Ved en militær domstol i Israel står en palæstinensisk mor og kigger ulykkeligt på sin 12-årige søn, der lige er blevet dømt til fire måneders fængsel og 2000 shekel i bøde for at kaste med sten.

Der er ingen tvivl om, at palæstinenserne selv betaler for undertrykkelsen og besættelsen af Vestbredden.
Salwa Duaibis

Dommeren spørger moderen, om hun vil betale. Hvis hun kan betale yderligere 1000 shekel, kan de fire måneder blive reduceret til tre måneders fængsel. Kan hun ikke betale, må drengen sidde tiden ud.

Skal betale

Moderen er ulykkelig, hun kan ikke give sin søn en dato for, hvornår hun kan skaffe pengene. Da 4000 shekel svarer til omkring 7000 kroner, og en families gennemsnitlige årlige indkomst ligger på 8845 kroner, er det simpelthen en økonomisk ruin for familien. Alligevel vil familierne gøre alt for at skaffe pengene, så barnet kan komme hjem igen så hurtigt som muligt.

Sådan fortalte palæstinenseren Salwa Duaibis på en netop afholdt konference om fængsling af palæstinensiske børn, afholdt i Oslo, Norge.

Salwa Duaibis tilhører Women’s Center for Legal Aid and Counselling (Kvindecenteret for retshjælp og rådgivning).

Faderrollen undergravet

På konferencen beskrev hun konsekvenserne af disse arrestationer og det enorme psykiske og økonomiske pres, familierne lever under.

– Barnet, der bliver bortført af militæret, oplever, at faderen ikke kan forsvare det. Det er måske første gang, det sover uden for hjemmet – og så i et fængsel. Det bliver afhørt alene, uden familie eller advokat til stede. Under retssagen bliver barnet rådet af en advokat til at erkende sig skyldig, selv om det måske ikke er det – så hele barnets opfattelse af retfærdighed bliver vendt på hovedet, fortalte Salwa Duaibis.

Hjemkomsten fejres med en stor fest – barnet er en helt, men hele dets verden er ændret. Barnet har mareridt nat efter nat. Det bliver hyperaktivt og kan ikke forholde sig i ro. Det farer sammen ved enhver lyd i huset. Det vil ikke længere sidde og spise sammen med familien. Det vil hverken være sammen med familien eller kammeraterne. Fordi, "det var jo nok en af vennerne, der angav ham".

Og hvordan ser vennerne på en selv nu – tror de, at man er blevet stikker?

Stikkere

Meddelere er et stort problem. Man regner med, at der er omkring 20.000 kollaboratører – voksne og børn, der er blevet truet eller lokket til at samarbejde med militæret. Ingen kan føle sig sikre, fortalte Salwa Duaibis.

– Hele dynamikken i familien ændrer sig, ofte til det voldelige. Så ud fra denne ene nat, hvor barnet bliver bortført af militæret, udvikler der sig et helt scenarie af sociale og psykologiske problemer, som det er svært at rette op på, sagde hun.

Ofte har barnet siddet flere måneder i fængsel uden besøg af familien. Hvis faderen selv har været fængslet, står han i militærets register og får ikke tilladelse til at besøge sønnen, der er fængslet i Israel.

– Eftersom hver fjerde palæstinenser af hankøn har siddet i fængsel, er det normalt. Faderen er ikke længere et forbillede. Forældrene føler de har svigtet, fordi de ikke kunne beskytte deres barn; faderen er ydmyget, fordi han hverken kan forsørge sin familie eller forsvare sin søn, berettede Salwa Duaibis.

Angreb hver anden dag

Undertrykkelsen er værst i de landsbyer, der ligger i nærheden af en bosættelse. Salwa Duaibis beskriver en landsby, bare en halv times kørsel fra Ramallah. Den ligger mellem en bosættelse på den ene side – bygget på landsbyens jord, og en vej, der bruges af både bosætterne og landbyens beboere på den anden side.

Det virker som en fredelig landsby med omkring 1000 indbyggere, der aldrig kommer på forsiden af en avis, men begynder man at snakke med dem, går det op for en, hvor bange de er, berettede Salwa Duaibis.

– På bare en måned har soldaterne angrebet landsbyen 16 gange – altså omkring hver anden nat – og her tælles ikke med, hvad der foregår om dagen. Militæret laver så meget larm som muligt, skyder måske tåregas eller granater af, for at være helt sikre på, at alle i landsbyen vågner. Ved to af de 16 angreb blev der foretaget arrestationer, sagde palæstinenseren.

Budskabet fra de israelske soldater var: Vi er her ikke bare for at arrestere, vi er her for at landsbybeboerne ikke glemmer, at vi beskytter bosætterne, så de kan sove i fred, så de kan tage børnene i børnehave og skole, så de kan køre til stranden i Tel Aviv.

– Ser man på de bøder, der betales til militæret alene fra børnene, så beløber de sig til omkring en million shekel om året – og dertil lægger bøderne fra de voksne – er der ingen tvivl om, at palæstinenserne selv betaler for undertrykkelsen og besættelsen af Vestbredden. Smartere kan det vist ikke gøres, sluttede Salwa Duaibis.