24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem er Juan Guaidó?

USA's mand i Venezuela

Hvem er Juan Guaidó?

Igennem 10 år formede og plejede USA Venezuelas selverklærede præsident Juan Guaidó gennem kurser og oplæring til at destabilisere Venezuelas regering og endelig vælte den.

Juan Guaidó erklærede sig selv midlertidig præsident i Venezuela den 23. januar.
FOTO: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

USA's regering har i over 10 år plejet og uddannet Juan Guaidó politisk. Han erklærede den 23. januar sig selv som midlertidig præsident i Venezuela og opfordrede hæren til at fjerne den folkevalgte præsident Nicolas Maduro fra magten.

Juan Guaidó er er forudsigeligt højreorienteret og loyal overfor Washington.
Diego Sequera, journalist og forfatter, Venezuela

Det skriver den uafhængige amerikanske journalist Max Blumenthal på netsiden grayzoneproject.com  for dybdeborende journalistik.

Tilsyneladende er Juan Guaidó dukket op ud af ingenting. 80 procent af alle venezuelanere anede ifølge meningsmålinger ikke, hvem han var.

>> LÆS OGSÅ: Danmark støtter kupmager i Venezuela

Det er derfor kommet som en overraskelse i Venezuela, at lande som USA, Canada, Israel, Australien, Spanien og Danmark samt EU straks anerkendte Guaidó som præsident, skriver Blumenthal.

Diego Sequera, journalist fra Venezuela og redaktør af netstedet misionverdad.com, kender dog godt Juan Guaidó.

– Men han er mere populær og kendt udenfor Venezuela end indenfor, siger Sequera til grayzoneproject.com og tilføjer, at Guaidó er "forudsigeligt højreorienteret og loyal overfor Washington".

På kursus i kontrarevolution

Guaidós sværmeri for USA startede for over 10 år siden. 20. november 2010 deltog han sammen med 19 andre aktivister fra Venezuela i et fem-dages kursus på hotellet Fiesta Mexicana i Mexico City, afslører emails, omtalt af TV-stationen Venezolana de Televisión.

>> LÆS OGSÅ: Store EU-lande kræver valg i Venezuela

Kurset havde overskriften "Udvikling af en plan om at vælte præsident Chávez' regering". Hugo Chávez var Nicolas Maduros forgænger på præsidentposten, men døde af kræft i 2013.

Den serbiske gruppe Otpor stod for at arrangere kurset. Gruppen får massiv støtte af USA's regering på grund af sin nøglerolle i at vælte Serbiens præsident Slobodan Milosevic 2000.

Ifølge en af Otpors ledere, Sinisa Sikman, modtog Otpor penge fra CIA og uddannede herefter ungdomsledere i Georgien og Ukraine, der var med til at vælte de to landes præsidenter i henholdsvis 2003 og 2014.

Gennemfører farverevolutioner

Kurset, som Gaiudó deltog i, blev støttet af organisationen National Endowment for Democracy, der primært bliver finansieret gennem en årlig bevilling fra USA's Kongres. Også USA's statslige bistandsorganisation, USAID støttede kurset.

Om Otpor, der i hvert fald officielt stod for kurset om Venezuela, skriver analytikeren Marko Papic fra den militære og strategiske tænketank Stratfor i USA:

"Efter at have væltet Miloscevic i Serbien er drengene fra Otpor vokset op og har fået jakkesæt, klar til at så frøene og eksportere farverevolutioner", lyder det i en email den 2. februar 2010.

Emailen, som WikiLeaks har afsløret, omtaler, at "Otpor stadig modtager amerikansk finansiering og rejser hele verden rundt og forsøger at vælte diktatorer og autokratiske regeringer (de, som USA ikke kan li')."

>> LÆS OGSÅ: Cuba, Venezuela, Nicaragua og Bolivia styrker bånd

Marko Papic tilføjer, at Otpor og gruppens nyeste organisation Canvas er aktive i Ukraine, Georgien, Hviderusland, Venezuela, Zimbabwe, Iran, Libanon, Aserbajdsjan og Tibet.

Guaidó uddannet i USA

Juan Guaidó indledte tilsyneladende sin kontakt med USA tre år før kurset i Mexico City. Efter at have afsluttet ingeniørstudiet ved Andrés Bellos Katolske Universitet i Caracas, flyttede han i 2007 til USA for at studere videre på George Washington-universitetet for offentlig administration.

Her blev han blandt andet undervist af den nyliberale venezuelanske økonom Luis Enrique Berrizbeitia, der tidligere har været administrerende direktør for valutafonden IMF og som i over 10 år arbejdede for regeringen i Venezuela i tiden før socialisten Hugo Chávez kom til magten.

Efter studiet vendte Guaidó tilbage til Venezuela og deltog i demonstrationerne for at bevare den privatejede TV- og radiostation RCTV, der i 2002 støttede militærkuppet mod præsident Hugo Chávez. Regeringen nægtede at forlænge stationens licens.

I 2007-09 er Guaidó med i gruppen af unge oppositionsledere kaldet “Generation 2007”. I en email fra USA's ambassadør i Venezuela bliver Generation 2007 rost for at have "tvunget den venezuelanske præsident Chávez til at overreagere".

Chávez havde netop tabt en folkeafstemning om at få endnu en præsidentperiode.

Gadekæmperen Guaidó

I 2009 stifter Guaidó og Leopoldo Lopez, borgmester i en rig Caracas-bydel, partiet Folkets Vilje, der straks får penge fra National Endowment for Democracy. Partiet bliver observatørmedlem i den socialdemokratiske internationale SI i 2012.

I 2014 deltog Guaidó i gadekampe i Caracas. Omkring 43 blev dræbt i løbet af året – heriblandt mange tilhængere af landets valgte præsident Nicolas Maduro.

Blandt andet eksisterer der et foto af Guaidó fra den 12. februar 2014, hvor Guaidó ses bag Leopoldo Lopez under en demonstration, arrangeret af partiet Folkets Vilje. Lopez opfordrede folkemængden til at marchere mod statsadvokaten Luisa Ortega Diaz' kontor, der kort efter blev forsøgt sat i brand.

Og på en video fra samme år ses den i dag selvudnævnte præsident Guaidó iført gasmaske, omgivet af maskerede og bevæbnede personer,  i færd med at afspærre en motorvej i hovedstaden Caracas.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2019 - 08:30   02. maj. 2019 - 12:20

Venezuela

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk
Juan Guaidó

  • 35 år, ingeniør og har en master i offentlig administration fra George Washington University i USA.
  • Var i 2009 med til at starte partiet Volundad Popular (Folkets Vilje).
  • Volundad Popular havde 14 mandater i det opløste parlament og er medlem af den socialdemokratiske internationale SI.
  • Blev den 5. januar 2019 udpeget som formand for Venezuelas opløste Nationalforsamling.
  • Deltog i november 2010 i et kursus i Mexico City om en plan for at vælte Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez.
  • Den serbiske gruppe Otpor stod som arrangør af kurset.
  • Otpor finansieres af USA via den statslige bistandsorganisation USAID og National Endowment for Democracy.
  • Juan Guaidó erklærede den 23. januar 2019 sig som midlertidig præsident i Venezuela.
  • Han henviser til en paragraf i forfatningen om at påtage sig midlertidig præsidentmagt.
  • Ifølge paragraffen kan formanden for Nationalforsamlingen overtage præsidentembedet og udskrive nyvalg inden 30 dage, hvis den siddende præsident handler i strid med forfatningen eller har forladt posten. 

Kilde: grayzone.com, TeleSur