Syv ud af 10 danskere mener, at Israel har et »dårligt« eller et »særdeles dårligt« image, viser en meningsmåling.
Målingen kommer i kølvandet på krigen i Gaza.
Denne måling er virkelig foruroligende.
Barukh Binah, Israels ambassadør
Analyseinstituttet Wilke har foretaget målingen for Jyllands-Posten, der altså viser, at knap 70 procent af befolkningen mener, at Israels image er dårligt. I en tilsvarende måling fra 2008 var tallet blot 52 procent.
Kun 13 procent af danskerne siger i målingen, at Israels image er »godt«. Og kun 1,5 procent mener "særdeles godt".
– Denne måling er virkelig foruroligende, det vil jeg ikke nægte. Det er meget alvorligt. Det er dog ikke første gang, at det jødiske folk oplever, at folkeopinionen er imod dem. Det har vi oplevet flere gange i de seneste 3000 år,« siger den israelske ambassadør i Danmark, Barukh Binah, til Jyllands-Posten.
Han mener, at medierne har et stort ansvar for den vigende opbakning.
Ambassadøren tilføjer, at der er brug for »intern selvransagelse« i Israel efter konflikten, der indtil nu har kostet 2000 dræbte, heraf 500 børn. 10,000 huse er ødelagt og 30,000 delvist ødelagt.
Meningsmålinger i andre lande i Europa viser samme tendens. Opbakningen til Israels militære aktion styrtdykker.
Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, synes, at resultatet af målingen er »utroligt trist«.
– Man kan måske ikke være bekendt at sige, at det er på grund af manglende viden, men det er det. Mange i Danmark har en opfattelse af, at jøderne er kommet og har smidt palæstinenserne ud af deres land. Det er jo noget pjat, men hvis sådan en historie grundfæster sig, skaber det en skævvridning, siger Søren Espersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278