– Jeg har aldrig set noget lignende. Vi skal have oplysninger om firmaets regnskab og finansieringsplan, men vi får ikke noget. Jeg har været tillidsmand i 20 år og mødt nogle af cheferne. Men jeg har aldrig før oplevet dette. Intet fungerer, som det burde. Jeg frygter for stedets fremtid. Alt bør sættes ind for at redde arbejdspladserne.

Regnskaberne offentliggøres ikke, og fagforeningernes repræsentanter kan ikke inspicere økonomien.

Det er med disse få ord, en tillidsmand indleder sit møde med mig. Han er ikke den eneste, der er bange. I løbet af få dage mødte jeg omkring 20 fagforeningsrepræsentanter fra flere lande, hvis virksomheder alle var blevet overtaget af den indtil for nylig ukendte Liberty.

Denne koncern er hovedsagelig aktiv i stål- og aluminiumssektorerne. Disse repræsentanter fortalte alle den samme historie. Og det er ikke den samme som deres direktørs, Sanjeev Gupta. Her får vi deres.

Dette er historien om Sanjeev Gupta. Derfor må den offentliggøres. Og derfor må myndighederne skride til handling for at bevare disse sektorer og sikre, at arbejdspladserne reddes.

Sanjeev Gupta – manden der købte det hele

På bare få år er industrigruppen Liberty dukket op ud af det blå, ledet af Sanjeev Gupta, en englænder med indiske rødder.

På mindre end fem år er Liberty blevet en af verdens mest magtfulde stål- og aluminiumproducenter. Dens direktør og eneste aktieindehaver har tilegnet sig højovne, stålforarbejdningsfabrikker, aluminiumsmeltere, bilanlæg og jernbaneskinnefabrikker over hele verden.

Den har købt et aluminiumstøberi i Skotland, fire Tata Steel-stålfabrikker i England, et stålselskab og fire miner i Australien såvel som et aluminiumsmelteri i Dunkirk.

Den har også købt Arcelor Mittals stålværker i Liège (Ferblatil and Flémalle), Dudelange i Luxembourg, Rumænien (Galati), Makedonien (Skopje), Slovakiet og Slovenien, Tjekkiet (Ostrava) og Italien (Piombino).

I Frankrig har Sanjeev Gupta også erhvervet sig støberier i Poitou og bildelsfabrikker i Chateauroux. Han forsøger også at blive ejer af et større støberi (Aleris) i Duffel i provinsen Antwerpen i Belgien.

Og gruppen er angiveligt også i færd med at overtage to stålværker i det nordlige Frankrig i Saint Saulve (Ascoval) og Hayange. Der skulle også være forhandlinger om at overtage en aluminiumsmine og et støberi i Spanien.

På blot få år er gruppen blevet en industriel gigant. Hverken på tryk eller overfor journalister lægger Sanjeev Gupta skjul på sin ambition om at skabe en international gruppe, der vil producere stål og grøn aluminium, det CO2-neutrale "grønne stål", inden 2030.

På mindre end fem år er Liberty blevet en af verdens mest magtfulde stål- og aluminiumproducenter.

Sanjeev Gupta arbejder ikke bare i industrien. Han er også aktiv indenfor finans og fast ejendom. Jahama Group, som han ejer sammen med sin far, er den femtestørste jordejer i Skotland med et areal på næsten tre gange Bruxelles-regionens størrelse.

Den permanente løgn

På alle de opkøbte virksomheder er det den samme historie, der fortælles, når tungerne kommer på gled.

Regnskaberne offentliggøres ikke, og fagforeningernes repræsentanter kan ikke inspicere økonomien.

Løfter om investeringer bliver aldrig til noget. Overførslerne for købene er ugennemsigtige. Der er alarmerende problemer med likviditeten, som fører til forsinkede betalinger til leverandører og underleverandører og indkøbsvanskeligheder.

Men alle steder lyder det enstemmigt fra Libertys folk, at problemerne er midlertidige og skyldes undtagelsesvise omstændigheder. Koncernen har det udmærket, investeringer er på vej. Videre – her er ikke noget at komme efter!

Eksempelvis for investeringernes vedkommende. Med undtagelse af Piombino i Italien forbliver langt de fleste af Sanjeev Guptas løfter om investeringer uindfriede.

