og landbrugssektoren er hårdt ramt.

Midt i den krise har regeringen så påbegyndt en vidtrækkende privatisering af de offentlige og finansielle sektorer, inklusive den indiske jernbane, havne, banker og fabrikker.

Regeringen mener, at privatiseringen vil fremme investeringer i de forskellige sektorer og gavne arbejderne og det indiske samfund. Men mange arbejdere frygter, at privatiseringen vil føre til lavere løn, dårligere arbejdsforhold og yderligere arbejdsløshed.

Desuden har Indiens regering påbegyndt privatisering af landbrugssektoren, hvis varer normalt bliver købt til en fast pris af staten. Bønderne ser reformerne som et tegn på, at Modi helt vil fjerne prisgarantien på landbrugsvarer og lade handlen styre af private firmaer.

Ifølge Fagbladet 3F kritiserer Indiens fagforeninger også regeringen for ved lov at gøre det vanskeligere for indiske arbejdere at organisere sig i fagforeninger.

Verdens største strejke

"Indien var vidne til verdens største organiserede strejke i menneskelig historie", skrev Peoples Dispatch, efter at 250 millioner indere iværksatte strejken mod den nye lovgivning og for bedre vilkår for arbejderne.

Strejken og protesterne samlede bønder, tjenestefolk, kurerer, gadesælgere, bygningsarbejdere, arbejdere i tobaksindustrien, lastbil-, taxa- og buschauffører og mange flere fra både landdistrikter og storbyerne.

Den indiske medieorganisation Newsclick oplyser, at strejken nåede ud til alle hjørner af Indien, hvor syv delstater rapporterede om komplet nedlukning og en 100 procent effektiv strejke blandt arbejderne.

Strejken stoppede arbejdet i offentlige og finansielle tjenester, miner, banker, transport, fabrikker, havne, telekommunikation, olieindustri, plantager og millioner af andre forskellige industrier.

Ifølge Peoples Dispatch mødte strejken desuden opbakning fra allierede blandt studerende, feminister, civilsamfundsgrupper og venstrefløjspartier.

I en fælles udtalelse har Indiens kommunistiske partier CPI, CPI(Marxist), CPI(Marxist-Leninist), Revolutionært Socialistisk Parti og Blokken Hele Indien Fremad tilkendegivet deres støtte til protesterne.

De strejkende har fremsat krav om stop for privatisering, for pension til alle arbejdere, for månedlig levering af ti kilo korn til madlavning og for en betaling på omkring 750 kroner til de dårligt stillede.

Men det er især den påbegyndte privatisering, som risikerer at fjerne den faste pris på landbrugsvarer, der normalt blev købt af staten, som har vækket vrede blandt Indiens bønder.

Blokerer New Delhi

Imens strejken lukkede Indien ned, marcherede tusindvis af bønder fra "Indiens kornlager", Punjab og Haryana, til New Delhi for især at protestere mod landbrugsreformerne. Her kom de i kamp mod politiet, der skød med vandkanoner og slog demonstranterne med kæppe.

>> LÆS OGSÅ: Bag om Indiens anholdelser af aktivister.

Men det fik ikke de indiske landmænd til at bakke ud, og i dag er mængden af demonstranter i udkanten af New Delhi vokset til flere hundredtusinde. Vejene ind til New Delhi er blokeret, og demonstranterne nægter at flytte sig, før regeringen trækker reformerne tilbage.

I en video udgivet på YouTube-kanalen ScoopWhoop Unscripted fortæller de protesterende landmænd, at den nuværende protest blot er begyndelsen. Demonstranterne er forberedte på at blive og blokere vejene ind til New Delhi, så længe det kræves.

Demonstranterne fortæller, at de har organiseret sig i rokader, således at grupper af bønder fra de forskellige hjembyer sidder i blokaden i en uges tid, før de bliver skiftet ud af en ny gruppe.

I blokaden er der blevet etableret folkekøkkener, hvorfra der serveres gratis mad, og folk sover i transportmidler som traktorer og lastbiler eller på gaden.

"Der er protester mod landbrugslovene i alle stater", fortæller lederen af det kommunistiske parti CPI(Marxist) Hannan Mollah til Al Jazeera.

International solidaritet

De massive folkelige protester nyder opbakning fra Storbritannien, hvor der bor omkring 1,4 millioner indbyggere med indisk baggrund. I solidaritet blokerede tusindvis af demonstranter Londons gader, oplyser Reuters.

Lignende protester er brudt ud i USA, Canada, Australien og New Zealand, hvor der også bor store grupper af indere. Det indiske oprør har også modtaget støtte fra politikere og partier i flere vestlige lande.

I Storbritannien har 36 politikere fra Labour, Konservative, Liberale Demokrater og Skotlands Nationalparti henvendt sig til udenrigsminister Dominic Raab for at få hende til at rejse Storbritanniens bekymring over oprøret overfor Indiens regering, oplyser den indiske TV-kanal Zee News.

