20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønnen styrtdykker

Tre år med højreregering

Lønnen styrtdykker

Britiske arbejderes købekraft er faldet med 5,5 procent på tre år. I EU har kun befolkningerne i Grækenland, Portugal og Holland oplevet større fald i levestandard.

En gennemsnitlig arbejder i Storbritannien har oplevet et fald i købekraft, der svarer til 1100 kroner om måneden. Her en britisk postarbejder. Regeringen i London vil privatisere postvæsenet.
FOTO: Olivia Harris/Reuters/Scanpix
1 af 1

Siden 2010 er reallønnen faldet i Storbritannien med 5,5 procent, viser tal fra Storbritanniens Nationale Statistik. En arbejder tjener i dag 1350 pund mindre om året, end da den konservative-liberale regering kom til magten for tre år siden.

Med den nuværende udvikling i priser og lønninger vil det ende med, at en arbejders købekraft er reduceret med 1520 pund i 2015, hvor der skal være valg i Storbritannien. Beløbet svarer til omkring 13.200 danske kroner. Priserne er steget mere end i noget andet af de syv rigeste industrilande.

Det en katastrofe for familiernes levestandard.
Chris Leslie, Labour

Det socialdemokratiske Labour kritiserer regeringens politik:

- Ingen anden premierminister har nogensinde været i nærheden af at udløse en sådan katastrofe for familiernes levestandard, som den de oplever med David Cameron, siger underhusmedlem Chris Leslie ifølge Labours hjemmeside.

Labours såkaldte 'skygge-finansminister' Cathy Jamieson kritiserer, at lønnedgangen i Storbritannien er blandt de værste i EU. Kun i Grækenland, Portugal og Holland har befolkningen oplevet et større fald i løn og købekraft. I Grækenland er faldet på 11,3 procent.

- Livet bliver hårdere for almindelige familier, fordi priserne bliver ved med at stige hurtigere end en lønningerne, siger Cathy Jamieson til avisen The Independent.

Professor John Van Reenen fra London School of Economics betegner reallønsfaldet som "voldsomt - noget der ikke er set tilsvarende under tidligere kriser siden Anden Verdenskrig".

Van Reenen oplyser, at det britiske bruttonationalprodukt i samme periode er faldet med 3,5 procent, og han kritiserer regeringens politik:

- Labour har ret i, at hvis regeringen havde ført en bedre politik og blandt andet ikke havde skåret så kraftigt ned på investeringerne, så ville væksten ikke have været så dårlig, og levestandarden have været højere, siger professoren til The Independent.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2013 - 16:23   14. aug. 2013 - 16:30

Storbritannien

se@arbejderen.dk