Det Europæiske Folkeparti EPP er med 221 medlemmer den største gruppe i EU-parlamentet. Danske Bendt Bendtsen fra de konservative er medlem af gruppen.
EPP-gruppens tænketank, Martens Centre, udsendte tidligere på året en rapport om vejen til "Vestens genfødsel". Det er en række nyliberale og konservative svar på, hvordan Vesten kan genvinde eller fastholde sit globale herrredømme.
I nedenstående citat nummer 6 siges således det ligeud, at Vesten må fremme, at der kommer "nye eliter" til magten i de tidligere sovjetrepublikker for at Vesten kan få samarbejdspartnere, der deler Vestens politiske og økonomiske mål.
Og i citat nummer 9 lægger den konservative tænketank op til at ændre NATO's såkaldte "Musketered", der forpligter NATO-landene til at betragte et angreb på ét land som et angreb på alle... og handlederefter. Der lægges op til at gøre forståelsen af, hvad et "væbnet angreb" er, bredere.
>>>> LÆS HELE RAPPORTEN
Arbejderen bringer 14 citater fra rapporten, der lægger op til EU's sammensmeltning med USA både økonomisk og militært og til en aggressiv politik over for Rusland:
1: Rusland truer kerneværdier og enheden i Vesten... EU er nødt til at begrave idéen om et moderniseringspartnerskab med Rusland så længe Putin-regimet er ved magten... lær at acceptere realiteten om en alvorlig konflikt med Rusland. (side 9).
2: En strategi for med alle midler at stoppe Rusland fra at gøre sine naboer til satellitter – herunder militære midler – skal bygge på to elementer: For det første skal EU være klar til at tvinge Rusland til at betale en høj pris for at bryde sine naboers suverænitet og territoriale integritet. For det andet må EU styrke Ruslands post-sovjetiske naboer, så de kan forvare deres suverænitet og territoriale integritet.
Ukraine-konflikten gjorde det klart, at Vesten ikke vil forsvare grænserne i tidligere sovjetiske republikker uden for NATO, i hvert fald ikke for tiden.
EU må stabilisere disse lande... stabilisering betyder primært to ting: Hjælpe disse lande med at få økonomisk og politisk succes samt blive militært stærkere (ved at levere våben og træning)... for tiden Moldove, Ukraine og Georgien. (side 18-19)
3: EU selv er under angreb fra Rusland. For det første er der sikkerhedstrusler mod nogle af dets medlemsstater; de baltiske stater, Polen, Finland og Sverige.... Uden stærkere økonomisk vækst vil Europa ikke trække sig selv ud af en betænkelig mangel på hård magt, som gør det så svært at reagere på Ruslands aggression. (side 21)
4: Med EU-præsident Donald Tusk (som har en bemærkelsesværdig resultattavle inden for udenrigspolitik) og en ekstraordinær ambitiøs 'high representative' Mogherini (EU's udenrigsminister red.) er der en ny chance for at stømline EU's Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik... afgørende er erkendelsen af, at enkelte medlemsstater – somme tider en 'koalition af villige' blandt medlemsstaterne – fortsat vil styre EU's internationale forhold. (side 22)
5: EU skal blive mindre afhængig af energileverancer fra Rusland... [naturgas skal hentes forskellige steder] særligt bragt med skib fra Nordamerika. Udnyttelse af energiressourcer hjemme i EU vil blive en anden vigtig del. EU's medlemslande bør opbløde deres modstand mod udvinding af skifergas. Polens forslag om en energiunion bør diskuteres seriøst. (side 24)
6: [EU's] Partnerskab mod Øst bør fokusere mere på civilsamfundet... [det er en] illusion, at de regerende eliter i partnerskabslandene faktisk ønsker de dybtgående forandringer, som er EU's mål... EU må gøre en indsats for at engagere ngo'ere, politiske organisationer, uafhængige medier og andre aktører i civilsamfundet. De religiøse samfund spiller en særlig rolle. [der er brug for] mere opmærksomhed fra kirker i Vesten... det er den eneste vej til at skabe fremtidens eliter, som virkeligt er interesseret i forandring. (side 25-26)
7: USA har brug for EU's støtte og legitimitet, når det ønsker at handle, og europæerne har brug for USA til at gå foran og opbygge en koalition. Sammen er de uden sidestykke i militær og diplomatisk magt samt økonomisk vægt. (side 29)
8: TTIP (Den Transatlantiske Handels- og Investeringsaftale) vil gøre USA og EU i stand til at fortsætte som dem, der sætter standarderne og ikke blive nogle, der må indrette sig efter andres standarder. [TTIP] vil blive et magtfuldt instrument til at sikre, at de standarder, som bygger på værdierne, der deles på tværs af Atlanten, kan udbredes globalt. [TTIP kan blive] et banebrydende element i Vestens genfødsel. (side 32)
9: NATO må genoverveje, hvad "væbnet angreb" betyder. Artikel 5 [i NATO-traktaten] behøver måske ikke at blive omformuleret. Men en fremmed magts samlede brug af cyber-krigsførelse, propaganda og/eller iregulære styrker ('små grønne mænd') bør blive del af, hvad der i almindelighed betragtes som et "væbnet angreb". (side 33)
10: Opbygningen af nye militære strukturer, sådan som det er beskrevet i 'Beredskabs-Handlings-planen' fra NATO-topmødet i Wales i september 2014, er ikke tilstrækkelig. Det må følges op af med stående udstationerede styrker, herunder landtropper, tættere på alliancens østlige grænser. (side 33)
11: Der er en betydelig risiko for, at europæerne blot vil forsøge af lukke deres egne grænser og opgive ambitionen om at forme verden uden for forsvarsalliancen og unionen. Men det vil være en farlig illusion. Europas succes bygger på samspil med verden, på en globalisering, som åbner grænserne for alle slags strømme; af varer, mennesker og information.... hvilket også inkluderer militært engagement. (side 33)
12: EU skal fortsat forbedre sin udenrigspolitiske beslutningstagning. Lissabontraktaten var en start, men blot et første skridt. De institutionelle strukturer er langt fra perfekte... mange af fremtidens eksterne aktioner vil omfatte flere regeringer og være forbundet med "koalitioner af villige". EU og NATO bør arbejde for en fælles strategisk plan nedfældet i en fælles erklæring om transatlantisk sikkerhed. (side 38)
13: Det er vigtigt, at TTIP forbliver inkluderende og giver allierede og partnere som Tyrkiet mulighed for at komme med på den fremtidige tansatlantiske markedsplads. (side 39)
14: Kordinering mellem EU og USA af udenrigspolitikken er mere påtrængende end nogensinde, idet de har sammenfaldende synspunkter og interesser. Lederne og deres hold må mødes regelmæssigt, afstemme observationer og blive enige om fælles planer og strategier. Der bør afholdes topmøder hvert andet år, og et rotationssystem, hvor de mindre medlemslande deltager på skift bør opbygges. (side 39)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278