Borgerkrigen, der raser i det nordlige Etiopiens Tigray-provins, kan besværliggøre Kinas adgang til Afrika.

Etiopien er porten til Afrikas Horn. Hvis USA kan få fodfæste, vil det være i stand til at imødegå Kinas indflydelse i Afrika.
Antwi-Danso, analytiker

Det vurderer den globale analytiker Paul Antonopoulos i en kommentar på netportalen globalresearch.ca.

Tigray-krig er kæp i hjulet

Etiopien er et knudepunkt for Kinas byggeri af jernbaner og veje i Afrika. Kinas store, moderne, maritime silkevej munder ud i Etiopien.

Men med udsigt til et blodbad i Tigray, efter at Etiopiens premierminister Abiy Ahmed – modtager af Nobels Fredspris 2019 – har sendt tusinder af regeringssoldater til regionen for at knuse lokalstyret, er Kinas økonomiske planer kastet ud i uvished, skriver han.

I forrige uge blev 600 kinesiske statsborgere evakueret fra Tigray-provinsen, hvor de arbejdede på kinesisk-støttede projekter, skriver det Hongkong-baserede dagblad South China Morning Post.

For Kina vil en ødelæggende krig og splittelse af Etiopien være et katastrofalt slag for hele landets Afrika-politik.

Etiopien blev nøje valgt af Kina til at blive kontinentets vigtigste knudepunkt på grund af dets centrale position i det nordøstlige Afrika og for at være et centrum for stabilitet i en ellers kaotisk region, mener Paul Antonopoulos.

Kina i Etiopien

Faktisk var det Kina, der finansierede og byggede Den Afrikanske Unions hovedkvarter i Addis Abeba på grund af sin tillid til etiopisk stabilitet og potentiale. Nordøst for Etiopien har Kina netop åbnet sin første oversøiske forsyningsbase i Djibouti.

Etiopien beskrives i dag som "Kina i Afrika", idet der er investeret kraftigt i Etiopiens tekstil-, medicinal-, bygge- og fremstillingsindustri – meget mere end i andre afrikanske lande. Der er i dag over over 1500 kinesiske investeringsprojekter i landet til en værdi af 2,7 milliarder dollars.

Det er en fjerdedel af alle investeringsprojekter i Etiopien, og Kina anser landet for at være nøglen til at trænge ind i de nærliggende ressourcerige lande som Somalia, Sudan, Sydsudan og Uganda – og dybere ind i Afrika.

>> LÆS OGSÅ: USA's soldater mod Kinas handelsmænd

En krig vil i dag kunne vælte Kinas handelsmænd af tronen eller skubbe til dem, vurderer Paul Antonopoulos, der har en master i internationale forhold fra universitetet i Western Sydney, Australien.

Mens Etiopien i 1990'erne indledte et omfattende, langsigtet, økonomisk samarbejde med Kina, valgte landets regering – støttet af Tigray-politikere – at samarbejde med USA i kampen mod "terror".

I 1998-2000 førte Etiopiens daværende premierminister Meles Zenavi landet i krig mod nabolandet Eritrea og iværksatte en invasion af det andet naboland Somalia i 2006 – efter ønske fra USA.

USA's rolle

Krig er som sagt ikke godt for handel. Og det ved USA, tilføjer Paul Antonopoulos. Derfor støtter USA Etiopiens premierminister i den militære aktion mod Tigray. USA ønsker, at Kina skal holde sig ude af Afrika.

I februar besøgte USA's udenrigsminister Mike Pompeo Etiopien for at styrke forholdet mellem de to lande. Ifølge den ghanesiske analytiker Antwi-Danso var det ikke tilfældigt, at Pompeo besøgte Etiopien som et af tre lande i Afrika.

– Etiopien er porten til Afrikas Horn. Hvis USA kan få fodfæste i Etiopien, kan det også imødegå Kinas indflydelse i regionen, siger han til nyhedsbureauet dw.com.

USA mistede sin status som Afrikas største forretningspartner til Kina for 10 år siden.

For den geopolitiske analytiker og journalist Finian Cunningham er Etiopien ved at gennemføre en "USA-støttet geopolitisk omlægning" med formålet at flå landet bort fra dets økonomiske partnerskab med Kina, skriver han på netportalen informationclearinghouse.org.

Finian Cunningham skriver for dagblade som The Mirror, Irish Times og The Independent.

USA vil investere

USA føler sig også truet af, at Ruslands præsident Vladimir Putin i 2019 godkendte byggeriet af en russisk finansieret havn i Port Sudan nord for Etiopien, skriver sputniknews.com.

>> LÆS OGSÅ: USA involveret i 36 militære operationer i Afrika

I øvrigt har Rusland på et topmøde i Moskva i 2018 godkendt "nye partnerskaber" med 53 af Afrikas lande.

I juli i år sagde lederen af den amerikanske regerings udviklingsbank, Adam Boehler, at USA er "parat til at foretage investeringer på flere milliarder dollars i Etiopien."

Fem måneder senere ankom EU-kommissionens præsident Ursula von der Leyen til Etiopien og talte om at "skabe et nyt forhold til Afrika", citerer politico.com.

IMF og Verdensbanken har allerede lånt Etiopien milliarder af dollars, senest ni milliarder dollars i december 2019.

Finian Cunningham vurderer, at USA vil skabe en ny handelsrute til Etiopien gennem Eritrea til Det Røde Hav. På den måde bliver det en vigtig konkurrent til den kinesisk ledte handelsrute til Etiopien, der går længere mod syd via Djibouti.

Golflande interesseret

USA har også aftalt med arabiske golflande, at de skal investere i Etiopien, tilføjer Finian Cunningham.

I 2018 besøgte Saudi-Arabiens udenrigsminister og repræsentanter for det andet USA-venlige Forenede Arabiske Emirater Etiopien for at styrke forbindelserne.

>> LÆS OGSÅ: Det store afrikanske kapløb

Også Egypten skulle være interesseret i at støtte premierminister Abiy Ahmed, der offentligt har stillet spørgsmålstegn ved Etiopiens eget store dæmningsprojekt over Den Blå Nil, der ifølge Egypten vil hindre dets egen bondebefolkning i at anvende vandet til overrisling.

Ja til vestlige penge

En række udtalelser fra Abiy Ahmed antyder, at Etiopien ønsker at skifte Kina ud med USA/Golf-investeringer, mener Finian Cunningham.

Abiy Ahmed har offentligt kritiseret en række af de kæmpe byggerier, som Kina har tilsyn med, blandt andet jernbanen, som forbinder hovedstaden Addis Abeba med den nærliggende kyststat Djibouti, skriver netavisen politico.com.

På en konference i Addis Abeba i december 2019 gik premierministeren så langt som at sige, at betingelserne for kinesiske lån havde "skadet den etiopiske økonomi".

Hans chefforhandler for handel og seniorrådgiver, Mamo Mihretu, udtalte kort efter, at "finansiering fra Verdensbanken og IMF på lang sigt er attraktiv og vil ikke nødvendigvis forringe den offentlige gældsbyrde."