07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kissinger ville smadre Fidel Castro og Cuba

Hemmelige dokumenter

Kissinger ville smadre Fidel Castro og Cuba

I 1976 sendte Cuba soldater til Angola efter anmodning fra landets regering. I Washington lagde de planer for at blokere Cuba militært, bombe havne og militære anlæg samt en invasion.

Henry Kissinger er i dag 91 år, men leder stadig en tænketank, der rådgiver i globale og militære spørgsmål. Kissinger er en hyppig foredragsholder. Her ved elitens topmøde i Davos.
FOTO: wikimedia
1 af 1

Hemmeligtstemplede dokumenter, som nu er frigivet i USA, afslører, at Henry Kissinger, USA's udenrigsminister i 1976, var rasende over, at Cuba havde sendt soldater til Angola for at forsvare landet mod invasioner fra apartheidstyret i Sydafrika og fra USA's allierede i Zaire, der i dag hedder DR Congo.

Kissinger var fornærmet over, at et lille land ødelagde hans planer i Afrika.
Peter Kornbluh, forfatter

– Jeg mener, at vi skal smadre Castro, sagde Kissinger på et møde i Det Hvide Hus i februar 1976. Den daværende præsident Gerald Ford svarede: "Jeg er enig", viser dokumenterne, som er med i en ny bog.

De to blev enige om at vente til efter valget i efteråret 1976, men de tabte til Demokraternes Jimmy Carter.

Angola havde vundet sin selvstændighed fra portugisisk koloniherredømme i 1975, og det nye styre var hårdt presset af invasioner fra Zaire og Sydafrika. I den situation appellerede Angolas regering til verdens lande om militær hjælp. Cuba sendte 25.000 soldater og udstyr.

Cubanerne bidrog afgørende til at forsvare Angola, og de blev i Angola indtil slutningen af 1980'erne, hvor de i 1988 tilføjede apartheidregimet i Sydafrika et militært nederlag, som blev et vendepunkt, hvorefter apartheidregimet blev afviklet, den fængslede ANC-leder, Nelson Mandela, blev løsladt, og Sydafrika trak sin besættelsesstyrke ud af nabolandet Namibia.

Cuba ødelagde USA's planer

– Kissinger, den globale skakspiller, var fornærmet over, at et lille land ødelagde hans planer i Afrika, og han var helt klar til at bruge imperiets magt mod Fidel Castro, siger bogens forfatter Peter Kornbluh til avisen New York Times.

Ford og Kissinger satte militære planlæggere til at udarbejde en drejebog, som gik ud på at bombe havne og militære anlæg i Cuba. Der skulle sendes marineinfaterister til Guantanamo, hvorfra de "skulle tæve" cubanerne, fremgår det. Der skulle desuden iværksættes en blokade mod øen:

– Hvis vi beslutter at bruge militær magt, så skal det lykkes, sagde Kissinger på et møde. Det nytter ikke at tage halve skridt – der er ingenting vundet ved at bruge begrænset militær magt. Hvis vi beslutter en blokade, skal den være skånselsløs, hurtig og effektiv, lød det fra udenrigsministeren ifølge de offentliggjorte dokumenter.

Svinebugten

USA's og kontrarevolutiuonære eksilcubanere forsøgte i 1961 med invasionen i Svinebugten at vælte Fidel Castros regering i Cuba. Men det mislykkedes, og den daværende præsident Kennedy nægtede at sætte yderligere militære styrker ind. Invasionen i Svinebugten er kendt som USA's første militære nederlag i Latinamerika.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2014 - 15:15   03. okt. 2014 - 15:15

Cuba

se@arbejderen.dk