I dag markerer indbyggerne på Krim, at Sovjetunionens Røde Hær for 70 år siden befriede halvøen fra Nazitysklands besættelse.

Dagen er en af de store begivenheder i den dramatiske historie bag området, som de seneste måneder har været brændpunkt i den aktuelle Ukraine-konflikt.

Men hvordan ser det ud med resten af Krims historie?

Djengis Khan og Krim khanatet

I midten af det 15. århundrede etablerede efterkommere af Djengis Khan sig i det sydlige Ukraine og på Krim-halvøen i det såkaldte Krim khanat.

Krim-khanatet blev i slutningen af århundredet en vassalstat under det Osmanniske Rige, som tog fuld kontrol over Krims sydlige kyst. Krim-khanatet blev regeret af Krim-tatarer, som er et etnisk tyrkisk og muslimsk folkeslag.

Krim-khanatet var en del af det Osmanniske Rige indtil slutningen af det 18. århundrede. Khanatet var en kilde til slaver for osmannerne. Slaverne blev fanget under raids i det østlige Europa.

Krim-khanatet blev officielt selvstændigt som følge af krigen mellem Rusland og Det Osmaniske Rige, men i 1783 annekterede Rusland halvøen. 

Det Osmanniske Rige var et enormt imperium som bredte sig over hele den nordafrikanske kyst, det meste af Mellemøsten, en stor del af den arabiske halvø, Balkan, Kaukasus og kysterne omkring Sortehavet.

De århundreder hvor Krim blev regeret af krim-tatarer under den osmanniske sultan, resulterede i et kulturelt tæt bånd mellem krim-tatarerne og tyrkerne på den anden side af Sortehavet.

I vore dages Tyrkiet lever mange efterkommere af de krim-tatarer, som flygtede i slutningen af det 18. århundrede, i forbindelse med at Rusland annekterede halvøen.

Det Russiske Kejserrige

Det Russiske Kejserrige blev officielt grundlagt af Tsar Peter den Store efter afslutningen på Den Store Nordiske Krig i 1721. Krigen gav på Sveriges bekostning Rusland adgang til Østersøen og var det første vigtige skridt i Ruslands ekspansion mod Europa.

Denne ekspansion fortsatte op gennem det 18. århundrede. Specielt under Katharina den Store erobrede Rusland betydelige territorier, heriblandt Sortehavets nordlige kyster og Krim.

Ruslands ekspansion mod Sortehavet var resultatet af krige med det Osmanniske Rige. De to imperier udkæmpede i alt ti krige i løbet af 200 år.

En af disse russisk-tyrkiske krige blev udkæmpet fra 1768 til 1774. Rusland vandt krigen, hvilket blandt andet betød, at det russiske tsardømme fik kontrol over det centrale Ukraine, og to havnebyer ved Sortehavets kyst, den ene, Kerch, på det østlige Krim.

Desuden fik Rusland status som officiel beskytter af de ortodokse kristne, som levede i Det Osmanniske Rige.

Krim-khanatet blev officielt selvstændigt som følge af krigen, men i 1783 annekterede Rusland halvøen. 

Svækkelsen af Det Osmanniske Rige og den deraf følgende styrkelse af Rusland gav anledning til en del bekymring hos de vesteuropæiske stormagter, især Storbritannien.

Især efter Napoleonskrigen, hvor Rusland havde besejret Frankrig, fremstod Rusland som en af de absolut stærkeste europæiske magter. Det er denne udvikling, der som regel er blevet betegnet som 'det østlige spørgsmål'.

Et af resultaterne af den voksende modsætning mellem Rusland og Storbritannien blev Krim-krigen fra 1853-56. En af årsagerne til krigen skulle have været en strid mellem Frankrig og Rusland om retten til at repræsentere de kristne folk i Det Osmanniske Rige.

Men Frankrig og Storbritannien havde store økonomiske interesser i Det Osmanniske Rige, som i løbet af det 19. århundrede i stadig større grad blev underlagt de to vestmagters økonomiske kontrol.

Netop dette faktum og den realitet, at Det Osmanniske Rige var ved at gå i opløsning, gav anledning til Tsar Nikolai I's reference til det krakelerende imperium som "Europas syge mand".

Krim-krigen blev som navnet antyder udkæmpet primært på sortehavshalvøen. Rusland tabte krigen og mistede en række rettigheder i Sortehavet og retten til fri sejlads gennem Bosporus til Middelhavet, men Krim forblev russisk.

Krim i Sovjetunionen

Første Verdenskrig markerede den endegyldige afslutning på den århundrede lange kamp mellem Det Osmanniske Rige og Det Russiske Kejserrige og dermed også de to imperiers kamp om Krim. Begge imperier gik i opløsning.

I Rusland gennemførtes Oktoberrevolutionen, og Rusland trak sig ud af krigen.

Årsagen til deportationen var, at der i forbindelse med den tyske besættelse var blevet oprettet såkaldte Tatarlegioner som en del af  nazistiske tyske korps SS

Det Osmanniske Rige gik i opløsning, og efter krigen blev det moderne Tyrkiet grundlagt. Resten af det tyrkiske imperium delte Frankrig og Storbritannien mellem sig med en lineal.

