Fra den 8. til den 20. marts er mange tusind delegerede fra hele verden samlet i New York for at deltage i FN's Kvindekommissions årlige samling.
Alle, der beskæftiger sig med ligestilling på internationalt niveau, er her. Fra ministre til græsrodsorganisationer – og Hillary Clinton, som jeg var ved at gå ind i forleden.
Verdens kvinder har brug for, at vi i de nordiske lande går forrest.
Det handler om kampen for ligestilling, og når man er en del af den danske delegation, kan det ikke undgå at gøre indtryk at høre om de udfordringer, som kvinder og piger står over for i forhold til at opnå en verden, hvor de to køn er ligestillet.
I år markerer Kvindekommissionen, at det er 20 år siden, at den sidste internationale Kvindekonference blev afholdt i Beijing. En konference, som skabte den platform, som FN og UN Womens arbejde for ligestilling, stadig hviler på.
Ny international kvindekonference?
Et af spørgsmålene, som bliver diskuteret, er, om ikke der er brug for en ny international kvindekonference. Er der ikke sket en masse nyt, som vi burde diskutere og forholde os til på globalt plan?
Det er der, og selvfølgelig er der brug for en ny kvindekonference. Men der er samtidig en udbredt frygt for, at en ny kvindekonference ville være et tilbageskridt: At nogle af de fremskridt, der blev opnået i Beijing for 20 år siden, ikke ville kunne fastholdes i dag.
Et eksempel er kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder. Der er i dag et massivt pres fra konservative og religiøse kræfter, som betyder, at de rettigheder, vi i dag anser for helt naturlige i vores del af verden, måske ikke ville kunne fastholdes. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop er under pres.
Der er mange eksempler på, at religiøse og konservative kræfter forsøger at presse kvindens rettigheder tilbage. De kræfter synes, at kvinden er vigtig, men først og fremmest i relation til noget andet: Kvinden som mor, kvinden som hustru, kvinden som familiemedlem. Så de rettigheder, som er defineret ved, at hun "bare" er kvinde, individ, er hele tiden under pres.
Man kan her høre udsagn, der får én op af stolen. Det skal minde os om, at kvindens rettigheder ikke er givet. Vi kan ikke læne os tilbage og tro, at det, vi én gang har opnået, aldrig kan blive anderledes. Som det bliver sagt her i New York: "If we don't move forward, we will be pushed backwards" (hvis vi ikke bevæger os fremad, vil vi blive presset bagud) – både globalt og i de vestlige lande.
Erfaringer fra Nordisk Forum
Kvinderådet har deltaget i en side event her til Kvindekommissionens samling, hvor jeg som næstforkvinde havde lejlighed til at holde oplæg om og diskutere det slutdokument, som kvindekonferencen Nordisk Forum vedtog i juni sidste år i Malmø: New actions on womens rights.
Dokumentet oplister 63 krav, der skal sikre, at de nordiske lande kan blive ved med at bevæge sig fremad i kampen for ligestilling. Vi er i de nordiske lande nået længere, end man er i en række andre lande rundt omkring i verden, og vi skal holde fast i at gå forrest.
På vores event var der stort fremmøde. Der er mange, der gerne vil høre om erfaringerne fra de nordiske lande. Faktisk var fremmødet så stort, at nogle af tilhørerne måtte stå op!
Der var god respons fra de øvrige lande, som deltog i debatten. Der blev blandt andet diskuteret økonomisk magt og vold imod kvinder – både i et nordisk og globalt perspektiv. Samtidig var det en god anledning til at præsentere det nordiske netværk, som er en af udløberne af Nordisk Forum 2014. Ligestillingsorganisationer i de nordiske lande skal arbejde tættere sammen i fremtiden.
Konklusionen på eventen var klar: Verdens kvinder har brug for, at vi i de nordiske lande går forrest og kæmper videre. Der er brug for nye resultater, og der er brug for, at feminisme også er en del af politikudviklingen i Danmark.
Kvindekommissionens samling fortsætter i den kommende uge, og jeg vil skrive mere om de temaer, der bliver diskuteret, når hele verden er samlet i FN for at se på ligestilling anno 2015.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278