Det tager Carolus Wimmer 12 minutter at forklare kommunisternes taktik, strategi og de vigtigste aktuelle prioriteter i den skærpede politiske situation i Venezuela.

Enhed er det vigtigste arbejdsfelt for det kommunistiske parti.

12 minutter er den tid, som er til rådighed, da Arbejderen møder den internationale sekretær for Venezuelas Kommunistiske Parti i Bruxelles – i en pause, mens cirka 1000 mennesker er samlet for at diskutere solidaritet med Venezuela, Cuba og andre lande i Latinamerika.

– Sådan, som vi ser det, hænger de aktuelle trusler mod mit land sammen med den internationale klassekamp.

Carolus Wimmer er valgt til Venezuelas parlament og sidder desuden i "Det Latinamerikanske Parlament" PARLATINO. Forud for solidaritetsmødet i Bruxelles havde Carolus Wimmer deltaget i et møde med en række medlemmer af EU-parlamentet.

Her var man dog gået fra hinanden i uenighed, idet EU-politikerne ønskede, at den fælles sluterklæring skulle omfatte en kritik af regeringen i Venezuela, hvilket de latinamerikanske parlamentarikere afviste.

USA's baggård skrumper

– Vi vender os mod den internationale imperialisme. Vi fordømmer den. Det handler først og fremmest om USA-imperialismen, som optræder aggressivt på baggrund af en række nederlag i Latinamerika – i den region, som ofte er blevet betegnet som "USA's baggård".

– Baggården er blevet lidt lille med årene. Den er skrumpet ind, griner Carolus Wimmer.

USA spiller på alle strenge og bruger alle de metoder, som er tilgængelige.

De bruger økonomiske, finansielle og politiske våben. De bruger ideologiske våben, og de bruger medierne, forklarer den venezuelanske kommunist og tilføjer med et bekymret udtryk, at USA i den givne situation også bruger sit militær for at imødegå den revolutionære bølge i Latinamerika.

Det kræver enhed og organisation at modstå presset, forklarer han videre:

– Venezuelas Kommunistiske Parti deltager i at opbygge en antiimperialistisk front. Nationalt i Venezuela sker det i form af fronten "Gran Polo Patriotico" – den 'Store Samling om Fædrelandet'.

– Men vi er også vidne til en øget antiimperialistisk bevidsthed i hele Latinamerika. Lad mig nævne præsident Evo Morales i Bolivia, som leder en politisk proces, der er klart antiimperialistisk. Og Rafael Correa i Ecuador er antiimperialist.

– Begge har været udsat for forsøg på statskup organiseret fra USA's ambassader i landene, fortæller Carolus Wimmer.

Han understreger, at den nationale og kontinentale enhed er det vigtigste arbejdsfelt for det kommunistiske parti.

Dernæst er partiets vigtigste indsat at "nå arbejderklassen og skabe en klassebevidst faglig organisering".

– Og så skal vi naturligvis hele tiden styrke og udvikle partiet. Partiet skal slå rod på fabrikkerne, blandt landets arbejdere. Dertil skaber vi folkelige bevægelser, der samler, mobiliserer og organiserer forskellige grupper i samfundet.

Landbrug og revolution

I starten af juni holdt partiet en national konference for bønder og landarbejdere, for alle, der arbejder med fødevareproduktion.

Carolus Wimmer forklarer, at det er et samfundsområde med dobbelt betydning, fordi det handler om en stor gruppe i samfundet, og fordi fødevarerne spiller en central rolle i den økonomiske krig, der føres mod lander, som han formulerer det.

Arbejdet i marken, landbrugsarbejdet, fødevareproduktionen er en revolutionær prioritet

Højrefløjen i Venezuela, som får støtte fra USA, forsøger hele tiden at skabe fødevaremangel i Venezuela for at destabilisere regeringen. Der er talrige eksempler på, at virksomheder holder fødevarer tilbage fra markedet. Senest er det kommet frem, at højrefløjen har fremstillet hundredevis af falske id-kort. Nogle særlige id-kort giver fattige familier adgang til billig mad i en særlig butikskæde.

Med de falske id-kort blev butikkerne tømt for varer, og varerne blev bogstaveligt talt gravet ned ude i skoven, har nyhedsstationen Telesur dokumenteret med fotos.