I mellemtiden blev Sovjetunionen etableret i årene, der fulgte efter krigen. I den forbindelse blev Ukraine grundlagt som Den Ukrainske Socialistiske Sovjet Republik. 

I 1921 blev Den Autonome Socialistiske Sovjet Republik Krim etableret, som en autonom russisk region. Den nationalistiske og stærkt antikommunistiske Hvide Hær havde stået stærkt på Krimhalvøen.

I forbindelse med Anden Verdenskrig oplevede Krim igen voldsomme krigshandlinger. Nazityskland invaderede Krim, som var en vigtig strategisk brik på vejen mod Kaukasus' mange naturressourcer.

Anden Verdenskrig fik stor betydning for Krimhalvøen. Inden krigen var omkring 19 procent af halvøens befolkning krim-tatarer. Men i 1944, kort tid efter halvøen var befriet fra tysk besættelse, blev den krim-tatariske befolkning deporteret til Centralasien.

Årsagen til deportationen var, at der i forbindelse med den tyske besættelse var blevet oprettet såkaldte Tatarlegioner som en del af nazistiske tyske korps SS.

Efter krigens afslutning mistede Krim sin status som autonom russisk region. Krim fik i stedet status af russisk oblast eller provins.

Krim i Ukraine

Et af de mere særprægede elementer af Krims historie udfoldede sig i februar 1954.

Ifølge Joshua Keating, som har skrevet en artikel om overdragelsen i netmagasinet Slate, blev Krim på grund af dets "økonomiske fællestræk, territoriale nærhed og stærke kulturelle bånd" til Ukraine overdraget til netop Ukraine.

Overdragelsen af Krim skete i forbindelse med en ceremoni, som markerede 300-året for Ukraines og Ruslands forening med reference til Pereyaslav-traktaten, som blev underskrevet i 1654 i Pereyaslav nær vore dages Kiev.

Ifølge hjemmesiden soviethistory.org referede talerne ved ceremonien til "det stærke broderlige bånd mellem Sovjetunionens folk".

Et land der overdrager en del af sit territorium til et andet land, må siges at være en sjældenhed, og der er da også blevet spekuleret i årsagerne.

BBC antyder eksempelvis, at det skulle have noget at gøre med, at Nikita Khrusjtjov var halvt ukrainsk. Dette spor følger Washington Post op på, med reference til, at Khrusjtjov var nået til tops i Ukraines Kommunistiske Parti og derfor følte en særlig tilknytning til landet. Her understreges det dog, at han var russisk.

Joshua Keating henviser til en Khrusjtjov-biografi skrevet af William Taubman, som mener, at Khrusjtjov altid havde haft et ønske om at udvide Ukraines territorium, og at muligheden bød sig i 1954.

Keating påpeger selv senere, at distinktionen mellem de to lande i 1954 ikke gav meget mening, eftersom Rusland og Ukraine var en del af Sovjetunionen.

Overdragelsen af Krim-halvøen blev præsenteret som en gave. Ukraine var blevet hærget voldsomt under Anden Verdenskrig, og med et større territorium stod landet stærkere i Sovjetunionen.

Udover frugtbar landbrugsjord havde Krim i efterkrigstiden udviklet sig til en populær feriedestination med sin beliggenhed ved Sortehavet, som tiltrak turister fra hele Sovjetunionen.

Militært og geopolitisk havde Krims nationale tilhørsforhold ingen betydning så længe Sovjetunionen bestod.

Krim efter Sovjetunionen

Sovjetunionens sammenbrud var nok ikke et scenarie Khrusjtjov eller nogen andre kalkulerede med i 1954.

Da Sovjetunionen blev opløst i begyndelsen af 1990'erne, og de sovjetiske stater etablerede sig som de nationer, vi kender i dag, kom spørgsmålet om Krim endnu engang på dagsordenen.

Krim-halvøen blev i starten af 1990'erne en del af den nye ukrainske nation, som en autonom region med udbredt selvstyre

Mange forventede, at halvøen igen ville komme under russisk kontrol. I stedet forblev Krim en del af Ukraine. Det var ifølge Washington Post blandt andet et resultat af en folkeafstemning, hvor 54 procent af Krims befolkning valgte at forblive en del af Ukraine, uafhængigt af Rusland.

Ruslands præsident Boris Jeltsin sikrede sig, at Rusland kunne beholde sin Sortehavsflåde i Sebastopol på Krim. Aftalen, som var en lejeaftale, løb i 20 år med mulighed for forlængelse, altså indtil 2017.

Ukraines præsident fra 2005 til 2010 Viktor Jushchenko slog i 2009 fast, at lejeaftalen med Rusland ikke ville blive forlænget. Men Ukraine fik ny præsident året efter.

Noget af det første Viktor Janukovych gjorde som præsident var at forlænge aftalen om Ruslands Sortehavsflåde med 25 år efter 2017 til gengæld for russisk naturgas.

Krim-halvøen blev i starten af 1990'erne en del af den nye ukrainske nation, som en autonom region med udbredt selvstyre. Krim har siden haft sit eget parlament.

Siden 1990'erne er en del krim-tatarer vendt tilbage og udgør i dag omkring 12 procent af Krims befolkning.