Brasiliens justitsministerium anklagede tirsdag den amerikanske journalist Glenn Greenwald for at have hacket telefonopkald fra landets justitsminister Sérgio Moro.
Jeg gjorde intet andet end at udføre mit arbejde som journalist etisk korrekt og inden for loven. Vi lader os ikke skræmme af disse tyranniske forsøg på at gøre journalister tavse.
Glenn Greenwald, journalist
Justitsministeriet hævder, at Greenwald og hans kolleger på onlinenyhedsportalen The Intercept Brasil hackede 126 telefonopkald og 176 computerenheder, rapporterer den latinamerikanske TV-station TeleSur.
Materiale afleveret
Glenn Greenwald afviser anklagerne. Han siger i en video på sin twitterkonto, at de optagede telefonsamtaler af den nuværende justitsminister og tidligere dommer Sérgio Moro og det andet materiale blev afleveret til The Intercept, efter at de var blevet hacket af andre.
The Intercept Brasil lækkede sidste år telefonsamtalerne fra 2016-18 mellem Sérgio Moro og anklagere i retssagen mod den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva – leder af Arbejderpartiet PT.
>> LÆS OGSÅ: Lula fik skærpet dom
Ifølge The Intercept Brasil giver Sérgio Moro – der på dét tidspunkt var dommer i korruptionssagen "Operation Bilvask" – anklagerne i Lula-sagen gode råd om, hvad de skulle foretage sig under retssagen, så Lula blev dømt skyldig.
I to år var der blandt andet tæt kontakt mellem anklageren Deltan Dallagnol og dommeren Sérgio Moro, skriver The Intercept Brasil, refereret af TeleSur.
Samtalerne og en bunke dokumenter indeholdt også beviser på, at anklagemyndigheden "var i dyb tvivl, om der forelå tilstrækkelige beviser til at dokumentere Lulas skyld", skrev det brasilianske dagblad Gazeta do Povo i 2019.
Ifølge brasiliansk lov skal dommere være neutrale i retssager, der føres ved domstolene, før selve dommen falder.
Fik stækket præsident
I 2018 blev Lula idømt 12 års fængsel for korruption. Den ansvarlige dommer i sagen var selvsamme Sérgio Moro.
Retssagen, der startede i 2016, forhindrede Lula i at deltage i et præsidentvalg i 2018, som blev vundet af den højreekstreme Jair Bolsonaro. Lula førte ellers stort i meningsmålinger.
>> LÆS OGSÅ: Lula dømt uden beviser...
Jair Bolsonaro udnævnte efter valget Sérgio Moro til justitsminister i regeringen, rapporterer TeleSur.
Rådgav anklagere
I selve de afslørede telefonsamtaler foreslog Sérgio Moro anklagerne, at de ændrede rækkefølgen af de personer, der blev efterforsket i Lula-sagen, og afkortede tidsrummet mellem de enkelte undersøgelser.
Moro gav strategisk rådgivning og uformelle tip til anklagerne og forsynede dem med forhåndsviden om de beslutninger, han som dommer ville tage.
Endelig gav Moro konstruktiv kritik af anklagerens sagsfremstilling under retsmøder og irettesatte ligefrem Dallagnol, som om anklageren arbejdede for dommeren", skriver Greenwald og hans kolleger.
Forsvar pressefrihed
Glenn Greenwald, der er gift brasiliansk og i store dele af året bor i landet, mener i den aktuelle sag om hacking, at justitsministeriet truer alle kritiske stemmer i Brasilien.
– Jeg gjorde intet andet end at udføre mit arbejde som journalist etisk korrekt og inden for loven. Vi vil ikke lade os skræmme af disse tyranniske forsøg på at gøre journalister tavse. Jair Bolsonaros højreregering respekterer ikke de grundlæggende pressefriheder, siger Glenn Greenwald ifølge TeleSur.
Glenn Greenwald blev internationalt kendt for sin rolle i offentliggørelsen af whistlebloweren Edward Snowdens dokumenter i 2013 om USA's hærs krigsforbrydelser og massive overvågning.
>> LÆS OGSÅ: Lulas fængsling udløser protester
Andre trusler
Greenwald siger, at brasiliansk forbundspoliti for mindre end to måneder siden frikendte ham for enhver mistanke i nøjagtig de samme anklager, som justitsministeriet aktuelt fremfører.
– Forbundspolitiet, der i øvrigt står under Moros ledelse, kom frem til, at jeg aldrig har begået nogen forbrydelse, men at jeg udøvede ekstrem forsigtighed, siger Greenwald.
Greenwald blev sidste år truet med at blive udvist af Brasilien. Desuden er han og samleveren blevet truet med at få fjernet deres to adopterede børn. Familien har også modtaget dødstrusler.
Justitsmord på Lula
Selve retssagen mod Lula handlede i 2016-2018 om, at den tidligere præsident – ifølge anklagerne – havde modtaget en ferielejlighed med kystudsigt til gengæld for, at entreprenørfirmaet Grupo OAS fik millionkontrakter for det statslige olieselskab Petrobras.
Lula og hans forsvarere afviser fortsat, at der er basis for anklagerne, og Lulas støtter i Brasilien og internationalt påpeger, at Lulas skyld aldrig er dokumenteret med faktiske beviser.
I november sidste år blev Lula løsladt efter 580 dages fængselsophold. Korruptionssigtelserne er dog opretholdt, men Brasiliens højesteret vurderede, at Lula ikke havde opbrugt alle sine appelmuligheder og derfor ikke kunne forblive i fængsel.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278