"Canada vil altid forsvare fredelige demonstranters rettigheder. Vi tror på åben dialog", sagde Canadas statsminister Justin Trudeau, der ifølge The Indian Express også har henvendt sig til de indiske myndigheder.

I nabolandet USA modtager de indiske arbejdere også opbakning:

"Vi kigger på jer med stolthed og håb og ser vores eget folks kamp blive løftet op med jeres flag og båret med jer på jeres fast besluttede march", skriver USA's Kommunistiske Parti (CPUSA) på Solidnet.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2020 - 06:47   10. dec. 2020 - 13:11

Indien

mbs@arbejderen.dk
Lyt til artiklen

Oprør i Indien 2020-21

Foto: Sajjad Hussain/AFP/Ritzau Scanpix

Verdens største strejke

  • Den 26. november 2020 var Indien vidne til verdenshistoriens største strejke.
  • 250 millioner arbejdere strejkede i hele landet.
  • Ti fagforeninger stod bag strejken.
  • Herunder INTUC med 33 millioner medlemmer og AITUC, der er tilknyttet Indiens Kommunistiske Parti.
  • Syv indiske delstater rapporterede om komplet nedlukning og 100 procents strejke.
  • Arbejderne kræver, at Indiens højreradikale regering trækker ny nyliberal lovgivning tilbage.
  • Regeringen har påbegyndt mange privatiseringsprojekter.
  • Arbejderne forudser, at dette vil føre til lavere løn, dårligere arbejdsforhold og yderligere arbejdsløshed.
  • De kommunistiske partier i Indien støtter op om strejken.

Blokade om New Delhi

  • Som en del af oprøret marcherede tusindvis af landmænd fra Punjab, Haryana og andre delstater til New Delhi.
  • Punjab og Haryana kaldes "Indiens kornkammer", da delstaternes mange landmænd brødføder Indien.
  • Ligesom andre arbejdere er landmændene utilfredse med regeringens privatisering.
  • De ser regeringens forslag om at privatisere som første skridt til at afskaffe en lov, der sikrer en fast pris på landbrugsvarer, som normalt købes af staten.
  • Landmændene mener, at regeringen helt vil lade landbrugshandlen være op til private firmaer.
  • Derfor protesterer hundredtusindvis af landmænd og allierede nu udenfor New Delhi.
  • Her blokerer de vejene og har ikke tænkt sig af gå, før Indien trækker den nyliberale lovgivning tilbage.
  • Demonstranterne har organiseret sig, så de deltager i blokaderne i X antal dage, før de skiftes ud af nye demonstranter.
  • Desuden er der etableret køkkener, hvorfra der serveres gratis mad.
  • Demonstranterne sover i traktorer, lastbiler eller på gaden.
  • Under blokaden blev der udråbt endnu en nationalstrejke den 8. december.
  • Den 12. januar beordrede Indiens højesteret en midlertidig suspendering af den nyliberale lov samt oprettelsen af en landbrugskomité.
  • Komitéen skal udforme en rapport om lovgivningen.
  • Men det kommunistiske parti CPI(Marxist) vurderer, at komitéens rapport er et forsøg på at bryde blokaden.
  • Medlemmer af komitéen er nemlig kendt for at støtte privatisering af landbrugssektoren.

Indtagelse af New Delhi

  • Efter to måneders blokade af New Delhi indtog demonstranterne hovedstaden den 26. januar.
  • Datoen er Indiens nationaldag – den dag, et bondeoprør i 1950 førte til et selvstændigt Indien.
  • Bønderne kom kørende på traktorer eller gik ind i New Delhi.
  • De fjernede barrikader og fortsatte ind til byens centrum.
  • Her besatte de Det Røde Fort, hvor de hejste bøndernes flag.
  • Regeringen anså protesten som en hån, og dets styrker slog hårdt ned på protesten.
  • Én demonstrant blev dræbt, og hundredvis kom til skade.
  • Internettet blev desuden lukket ned i flere distrikter.
  • Over 120 demonstranter blev anholdt, også flere journalister og fagforeningsfolk, men det har ikke haft den ønskede effekt.
  • Anholdelserne har betydet, at tusindvis af bønder har tilsluttet sig blokaderne rundt om New Delhi.
  • Samtidig fortsætter protesterne inde i selve hovedstaden.
  • Desuden har der været solidaritetsprotester i en række andre indiske delstater.

Yderligere protester

  • 5000 sygeplejersker i New Delhi tilsluttede sig i december oprøret og indgik i strejken.
  • Sygeplejerskerne kræver blandt andet den løn, de er blevet lovet, ordentlige forhold for indkvartering og en ende på både outsourcing og kønskvoter.
  • Den 11. februar 2021 protesterede titusindvis af studerende og unge i Vestbengalen mod arbejdsløshed og kommercialisering af uddannelse.