>>> SE AFSLØRINGEN HER

– Så arbejdet i marken, landbrugsarbejdet, fødevareproduktionen er en revolutionær prioritet, understreger Carolus Wimmer.

Han tilføjer, at det kommunistiske parti oplever god fremgang i arbejdet i forhold til kvinderne i Venezuela og i forhold til ungdommen. Han betegner arbejdet som i "god udvikling og vel konsolideret".

Valg til december

Parlamentarisk handler opgaven lige nu om at forberede parlamentsvalget den 6. december.

Det kommunistiske parti stiller egne kandidater op i mange valgkredse.

Det sker i et valgforbund med regeringspartiet, det socialistiske enhedsparti PSUV og en række andre partier, der tilsammen har flertallet i parlamentet.

Kommunisterne har fire af de 96 pladser, som alliancen i dag sidder på.

Den forenede højre-opposition har 64 pladser, mens en lille gruppe uden for de to store alliancer har de sidste to af de 162 pladser i den lovgivende forsamling.

Målet for kommunisterne er at forsvare enheden og alliancen med PSUV og bevare flertallet i parlamentet.

Fascismens indtog

Der har været næsten 20 valg i Venezuela, siden den nu afdøde leder Hugo Chávez første gang vandt præsidentvalget netop den 6. december i 1998. Den regerende alliance af venstrekræfter har vundet alle valgene undtagen en folkeafstemning om en grundlovsændring i 2007.

Højrefløjen har imidlertid ikke respekt for demokratiet, når den ikke selv vinder ved valgene, påpeger Carolus Wimmer .

– Vi oplever et nyt fænomen i Venezuela.

Carolus Wimmer trækker lidt på det. Han er ikke tilfreds med formuleringen "nyt", for det har eksisteret i landet siden 2002, men har de seneste 18 måneder taget til i styrke.

Det er fascisterne.

– Der er blevet skabt en fascistisk sektor i de seneste år.

Højrefløjen har ikke respekt for demokratiet, når det ikke selv vinder ved valgene.

– Vi har jo altid haft en politisk højrefløj med kristelige partier, konservative og angivelige socialdemokrater. Men nu er der også vokset en fascistisk bevægelse frem, som sammen med paramilitære grupper virkelig udgør en fare.

– Vi så det sidste år, hvor vi oplevede vold i tre måneder. Ustabilitet i landet. 43 dræbte.

– Så når du spørger til vores arbejde som kommunister og som kommunistisk parti, så handler det også om at imødegå denne situation med paramilitære grupper og fascister. Både dem, som er venezuelanere og de, som er udlændinge – og som for de flestes vedkommende kommer fra Colombia, lyder det dystert fra den venezuelanske politiker.

Venezuela har en lang grænse til Colombia, hvor USA har syv militærbaser – to af dem tæt på grænsen til Venezuela. Colombia er spækket med våben, og efter 50 års væbnet konflikt er der tusinder af højreorienterede lejesoldater, som lige så gerne slår til i Venezuela som i Colombia.

– Så kort sagt, så står vi med store opgaver og i problemer til halsen. Men vi holder fast i den revolutionære optimisme, tilføjer han med et smil og forklarer, at når klassekampen skærpes, så har det to sider.

En borgerlig revolution

På den ene side opstår der farer, og på den anden side skaber en skærpet klassekamp muligheder for forandring. Det giver muligheder for fremgang i den revolutionære proces – den "revolutionære socialistiske proces", som han formulerer det.

Den Bolivarianske Revolution, som er navnet på den politiske proces, der siden valget af Hugo Chávez til præsident i 1998, har forandre de sociale vilkår i Venezuela dramatisk. Den har forbedret levevilkårene for millioner af fattige, men denne Bolivarianske Revolution stadig er i en borgerlig og kapitalistisk fase, understreger han. 

– Der er stor fokus på den sociale politik, kampen mod fattigdommen og nøden. Men strukturen er kapitalistisk. Så derfor vil disse strukturer forhindre, at den socialistiske revolution vinder frem, forklarer Carolus Wimmer og opsummerer:

– Den revolutionære proces, som vi kæmper, for er således først og fremmest en antiimperialistisk revolution. Den skal udvikles til en antikapitalistisk revolution med et socialistisk perspektiv og vision.