I Italien på det tidligere Arcelor Mittal i Piombino har chefen lovet 100 millioner euro til langsigtede investeringer. Men indtil videre er kun 10 millioner euro investeret i genopstarten af en afrensningslinje og reparation af en malerlinje. Og det er en undtagelse.

Bankerne, som Gupta bruger til at finansiere sine opkøb, bestyres af folk fra hans professionelle og nære omgangskreds.

I Liège blev der ifølge det belgiske dagblad Le Soir lovet 100 millioner i investeringer. Men siden den britiske erhvervsmagnat overtog, har stederne kørt i tomgang. I dag står galvaniseringslinjen stille, og blikforarbejdningen i Liége-regionen kører langt under kapaciteten.

I Dunkirk lovede koncernen massive investeringer ved overtagelsen for over et år siden. I et fortroligt dokument nævnes summen én milliard euro, ovenikøbet i forbindelse med "første fase" af opstarten af det største valseværk i Europa, som skulle ligge overfor den eksisterende fabrik. Det er 3000 nye jobs. Resultatet?

Fabrikken på den anden side af vejen forblev på løftestadiet. Og på den eksisterende fabrik gjorde de kun det allerhøjst nødvendige for at kunne opretholde produktionen: udskiftede elektrolysecellerne.

I Ostrava i Tjekkiet lovede Liberty at investere 750 millioner for at øge produktionskapaciteten. Et uindfriet løfte. På stedet, som har mere end 6000 ansatte, investerede koncernen kun tre millioner euro i en af højovnene. Derudover annoncerede Gupta – blot en måned efter overtagelsen – at produktionen ville blive reduceret med 20 procent.

I Galati i Rumænien bekendtgjorde gruppen, at den ville investere 350 millioner og siden én milliard euro. Men samarbejdet og den underskrevne finansieringsaftale med den rumænske regering, som også skulle dykke ned i tegnebogen, er endnu ikke blevet iværksat.

På Poitoustøberiet i Frankrig blev to millioner euro lovet i juli 2019 for at opretholde gruppens aktiviteter på denne fabrik, som gennemgår store vanskeligheder. Men disse investeringer har været længe om at blive gennemført, og fabrikken har også kørt i tomgang siden overtagelsen.

På en nabofabrik, som producerer aluminiumsbaserede cylinderhoveder (maskindele), blev man lovet, at produktionen af to typer af cylinderhoveder var garanteret. Det første cylinderhoved var baseret på en eksisterende model. Og det andet skulle være en ny model.

Det første cylinderhoved produceres nu på halv kapacitet. Det andet produceres ikke. 10 millioner var lovet til at søsætte produktionen af denne anden del til Renault. Men de kommer ikke.

Coronavirus ikke den afgørende årsag

Man kunne tro, at disse brudte løfter ikke bliver opfyldt på grund af coronavirusset. For som med alle andre stål- og aluminiumsproducenter verden over har dele af Libertys fabrikker været lukket ned i nogle få uger.

Men faldet i produktion var allerede indtrådt før sundhedskrisen. I Liège, for eksempel, har blikfabrikken været lukket ned i to uger før pandemien.

Arbejderne skal ikke bære følgerne af denne industrimagnats forgodtbefindende.

En fagforeningsleder udtrykte sin bekymring på det tidspunkt: "Ferblatil har aldrig været lukket på grund af manglende ordrer i hele dens levetid. Industrien har stadig brug for blik til dåser."

Og denne situation var desto mere bekymrende, fordi den kom i kølvandet på et alvorligt problem med likviditet. To vigtige underleverandører måtte vente i månedsvis på at blive betalt…

Og siden Libertys overtagelse har produktionen ofte været indskrænket – længe før coronavirussets ankomst.

I Frankrig på de to fabrikker i Poitou er produktionen aldrig vendt tilbage til det normale niveau efter overtagelsen i juli 2020. I Ostrava på det store tjekkiske stålværk blev en 20-procents produktionsnedgang annonceret, lige så snart den nye koncern tog over, længe før krisen.

Coronvirusset er ikke den primære årsag til koncernens tilbageskridt. Den økonomiske krise startede ikke i 2020.

