Det internationale politisamarbejde Interpol advarer om, at handel med CO2-kvoter er en guldgrube for kriminelle.
Verdensbanken vurderer, at værdierne på CO2-markedet i år ligger på 176 milliarder dollars. Det er en stigning på 52 milliarder dollars siden 2010 - en stigning, der svarer til hele 42 procent på under tre år.
"CO2-handel er verdens hurtigst voksende varemarked", skriver Interpool, men tilføjer, at da CO2-kvoter ikke er en fysisk vare men derimod er "tilladelser til at udlede kuldioxid", så er det et marked, som "har potentialet til at blive manipuleret af kriminelle".
Otte selskaber, der handler med CO2-kvoter i Europa, er blevet lukket.
Ifølge Interpool bliver der handlet med falske CO2-kvoter, der foregår insider-handel, bestikkelse og hvidvaskning af penge på CO2-markedet.
- Det er afgørende, at CO2-markedet bliver sikret mod svindel - ikke kun for at beskytte den finansielle investering, men også fordi det globale miljø er afhængig af det, siger Andrew Lauterback fra USA miljøbeskyttelseskontor, der også er formand for Interpols komité mod miljøkriminalitet.
Redegørelsen fra Interpol viser blandt andet eksempler på, at CO2-kvoter, der er udstedt på basis af projekter med vedvarende energiproduktion, er blevet manipuleret. Mængden af produceret energi er blevet sat for højt - og i nogle tilfælde er der betalt bestikkelse for de falske oplysninger.
Interpol beretter, at otte selskaber, der handler med CO2-kvoter i Europa, er blevet lukket på grund af uregelmæssigheder.
- Det er sørgeligt, at kriminelle bruger bedrageri og anden kriminalitet for at tjene profit på en vare, der blev skabt for at beskytte miljøet, siger David Higgins, som leder Interpols program mod miljøkriminalitet.
Men der har længe lydt advarsler mod at etablere et marked for handel med CO2.
Mange klimaeksperter og miljøaktivister har advaret om, at CO2-handel ikke er den rigtige vej at gå for at få sænket CO2-udledningen. De fleste af kritikerne mener, at det er bedre at beskatte CO2-udledning. Blandt de mange kritkere er Bolivias nu tidligere klimaforhandler Pablo Solon.
Under et internationalt klimamøde i Bonn den 6. juni 2011 påpegede han manipulationer på CO2-markeder. CO2-kvoter blev købt for 15 dollars og nogle gange solgt igen til 100 dollars:
- Muligheden for, at en ny finansiel boble vil blive skabt på CO2-markedet, er meget stor, sagde Pablo Solon allerede i juni 2011 til nyhedsbureauet Bloomberg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278