Og denne kamp skal i høj grad føres også inden for rammerne af den venstrealliance, som kommunisterne har indgået med det meget store og ideologisk mangfoldige socialistiske parti PSUV.

Her er der socialdemokratiske kræfter og mange andre ideologiske strømninger, der ligesom statens strukturer ønsker at forbedre situationen mest muligt for befolkningen, men som er imod forestillingen om, at magten skal ligge hos arbejderne, hos  arbejderklassen, forklarer Carolus Wimmer.

Solidaritet

– Den største fare, vi står over for, er en direkte militær intervention iværksat af USA. Det vil blive en ødelæggelseskrig.

Carolus Wimmer vil bruge de sidste minutter af samtalen til en appel om solidaritet.

Han konstaterer, at USA i disse år ikke er i stand til at vinde krige. Men de kan ødelægge stater; Syrien, Libyen, Irak, Afghanistan.

– Vi regner med den internationale solidaritet. Der er brug for at være årvågne og have et handlingsberedskab for at kunne afværge en udenlandsk, direkte militær indgriben i vores land.

USA vil gerne have støtte fra sine NATO-partnere. Det er jeres opgave at forhindre, at jeres regeringer går med på et militært eventyr.

Carolus Wimmer er af den faste overbevisning, at når det hidtil er lykkedes at afværge en sådan udenlandsk, militær aggression, så skyldes det enheden blandt de nationale bolivarianske kræfter og den internationale solidaritet.

Den er meget stærk i Latinamerika og omfatter også regeringer og regeringsledere i regionen.

– Vi værner om enheden i Venezuela. Det er dog en enhed med meget kritik. Kritik for at skabe fremskridt, ikke kritik, som vores fjender kan bruge, lyder det fast fra kommunisten, der vender tilbage til den internationale solidaritet.

Han regner også med solidaritet fra folkelige kræfter i Europa.

– Vi har brug for at mødes – som her – for at informere kræfterne på venstrefløjen og de folkelige bevægelser, som kan skaffe sig indflydelse.

– USA vil gerne have støtte fra sine NATO-partnere. De vil også forsøge at få andre til at føre krigen. Det er jeres opgave at forhindre, at jeres regeringer går med på et militært eventyr.

Sådan formulerer Carolus Wimmer helt kontant venezuelanernes forventning til solidariteten fra Europa.

Men han er opmærksom på, at mange i Europa har et fortegnet billede af virkeligheden i hans hjemland. Derfor er information meget vigtigt:

– Vi ved, at klassefjenden har stjålet vores begreber og misbruger dem; begreberne menneskerettigheder og demokrati. Den krig, som de planlægger, er ikke officielt for at erobre og ødelægge Venezuela – tværtimod siger de, at det er "for at genoprette demokratiet i Venezuela". Det er "for friheden osv."

Carolus Wimmer henviser til foråret 2014, hvor alle medier i den vestlige verden svømmede over med beretninger om, at politiet i Venezuela tævede, arresterede og dræbte studenter i Caracas og andre universitetsbyer.

Det var fascisterne, der havde klædt sig ud som studenter eller dækkede sig bag nogle grupper af studerende, siger Carolus Wimmer.

– De vidste, at der umiddelbart ville være sympati med en studenterbevægelse. Men det var kun en studenterfacade. Bag facaden var fascisterne, finansieret og trænet af imperialismen.

– Men de store medier svindler, medierne er falske og lyver. Og det er klart, at europæiske læsere tror på, hvad de læser. De tror det er sandt, at der i Venezuela er et diktatur, som myrder sine studerende og fredelige demonstranter.

Det er her Carolus Wimmer ber' om solidaritet. Ønsker, at venstrefløjen og de folkelige organistioner holder tunge lige i munden og ikke lader sig manipulere samt ikke mindst spreder oplysning om virkeligheden i Venezuela.

Virkeligheden om, at landet har en folkevalgt regering, som kæmper for at skabe social fremgang for den fattige del af befolkning. En virkelighed med skærpet klassekamp, som repræsenterer alvorlige farer, men også muligheder, som blandt andre Venezuelas Kommunistisk Parti forsøger at realisere.