06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Ja, vi læser også krypteret post

USA's efterretningsboss:

- Ja, vi læser også krypteret post

Efterretningstjenesten NSA's egne eksperter i kryptering har hjulpet IT-virksomheder med at udvikle deres krypteringsprogrammer, men NSA har indlagt 'bagdøre' i programmerne, som bruges til overvågning.

For efterretningtjenesterne er det en fast rutine både at overvåge åben og krypteret kommunikation. Begrundelsen er at komme på sporet af uønsket aktivitet som økonomisk kriminalitet og terrorisme.
FOTO: dni.gov
1 af 1

Den seneste afsløring om de amerikanske efterretningstjenesters overvågning af elektronisk kommunikation viser, at selv krypteret post bliver afkodet og tjekket.

Det var aviserne The Guardian og New York Times, der fredag i sidste uge fremlagde de nye afsløringer, der som tidligere afsløringer kommer fra whistlebloweren Edward Snowdens lækkede dokumenter.

Samme dag bekræftede den øverste ledelse af al efterretningvæsen i USA afsløringen:

Vores efterretningstjenester søger veje til at imødegå vores modstanderes brug af kryptering.
James R. Clapper, efterretningsdirektør

I en udtalelse fra den øverste efterretningsdirektørs kontor (ODNI) hedder det, at "det ikke kan være nogen overraskelse, at vores efterretningstjenester søger veje til at imødegå vores modstanderes brug af kryptering".

ODNI kritiserer, at aviserne viderebringer disse oplysninger, fordi det kan "give vores modstandere indsigt i de metoder, vi bruger for at opsnappe deres kommunikation", skriver den britiske avis The Guardian.

Hemmelige ordrer

Overvågningen af krypteret eller kodet kommunikation har i realiteten indirekte været kendt  siden midten af august, da ejeren af 'Lavabit' lukkede sit selskab, der leverede 'sikker email' til 350.000 kunder.

Ejeren Lava Levison skrev til sine kunder, at "jeg efter grundige overvejelser har besluttet at lukke virksomheden.

Det fremgik klart af brevet, at årsagen var myndigheders krav om at Lavabit samarbejdede om overvågning af kundernes kommunikation, men detaljerne kunne Levison ikke skrive direkte:

"Jeg ville ønske, at jeg uden at bryde loven kunne fortælle jer om de forhold, som har ført til lukningen", skrev Lava Levison. Hans brev til kunderne viser, at det udtrykkeligt er forbudt it-virksomhederne at oplyse om overvågningens karakter og omfang.

De store mailudbydere som Microsoft, der står bag 'hotmail', og Google, der driver tjenesten 'gmail', er frustrerede over situationen:

- Vi er stærkt bekymrede over de anklager om myndighedernes aktiviteter, som kom frem i går, sagde Microsofts talsmand lørdag.

Sammen med Google har Microsoft i mandags via domstolene krævet af myndighederne, at de ordrer, som efterretningstjenesten giver til internetvirksomheder om at medvirke til overvågning, bliver lagt frem, så offentligheden kan se, hvad der foregår.

NSA's 'insider'-viden

Men det er på ingen måde overraskende, at NSA og andre efterretningstjenester er i stand til at bryde koderne i krypterede budskaber, for det er NSA's egne eksperter i kryptering, der har hjulpet IT-virksomhederne med at udvikle krypteringsprogrammerne, beretter The Guardian.

Den private IT-industri har længe  trukket på NSA's 'cyber-sikkerheds-ekspertise'.

- NSA har præsenteret sig selv som en neutral instans, som kunne levere denne ekspertise til den private sektor, fortæller Chistopher Finan til teknologihjemmesiden Nextgov.com. Finan har tidligere arbejdet for Det Hvide Hus og forsvarsministeriet Pentagon med at bekæmpe IT-kriminalitet.

- Jeg tvivler på, at de fremover kan præsentere sig som ærlige eksperter, nu hvor vi ser de enorme mængder af data, som de henter ud, tilføjer Finan.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. sep. 2013 - 21:23   11. sep. 2013 - 21:30

Overvågning

se@arbejderen.dk
NSA's overvågning
  • Den britiske avis The Guardian skrev i juni 2013, at seks vesteuropæiske lande - herunder Danmark - siden Den Kolde Krig har givet USA direkte adgang til at overvåge borgerne.
  • Afsløringerne kommer, efter at den tidligere efterretningsmedarbejder Edward Snowden lækkede oplysninger om spionage foretaget af USA's efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA).
  • NSA har blandt andet udviklet overvågningsprogrammet X Keyscore, der giver ansatte i den amerikanske efterretningstjeneste adgang til millioner af borgeres private internetkommunikation over hele verden alene ved hjælp af deres emailadresse.
  • NSA har udviklet programmet PRISM, der trækker oplysninger om brugere fra store internetfirmaer som Google, Facebook og Skype.
  • Ifølge The Guardian har Danmark, Storbritannien, Frankrig, Holland, Tyskland, Spanien og Italien alle formelle aftaler om at levere datakommunikation til USA. Aftalen omfatter også udveksling af signalefterretninger som eksempelvis kan være mobiltelefon- og internetdata.
  • Avisen citerer en oprindelig britisk/amerikansk aftale fra 1955 om, at parterne vil stille til rådighed "kontinuerligt, og uden anmodning herom, al rå trafik.
  • Aftalen kan udvides med andre lande, hvis USA og Storbritannien begge siger god for det. Under disse dataudvekslingsaftaler fik hvert land et kodenavn. Danmarks var "Dynamo".