I over et årti har efterspørgslen på stål været lav i Europa. Og den faldt stadig i 2019. Krisen er ikke til industriens fordel. Men bortset fra disse faktorer, som Sanjeev Gupta ikke er herre over, er der en let identificerbar faktor, der er direkte knyttet til ham, og som han er ansvarlig for.

Der er et "Libertyproblem". Økonomien bag GFG Alliance Group, som står bag Liberty, er ikke så stærk, som dens eneste aktieindehaver gerne vil have dig til at tro. Når investeringerne, som blev lovet længe før coronakrisen, ikke er blevet gennemført, er det af nogle meget konkrete grunde.

En kolos på lerfødder

Når arbejdere og deres repræsentanter forlanger ansvarlighed og gennemsigtighed i en virksomheds økonomi, som loven foreskriver, støder de på en mur.

På den ene side offentliggør GFG Alliance Group ikke sine regnskaber og forårsager således uklarhed og hindrer et globalt indblik i dem. På den anden side er der heller ingen offentlige regnskaber i mange af koncernens enheder.

I Liège nægtede revisoren i første omgang at godkende firmaets regnskaber på grundlag af de data, der blev overført fra 'Liberty Liège Dudelanges ledelse, et datterselskab af Liberty Steel, som selv er et datterselskab af GFG Alliance.

I Storbritannien har en af fabrikkerne modtaget en trussel om betalingsstandsning. Dette sker som regel kun for små virksomheder med likviditetsproblemer. Ordrer annulleres, en leverance er blevet tilbageholdt på havnen, og arbejdernes repræsentanter melder om betydelige forsinkelser i leveringen af ordrer.

Når Sanjeev Gupta tilkaldes for at forklare sig til journalister om sin lukkethed, trækker han tiden ud og undviger. Han har allerede overskredet deadline for offentliggørelse af sine regnskaber tre gange.

Han havde først lovet det i starten af dette år, så udskød han det til marts 2020, så til juni 2020, og nu er det udskudt til årets udgang… 

EU-kommissionen gav grønt lys til opkøb af fabrikker i Makedonien, Rumænien, Tjekkiet, Luxembourg, Italien og Belgien.

Hans begrundelse: GFG Alliance er ikke en juridisk enhed, men en familievirksomhed med forbindelser til forskellige virksomheder, deriblandt Liberty, som skal have tid til at føre og konsolidere sine regnskaber.

Men dette argument holder ikke vand. For koncernens økonomiske konstruktion og finansieringsmetoder jonglerer med reglerne og bringer titusindvis af arbejdspladser og arbejderfamilier i fare. Hvad er det for metoder?

Finansielle greb til at undgå gennemsigtighed

For det første anvender Gupta systematisk en metode på tværs af den internationale koncern, som banker råder små og mellemstore virksomheder til at anvende, når de generelt er tæt på betalingsstandsning (at de ikke kan betale nogle eller alle deres udeståender) eller oplever alvorlige likviditetsproblemer.

I stedet for at betale leverandøren eller gældsætte sig for at kunne klare betalingerne indgår producenten en kontrakt med en bank. Denne kontrakt giver ham mulighed for kun at betale en del af beløbet direkte, og leverandøren får bankens løfte om fuld tilbagebetaling indenfor 180 dage.

Det giver Libertys aktionær to fordele: At forsinke betalingen og fremfor alt undgå at betalingen bliver noteret som gæld. Det er økonomisk fordelagtigt og giver på papiret et sundere billede af koncernens økonomi. I realiteten forsinker det udbetalingen til leverandørerne og lægger byrden med finansiering på bankerne.

For det andet er bankerne, som Gupta primært bruger til at finansiere sine opkøb, bestyret af folk, som er en del af hans professionelle og nære omgangskreds.

Umiddelbart er reglen, at de kun må anvende op til 25 procent af deres kapital til at finansiere en klient. Men denne regel efterlever Gupta tilsyneladende ikke… Teoretisk set bør en bank, som er forbundet med en fabrikant, undgå at lægge alle sine æg i én kurv for ikke at ende med en kaskade af konkurser i tilfælde af økonomiske vanskeligheder. Men det er alligevel, hvad disse to banker, Wyelands og Greensill, faktisk gør.

