Nu bliver det nemmere for de israelske myndigheder at finde og udvise udenlandske aktivister, der tager til Vestbredden for at støtte palæstinenserne eller arbejder for en boykot af Israel.
Hvis du har oplysninger om en person, der foregiver at være en turist, men som i virkeligheden er boykot-aktivist, så lad os det vide.
Gilad Erdan
Det sker efter at regeringen i Israel netop har nedsat en taskforce – et hurtigtarbejdende udvalg – mod BDS-bevælgelsen. BDS står for boykot, de-investeringer og sanktioner.
Indsamler oplysninger
Søndag annoncerede Israels minister for Strategisk Anliggender, Gilad Erdan og indenrigsminister Arye Dery, at regeringen opretter en taskforce, der skal indsamle efterretninger og beviser mod "pro-palæstinensiske aktivister og organisationer", så de "lovligt" kan udvises af Israel.
– Vi har ansvaret for at gøre alt, hvad vi kan, for at knuse boykotten. Vi siger tydeligt, at vi ikke vil tillade, at staten Israel bliver skadet, sagde Derry ifølge Haaretz.
Gilad Erdan har bekæmpelsen af BDS under sit ministerium og har tidligere sagt, at "enhver, der arbejder mod den zionistiske stat og delegitimiserer Israel, skal vide, at der er en pris at betale (...), det skal ikke være det værd at være BDS-aktivist".
Søndag opfordrede Erdan på Facebook alle israelske borgere til at informere om mistænkelige aktiviteter.
"Hvis du har oplysninger om en person, der foregiver at være en turist, men som i virkeligheden er boykotaktivist, så lad os det vide, så vi kan handle og udvise ham fra Israel," skrev Erdan.
"Desperate Israel"
Den palæstinensiskledte BDS-kampagne fordømmer den nye taskforce og "stikkeri-forsøgene".
– Da Israel ikke har kunnet modvirke eller i det hele taget mindske konsekvenserne af BDS, afslører styret nu sit sande brutale ansigt for verden, siger talsperson for BDS, Abu Nahel i en erklæring.
Han tilføjer, at Israel anvender de midler, som Sydafrika brugte "i apartheids sidste dage, før det kollapsede".
Ifølge Abu Nehal indikerer Israels intensiverede juridiske, efterretnings- og propagandakrig mod BDS-bevægelsen, hvor desperat og irrationel Israels regime er blevet.
Boykotten af Israel har ifølge tal fra fra FN's rapport, World Investment Report 2015, medført et fald i udenlandske investeringer med næsten 50 procent siden angrebet på Gaza i juli 2014. I 2013 investerede udenlandske interesser 12 milliarder dollars i Israel. Men i 2014 styrtdykkede tallet til kun 6,4 milliarder.
Senest har BDS medført, at det globale vagtfirma G4S har mistet kontrakter med tre FN-agenturer i Jordan. En større detailhandler i Colombia og Kuwaits regering har netop solgt deres aktier i G4S.
Fuld ret til BDS
Senest har repræsentanter for Sveriges, Irlands og Hollands regering offentligt forsvaret retten til BDS. Det samme har Amnesty International, Den Internationale Føderation for Menneskerettigheder (FIDH) og borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union.
Hollands udenrigsminister Bert Koenders har offentligt udtalt, at "opfordringer til boykot af Israel er legitime", og at BDS-bevægelsen "er beskyttet af ytringsfriheden".
Abu Nahel hylder mennesker verden over, som boykotter Israel.
– Vi er overbeviste om, at trods Israels intensiverede undertrykkelse af denne principielle solidaritet, vil den i sidste ende bidrage væsentligt til kampen for palæstinensisk frihed, retfærdighed og lighed mod Israels besættelses-regime, bosætterkolonialisme og apartheid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278