02 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Intern kritik af det socialistiske partis valgkamp

Lokalvalg i Venezuela

Intern kritik af det socialistiske partis valgkamp

PSUV - Venezuelas Forenede Socialistiske Parti - prøver at banke vælgerne på plads ved at kalde en stemme på andre end PSUV's kandidater for splittelse og illoyalt over for Hugo Chávez.

Hyppige valg kendetegner Venezuela. Men det er ikke nok, at vi løber rundt i røde t-shirts og stemmer på nogle bureaukrater, lyder nu en voksende kritik.
FOTO: Sven-Erik Simonsen
1 af 1

I morgen er der lokalvalg i Venezuelas 23 delstater. Der skal vælges nye guvernører og lokale parlamenter og råd.

Præsident Hugo Chávez' socialistiske enhedsparti (PSUV) satser på at vinde alle guvernørposter i landet. Men blandt partiets medlemmer og græsrødder er der utilfredshed med at blive betragtet som stemmekvæg mere end som politiske aktivister.

Mange oplever et stort behov for en dybtgående debat om partiets mål og midler i kampen for det nye socialistiske Venezuela.

"Intern debat og kritik af PSUV bliver udsat og udsat, fordi vi i dette utroligt demokratiske land altid står lige over for et nyt valg. Men hvor lang tid skal vi yde dette offer med den undskyldning, at det handler om at vinde over den kapitalistiske opposition?"

Sådan spørger PSUV-medlem Tamara  Pearson i en artikel i netavisen Venezuelanalysis.

Tamara Pearson bor i delstaten Merida, hvor PSUV's Alexis Ramirez efter manges mening ikke er en god guvernørkandidat. Derfor er der en del, som ventes at stemme på det kommunistiske partis kandidat Florencio Porras.

Det gælder blandt andre en kvinde, som skriver følgende på Alexis Ramirez' Facebook-side  "Alexis, jeg støtter Chávez hele vejen, men denne gang vil jeg ikke acceptere at blive presset, for jeg betragter ikke mig selv som et får...".

Det, den kvindelige vælger kritiserer er, at der ikke har været en demokratisk proces, hvor de lokale medlemmer af PSUV har besluttet, hvem der skal være kandidat til guvernørposten. Det har partiet gjort, derefter har Chávez konfirmeret listen, og nu bliver det betegnet som forrædderi og splittelse, hvis man ikke stemmer på PSUV's kandidat.

De, der ikke støtter PSUV's kandidat Alexis Ramirez, bliver kaldt foræddere.

Tamara  Person vil selv stemme på kommunisternes kandidat, og det er der flere af hendes bekendte, der vil trods ubehaget:

- De, der ikke støtter Alexis Ramirez, bliver kaldt forræddere. Jeg skal være "loyal" mod Chávez ved at fortælle ham, at hans kandidat er den bedste. Men det kan jeg ikke, citerer Tamara  Pearson en bekendt.

Det er ikke bare i debatterne, at beskyldninger om forrædderi lyder. PSUV har opsat plakater i delstaten med billede af Florencio Porras og ordet "forrædder". På nogle af plakaterne er der også en manipuleret gengivelse af det kommunistiske partis logo - en rød hane.

Kommunisterne og PSUV

I tre delstater opstiller det kommunistiske parti (PCV) andre kandidater end partiet PSUV.

Allerede dagen efter præsidentvalget den 7. oktober gjorde PCV's generalsekretær Oscar Figuera det klart, at partiet ville kæmpe for at opstille fælles kandidater sammen med PSUV.

Men i tre delstater forudså han, at det ikke ville lykkes, fordi PSUV insisterede på at opstille kandidater, som kommunisternes betragter som korrupte bureaukrater, der hverken kan eller vil videreføre "Den bolivarianske revolution" med kurs mod folkemagt og socialisme.

Og PSUV's kandidat i delstaten Merida er tilsyneladende en sådan korrupt bureaukrat. Han har siddet i det lokale parlament, men har aldrig været aktiv i den folkelige, revolutionære bevægelse, skriver Tamara Pearson:

"Der er beviser på, at Ramirez begik alvorlig korruption som lovgiver, og oplevelsen er, at han i det store og hele er en marionet, og at andre bestemmer bag scenen".

Valgkampen har rullet lige siden præsidentvalget, hvor Hugo Chávez blev genvalgt med over 11 procents forspring til modkandidaten Capriles Radonski, som er guvernør i delstaten Miranda.

I dag sidder der Chávez-tro guvernører fra det socialistiske enhedsparti PSUV i 16 af de 23 provinser. Oppositionen har syv guvernørposter.

Revolution er, når folket organiserer sig og tager magten i deres lokale samfund, på deres arbejdsplads og i staten.

PSUV's næstformand Diosdado Cabello påstår, at PSUV kan vinde guvernørposterne i alle 23 delstater. Ved præsidentvalget 7. oktober vandt Chávez-alliancen flertal i 20 ud af de 23 delstater.

Jaua mod Radonski

Valgkampen er særlig hård i delstaten Miranda.

Her er Capriles Radonski fra højrepartiet Primera Justicia guvernør. Han stiller op igen - efter han i oktober tabte præsidentvalget til Hugo Chávez. Han bliver nu udfordret af en af "Den bolivarianske revolutions" mest dynamiske og respekterede ledere, Venezuelas tidligere vicepræsident Elias Jaua.

Det kommunistiske parti fører også valgkamp for Jaua.

Capriles Radonski fører valgkampen for guvernørposten på samme måde, som han førte valgkamp op til præsidentvalget.

Det betyder, at valgkampen er kendetegnet af to budskaber: Han vil skabe 'forandring' - uden at specificere hvori forandringen består, og han vil angiveligt samtidig 'videreføre hovedparten af Chávez' sociale missioner' - som er den indsats, der blandt andet med støtte fra tusindvis af cubanske læger og lærere har løftet Venezuelas fattige kvarterer ud af elendighed.

Det var dén strategi, der omend ikke gav ham sejren ved præsidentvalget, så dog hele 6,5 millioner stemmer.

For at gøre indhug i denne støtte til revolutionens modstandere mener kommunisterne og mange medlemmer i PSUV, at det er nødvendigt at mobilisere og organisere en folkemagt og ikke kun få folk til at stemme på valgdagene.

"Men mange PSUV-ledere forstår ikke - eller ønsker ikke at forstå, at revolution er når folket organiserer sig og tager magten i deres lokale samfund, på deres arbejdsplads og i staten", skriver Tamara  Pearson.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2012 - 10:26   15. dec. 2012 - 10:30

Venezuela

se@arbejderen.dk
Hugo Chávez

Den 10. januar tages vinderen af præsidentvalget i Venezuela den 7. oktober i ed som præsident for seks år frem til 2019.

Imidlertid er der nu tvivl om, hvorvidt Hugo Chávez, der vandt en klar sejr over hovedmodstanderen Capriles Radonski, kan tages i ed som præsident på grund af en alvorlig kræftsygdom.

Venezuelas forfatning har to svar på denne situation.

Hvis det er klart, at Chávez definitivt er ude af stand til at indtage præsidentposten, skal der afholdes et nyt valg i løbet af 30 dage. Mens Vicepræsidenten er fungerende præsident.

Hvis der er udsigt til at præsidenten inden for tre måneder kan varetage præsidentembedet kan en vicepræsident fungere i op til 90 dage.