Keir Starmer, den nye leder for det socialdemokratiske Labour i Storbritannien, er under tiltagende pres, fordi partiets ledelse afviser at lade partiets tidligere formand Jeremy Corbyn genindtræde i parlamentsgruppen i Underhuset.
Vi er rystede over, hvordan socialistiske medlemmer som Jeremy Corbyn bliver behandlet.
Bagernes fagforbund (BFAWU)
Det sker, efter at Jeremy Corbyn – der tilhører partiets venstrefløj – blev suspenderet af partiet den 30. oktober, men blev genoptaget den 17. november.
Suspensionen blev trukket tilbage efter en voldsom reaktion fra både valgkredse, partiafdelinger og parlamentsmedlemmer, beretter dagbladet Morning Star.
Tillod antisemitisme?
Suspensionen kom i kølvandet på en ny rapport om antisemitisme i partiet, mens Corbyn var formand. Corbyn betegnede rapportens antisemitiske anklager mod Labour som "dramatisk overdrevet af politiske årsager".
Da Corbyn nægtede at tilbagetrække sin udtalelse om, at rapportens konklusioner er overdrevet af politiske årsager, blev han suspenderet fra Labour.
Corbyn igangsatte ellers i 2016 en undersøgelse om antisemitisme og andre former for racisme i partiet, hvorefter 45 medlemmer blev smidt ud på grund af antisemitiske udtalelser.
>> LÆS OGSÅ: Labours suspension af Jeremy Corbyn vækker vrede blandt socialister
Men på trods af indsatsen besluttede den officielle britiske menneskeretsorganisation EHRC at gå ind i sagen om antisemitisme i Labour.
Protester mod Corbyn-jagt
Kritikere af Keir Starmers suspension og udelukkelse af Corbyn fra parlamentsgruppen protesterer nu ifølge Morning Star mod partilederens "uberettigede indblanding", mens andre har vedtaget at udtrykke mistillid til partiets nye generalsekretær David Evans.
14 ud af 41 medlemmer i Labours hovedbestyrelse opfordrer Evans til stoppe Keir Starmers "bevidst politiske indblanding".
Corbyn er nægtet adgang til Labours parlamentsgruppes møder i tre måneder, da der ifølge gruppens formand, Nick Brown, pågår en undersøgelse af, om Corbyn har brudt partiets "adfærdskodeks", skriver dagbladet The Guardian.
Men parlamentsmedlemmet Ian Lavery siger til avisen, at Nick Brown og Keir Starmers forfølgelse af Jeremy Corbyn "ligner personlig og politisk vendetta", og at partiformanden forsøger at omdanne partiet til et andenrangs-diktatur. Ian Lavery, der er valgt i valgdistriktet Wansbeck, påpeger, at han ikke er den eneste, der er utilfreds.
>> LÆS OGSÅ: Her er Labours nye formand
Masseudvandring fra Labour
Siden Keir Starmer i april overtog formandsposten i partiet, er der sket en masseudvandring af socialister, anført af det tidligere parlamentsmedlem Thelma Walker, påpeger Ian Lavery.
Ifølge dagbladet The Times har partiet mistet næsten 250 medlemmer om dagen, siden Sir Keir Starmer blev valgt. I alt har 57.000 meldt sig ud siden april, viser tal fra partiet. Det er 10 procent af den samlede medlemsskare.
Andre er blevet smidt ud af Labour for deres støtte til Corbyn, senest fem medlemmer i Bristol West, beretter netavisen Bristol247.
Støtte til Corbyn
"Heksejagten" på Corbyn og socialisterne i partiet har også fået 32 medlemmer af partiets parlamentsgruppe i Overhus og Underhus til at udsende en protestskrivelse fra den socialistiske kampagnegruppe, Socialist Campaign Group, som Corbyn tilhører.
Labour har 201 medlemmer af Underhuset og 176 medlemmer af Overhuset.
Også blandt kendte kulturpersonligheder strømmer støtten til Jeremy Corbyn ind. Den berømte rapper Craft-D har skrevet sangen "Letter To Corbyn", og den er lige nu nummer to på iTunes "UK Hip-Hop & Rap-hitliste".
Også en underskriftsindsamling er i gang, mens en række Twitter-konti udtrykker modstanden mod "heksejagten" – #IStandWithJeremyCorbyn, samt #restorethewhip, #WeSupportCorbyn og #WelcomeBackCorbyn.
Bredt parti
Blandt socialister i Storbritannien er der en bred forståelse for, at Labours suspension af Corbyn ikke bygger på et antisemitisk grundlag, men i stedet bunder i, at Corbyns socialistiske idéer er frygtet af Storbritanniens elite, skriver Morning Star.
Labour er et parti med et bredt ideologisk spektrum, hvilket har ført til historiske stridigheder mellem fløjene i partiet. Corbyn blev med sin socialistiske politik anset for at repræsentere den yderste venstrefløj i Labour.
Det er Corbyns socialistiske indflydelse i Labour og arbejderbevægelsen, som flere mener er årsagen til, at han blev suspenderet fra partiet og nu dets parlamentsgruppe, skriver avisen.
Den 20. november meddelte bagernes fagforbund BFAWU, der i årtier har været tilsluttet Labour, at de vil konsultere sine medlemmer om, hvorvidt de fortsat skal være tilknyttet Labour på grund af bekymring for partiets "politiske retning".
"Vi er rystede over, hvordan socialistiske medlemmer som Jeremy Corbyn behandles", skriver BFAWU.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278