Disse to banker bliver i øjeblikket undersøgt af de tyske og britiske finansmyndigheder.

De er bekymrede over den høje koncentration af investeringer i én enkelt investor. Ifølge nogle kilder undersøger USA's finansmyndigheder også disse banker. Finansmyndighederne er også bekymrede over Greensills styrke, fordi den har båret mange tab igennem flere år.

Men koncentrationen af disse bankers investeringer i Liberty-koncernen og den økonomiske ustabilitet i disse banker er ikke den eneste grund til, at de undersøges af de finansielle tilsynsmyndigheder.

Greensill, hvor Gupta var aktionær i flere måneder, har været centrum for adskillige finansskandaler i de seneste år. Storbritanniens finanstilsyn, UK Financial Conduct Authority, undersøger i øjeblikket praksis hos en af markedets største 'handlende', som, mens han arbejdede for den schweiziske bank GAM, angiveligt udviklede højst tvivlsomme metoder til at finansiere Greensill.

Han anklages for mange alvorlige uregelmæssigheder. Særligt har han angiveligt organiseret spekulation i salg af biobrændselgeneratorer, som var ejet og drevet af SIMEC-koncernen, endnu en af Sanjeev Guptas datterselskaber.

I Europa fremstiller han sig selv som garanten for strategiske europæiske sektorer. Men realiteterne er anderledes.

Sælgeren skulle have fremmet salget af disse generatorer med argumentet om, at de var understøttet af den britiske regering og kunne sælges til virksomheder som en backup-strømforsyning. Idéen var, at investeringer, som sælgeren introducerede, forventedes at give et afkast på over én milliarder euro. Men intet gik som planlagt.

For det tredje bruger Sanjeev Gupta en farlig metode til at finansiere de mange opkøb, en metode som bankerne, der drives af hans nære venner og tidligere direkte samarbejdspartnere, tillader ham at benytte.

Når erhvervsmanden overtager en fabrik, kan han stille den som garanti. Så benytter han denne garanti til at opkøbe en anden fabrik. Og så videre og så videre. Til sidst er der opbygget en industriel pyramide uden solidt økonomisk grundlag. Et korthus, med andre ord.

Greensill Bank, som skal retfærdiggøre sine lyssky handlinger, forklarede, at den for at kunne finansiere opkøbet af aluminiumfabrikken i Dunkirk i Frankrig 'lod GFG Alliance-koncernen garantere finansieringen af begivenheden med 100 procent' i tilfælde af vanskeligheder. Men når GFG Alliance Group ikke er en juridisk enhed, hvordan kan den så stille garanti? Det er et meget farligt spil.

Hvad sker der, når der kommer grus i maskineriet? Det kollapser… Og den eneste vej ud er at skære ned på udgifterne (og dermed arbejdspladserne) i stor stil og lægge pres på de offentlige myndigheder for at få dem til at indskyde milliarder – uden garanti for at bevare arbejdspladserne, og uden at de bliver ejere af virksomheden – bare for at holde den flydende.

Sikring af disse strategiske sektorer og arbejdspladser

Kapitalismen står hver dag for sin del af uretfærdigheder og kritiske situationer i industrien. Den genopfinder også sig selv hver dag i forsøget på at skabe maksimal profit på arbejdernes indsats. Og dette sker ofte i strid med lovene.

GFG Alliance-koncernen og dens eksempel med Liberty er i front på dette område. Den konstruerede pyramide er skrøbelig. Og den truer titusindvis af familier, hvis indkomster afhænger af et korthus.

I juni 2020 annoncerede Sanjeev Gupta en 30-procents sparerunde på tværs af alle sine virksomheder, med undtagelse af bankerne og hans ejendomsmæglervirksomhed.

Pressemeddelelsen siger: GFG Alliance-virksomhederne tilpasser sig faldet i efterspørgsel. Det medfører desværre, at vi ikke vil være i stand til at afværge en nedskæring i antallet af arbejdspladser på nogle fabrikker."

I en sådan katastrofal økonomisk situation og med den kommende økonomiske krise rykker Sanjeev Gupta sine skakbrikker frem og har tænkt sig at bruge coronavirusset til at fyre og lukke fabrikker ned.

