De ukrainske regeringssoldater er krigstrætte. Soldaterne ved fronten er utilfredse. De mangler udstyr, mad og moralsk opbakning, mener de.
Jeg er personligt klar til at gribe til våben og gå mod Kijev.
Ukrainsk soldat
Det fremgår i hvert fald af en video med samtaler med ukrainske rekrutter, lagt på nettet af russiske Sputnik News, hvor soldaterne udtrykker stor utilfredshed med deres regering. Præsident Petro Porosjenkos storstilede plan om militært stormløb på oprørerne i det østlige Ukraine er slået fejl. Siden våbenhvilen i februar er mere end 150 regeringssoldater dræbt.
– Mit spørgsmål til den øverstkommanderende – vor præsident – er, hvornår denne bestialitet vil få en ende. Vi bliver holdt for nar (...) Jeg er personligt klar til at gribe til våben og gå mod Kijev, siger en af soldaterne på videoen.
Fascister i kulissen
Samtidig fisker fascistgruppen Højre Sector (Pravyi Sektor) og dets militser på østfronten i rørte vande. Dens leder Dmitri Yarosh har fremsat kravet om en landsdækkende folkeafstemning for at udtrykke mistillid til præsidenten og regeringen. skriver det norske dagblad Klassekampen.
Dmitri Yarosh blev i foråret udnævnt til rådgiver for den ukraine hærstab.
Højre Sektor træner hundredvis af nye rekrutter i frivillige bataljoner vest for Donetsk i Østukraine, skriver det britiske dagblad Financial Times.
– Vi kan sende op til 10.000 kæmpere afsted til frontlinjen, forsikrer talsmanden for Højre Sector, Artem Skoropadsky, Financial Times.
Højre Sektor er ifølge de fleste eksperter langtfra stærk nok til at udfordre ledelsen i Kijev eller udføre et militærkup. Men de fleste vurderer, at Højre Sektor er blevet stærkere.
En nylig meningsmåling i Ukraine viste en øget støtte til Højre Sektor fra 1,8 procent i oktober til 5,4 procent i juli.
I starten af august samlede Højre Sektor 5000 til demonstration i hovedstaden Kijev imod regeringen og Prosjenko.
Meningsmåling i bund
Præsident Petro Porosjenko og regeringen er ikke blot upopulære blandt soldaterne. Millioner af civile er tydeligvis trætte af nedskæringer, privatiseringer, korruption og lave pensioner, skriver Klassekampen.
Ukraines økonomi er skrumpet med 23 procent siden 2012 – på linje med Grækenland – og landet har skåret dybt i de sociale budgetter som følge af en aftale med den internationale valutafond IMF.
Aftalen indeholder skrappe betingelser for et akut lån på 17,5 milliarder dollars – den første del af en pakke, der vil beløbe sig til 40 milliarder.
Porosjenko, der fik 54 procent af stemmerne ved valget i maj 2014, står ifølge en ny meningsmåling fra Det Internationale Institut for Sociologi i Kijev til at få 14,6 procent af stemmerne ved et eventuelt valg. Mens premierminister Arseniy Jatsenjuk står til sølle 1,3 procent.
– Hvedbrødsdagene er for længst forbi. Tallene fra meningsmålingerne er advarsler fra vælgere, der ikke føler, de har fået noget ud af reformerne, vurderer ukraineren Vadym Karasjov, der er politisk analytiker i Kiev overfor Financial Times.
Der er regionalvalg den 25. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278