14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krigsveteraner i USA frygter krig mod Iran

Krigsveteraner i USA frygter krig mod Iran

Krigsveteraner i USA frygter, at Israel vil angribe Iran. I en situation med valgkamp i USA er Obama nødt til at støtte Israel, advarer Veteraner for Fred.

Leah Bolger er præsident for USA’s Veteraner for Fred. Hun har gjort tjeneste som officer i USA’s flåde i 20 år. Her fra et møde med politikere i USA.
FOTO: democracyinaction.org
1 af 1

USA’s ‘Veteraner for Fred’ har sendt en appel om at forhindre en ny krig til et stort internationalt topmøde i Teheran, som åbner på søndag.

Krigsveteraner i USA frygter, at Israel vil bombe Iran, sådan som næsten daglige trusler fra Tel Aviv lægger op til.

Topmødet i Teheran samler ledere og repræsentanter fra de 120 stater, som er med i De Alliancefrie Landes organisation.

Organisationen holder topmøde hvert tredje år.

»Vi appellerer til lederne i de Alliancefrie Landes bevægelse om at gøre alt i deres magt for at afværge et militært angreb på Iran«, skriver krigsveteranerne i USA.

De advarer om, at Israels regering betragter tiden fra nu og frem til præsidentvalget i USA den 6. november, som den mest oplagte periode til at gennemføre et angreb på Irans atomanlæg. Fordi USA’s præsident vil være nødt til at støtte angrebet i en sådan situation.

»Den fortsatte opbygning af USA’s troppestyrker i Den Persiske Golf underbygger indtrykket af, at USA er klar til at yde støtte«, skriver veteranerne.

Israel truer med at angribe Irans atomanlæg med påstande om, at Iran har et hemmeligt program for udvikling af atomvåben.

Det er ikke bevist, og det afviser Iran. Så sent som i januar i år oplyste endog USA’s forsvarsminister Panetta og hans israelske kollega Barak, at Iran ikke arbejder på at udvikle atomvåben.

Med deres trusler om at angribe Iran overtræder Israel og USA artikel 2 i FN-Pagten, som »forbyder ikke kun brug af magt, men også truslen om brug af magt imod et land, der ikke udgør en umiddelbart trussel«, påpeger USA’s Veteraner for Fred.

»Vi ved, hvad krig er – det gør præsident Obama ikke. De fleste israelere og amerikanere ønsker ikke krig med Iran«, lyder appellen til deltagerne i De Alliancefrie Landes topmøde i den kommende uge.

Veteranerne vender sig også imod sanktionerne mod Iran, og påpeger, at de rammer civilbefolkningen:

»De Alliancefrie Lande ved bedre end de fleste, hvilke lidelser, der følger med sådanne forholdsregler. Sanktionerne mod Iran er ikke mere berettigede end de, der tidligere blev indført over for Irak, og som ifølge FN kostede mindst 500.000 børns død«.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. aug. 2012 - 18:22   29. aug. 2012 - 18:22

Fredsbevægelse

se@arbejderen.dk