Virusset har unægteligt en del af ansvaret for den aktuelle krise. Men krisen var der i forvejen. Arbejderne skal ikke bære følgerne af denne industrimagnats forgodtbefindende, som er at gamble med arbejdernes liv i sin jagt på profit.

De ansvarlige for denne situation findes. Der er Sanjeev Gupta, selvfølgelig. Men der er også ledelser i de forskellige grene af koncernen, som hjælper med at kreere ugennemsigtigheden, og som fungerer som talsmænd for denne erhvervsmand.

Og så er der de ansvarlige politikere. For trods alle bekymringerne og alarmklokkerne har de, hver gang en fabrik er blevet opkøbt, givet grønt lys til handlen.

I det miljø er Sanjeev Gupta ikke nogen ukendt figur. Man kan se et billede af Gupta på sit kontor med prins Charles. Men hans forbindelser til den politiske verden er mere end symbolske.

EU-kommissionen gav grønt lys til opkøb af fabrikkerne i Makedonien, Rumænien, Tjekkiet, Luxembourg, Italien og Belgien. Det var Gérald Darmainn, daværende fransk minister for budget og offentlige regnskaber, som fulgte Sanjeev Gupta på hans opkøb af Dunkirks støberi efter at have fået grønt lys fra EU-kommissionen… Hver gang giver Kommissionen sin velsignelse.

Det var den franske regering, som gav Sanjeev Gupta grønt lys til at erhverve sig fabrikkerne i Hayange og Saint Saulve. Den franske økonomiminister betegnede disse fabrikker som "strategiske værdier", som han ikke vil se falde i hænderne på en kinesisk koncern.

For så vidt hvad angår fabrikken i Hayange, havde kineserne annonceret, at de ville investere 60 millioner euro, af hvilke 30 ville blive betalt kontant, for at sikre fortsættelsen af produktionen. Men retten i Strasbourg lod sagen falde ud til Libertys fordel.

Det lader til, at man på det niveau foretrækker Sanjeev Gupta, som er velkendt i Londons finansielle kredse, fremfor kinesiske fabrikanter, selv om sidstnævnte stillede de krævede garantier.

Det er denne diskussion, der optager Kommissionen i forbindelse med erhvervelsen af Aleris, aluminiumsfabrikken i Antwerpen. Aleris var indtil for nylig ejet af Novelis, en amerikansk multinational virksomhed, som blev opkøbt af… en kinesisk gruppe.

Fabrikken i Duffel blev dog, ulig den amerikanske koncerns øvrige fabrikker, ikke solgt til kineserne. Men til Liberty, som EU-kommissionen allerede havde udråbt til at være en "egnet køber". Opkøbet er ikke endeligt, da den kinesiske markedsregulationskommission ifølge Novelis' aktionærer først skal give sin endelige vurdering. [1] Men tiden vil vise det.

Vi er nødt til at have gennemsigtighed omkring Liberty

I dag kan EU-kommissionens og de forskellige medlemslandes politikere ikke længere påstå, at de ikke vidste, hvad der foregik.

I alle lande, hvor han opkøber fabrikker, vifter Sanjeev Gupta med fanen for national industriel uafhængighed imod kinesiske og russiske konkurrenter.

I Europa fremstiller han sig selv som garanten for strategiske europæiske sektorer. Men realiteterne er anderledes. De offentlige myndigheder må tage ansvar for at sikre, at arbejderne ikke bliver ofret. Der må skrides til handling snart.

Der skal forlanges gennemsigtighed omkring koncernens finanser. Kilder til finansiering skal offentliggøres. De planlagte investeringer skal gennemføres med en præcis tidsplan. Massefyringer og nedlukninger i fremtiden må ikke accepteres.

Og offentlige midler som garanti for udførelsen af investeringerne bør kun accepteres på betingelse af, at gennemsigtighed omkring regnskaber og finansiering respekteres. Og de skal følges op af garantier om at bevare arbejdspladser.

Hvis Sanjeev Gupta ikke lever op til disse betingelser, må straffeforanstaltninger iværksættes mod hans værdier og hans fabrikker konfiskeres. Regeringerne er nødt til at sikre en fremtid for de strategiske stål- og aluminiumsektorer og de arbejdspladser, de bidrager med.

[1] Novelis Inc earnings conference call or presentation Thursday, May 7, 2020.