Endnu en faglig konflikt er under opsejling i det irske lavprisflyselskab Ryanair. En forestående strejke blandt de fleste af Ryanairs piloter i Storbritannien bliver nu udvidet, så strejkevarslet også gælder størstedelen af selskabets piloter i Irland, skriver det britiske dagblad The Guardian.
Ryanair benytter sig af ufine metoder. De forhandler ikke på en professionel og konstruktiv måde.
Ian McDonnell, Fórsa
94 procent af i alt 180 stemmeberettigede irske piloter har stemt ja til at nedlægge arbejdet.
Mod fagforeninger
Gennem længere tid har piloterne kæmpet for bedre løn- og arbejdsvilkår samt imod Ryanairs forhandingsmetoder over for de ansatte og deres fagforeninger. Ryanair er kendt og berygtet for et til tider nærmest direkte fjendtligt forhold til fagforeninger og deres krav om overenskomster.
Ian McDonnell fra Fórsa, den irske fagforening for kabinepersonalet, anklager blandt andet flyselskabet for at bruge ufine metoder:
– Ryanairs irske piloter har bedt om lønniveauer, der svarer til branchestandarden. Men Ryanair, som har tjent adskillige milliarder sidste år, vil ikke forhandle på en professionel og konstruktiv måde, siger han til The Guardian.
I næste uge vil Fórsa meddele, hvor omfangsrig strejken bliver.
De britiske kolleger har allerede meddelt, at de planlægger en 48-timers strejke fra 22.- 23. august samt en strejke på 72 timer fra den 2.-4. september.
>>LÆS OGSÅ: Strejker tvinger Ryanair til at forhandle overenskomster
Der har i de seneste år været flere strejker i Ryanair i Europa.
Lave lønninger og manglende løn under sygdom, egenbetaling af uddannelse og uniformer, korte opsigelsesvarsler helt ned til en enkelt dag er blandt eksemplerne på de elendige ansættelsesvilkår, de ansatte arbejder under, lyder det fra Fórsa.
Forholdene har fået de ansatte til at organisere sig og rykke tættere sammen på tværs af landegrænserne. I både juli og august sidste år strejkede piloter og kabinepersonale, så Ryanair blev tvunget til at forhandle om overenskomster for første gang i tre årtier.
Men forhandlingerne har været på skrømt, mener Fórsa, hvis medlemmer har strejket fire gange indenfor få år mod firmaet.
>>LÆS OGSÅ: Ryanair underkendt i Arbejdsretten
Danmark versus Ryanair
Strejken blandt det britiske og irske flypersonale vil påvirke eventuelle danske passagerer, der vælger Ryanair. Mange destinationer går nemlig via Ryanairs hjemland Dublin og britiske lufthavne, som vil blive påvirket, skriver dr.dk.
I Danmark lagde fagbevægelsen og Ryanair arm i en længerevarende konflikt i 2015. Flyselskabet havde i en årrække haft base i Billund og ønskede at etablere yderligere en base i Københavns Lufthavn – begge steder uden dansk overenskomst. Ryanair nægtede at anerkende FPU, flypersonalets fagforening i Danmark, som forhandlingspart og afviste kravet om overenskomst.
De danske fagforeninger rykkede imidlertid sammen og vandt et principielt slag over det irske selskab, der indtil videre har opgivet at have baser i Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278