02 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Left Exit kræver parlamentsvalg i Storbritannien

Efter folkeafstemning

Left Exit kræver parlamentsvalg i Storbritannien

Klokken 18 fredag havde den britiske venstrefløj i Lexit indkaldt til demonstration i Downing Street. Kravet var, at Cameron straks går af og udskriver valg til parlamentet.

Cameron har tabt. EU-eliten har tabt. Vi lever nu i et andet Storbritannien, lyder det begejstret fra jernbanearbejder og tillidsmand Alex Gordon.
FOTO: RMT
1 af 1

Jernbanearbejder og tillidsmand Alex Gordon er henrykt. Han har i årtier kæmpet mod EU og nu i måneder for BREXIT. Nu skal sejren ved torsdagens folkeafstemning høstes.

Hans kampagneorganisation LEXIT har indkaldt til demontration i dag fredag klokken 18 – klokken 19 dansk tid – ved premierminister David Camerons bolig i Downing Street:

– Vi kræver, at han straks træder tilbage, og at der udskrives valg til parlamentet, siger han til Arbejderen.

Nu skal der tales sammen på tværs af grænserne i EU for at udnytte situationen til  at styrke kampen mod nedskæringer.

LEXIT er en forkortelse for Left Leave, som samler venstrekræfterne i Storbritannien omkring kampen for at forlade EU ved folkeafstemningen.

>>> LÆS OM VALGRESULTATET: BRITERNE VIL UD

Alex Gordon er koordinator i LEXIT, og han  er ikke overrasket over resultatet:

– Vi holdt vores forventninger lave og realistiske. Men vi troede på det og havde fast grund under fødderne. Vi véd, hvor arbejderklassen står. Britisk arbejdere bryder sig ikke om EU, lyder det sikkert fra Alex Gordon.

Lang og dejlig nat

Det meste af natten fulgte han med i stemmeoptællingen og noterede sig en række ting.

For det første at stemmedeltagelsen generelt var høj, og at den var særlig høj i arbejderkvartererne. I hvert fald i England og i Wales. I Nordirland – som Alex Gordon demonstrativt bare kalder 'Irland'... fordi han mener briterne skal slippe det – og især i Skotland var stemmedeltagelsen lavere.

– Den var bemærkelsesværdig lav i industribæltet omkring Glasgow, påpeger Alex Gordon. Her forventede tilhængerne af EU, at de ville vinde stort. De vandt, men ikke stort, fordi mange arbejderne undlod at stemme.

– Det er udtryk for en klasseholdning. Mange arbejdere afviser at give EU deres aktive støtte, og endnu flere vil give EU aktiv modstand, konkluderer jernbanearbejderen.

Han noterer med tilfredshed, at der er "total krise" i den politiske ledelse i Storbritannien og i EU-systemet.

– Se Martin Schultz, der er formand for EU-parlamentet, som siger, at nu skal vi have en grundig diskussion. Som om det ikke er lige det, vi har haft i tre-fire måneder, lyder med med foragt fra Alex Gordon.

Han mener, at de nu indser, at deres projekt er i en 'forfærdelig krise'.

Faren for at blive snydt for sejren

Alex Gordon er på vagt, men han er ikke særlig bekymret for, at EU-tilhængerne vil forsøge at snyde vælgerne for valgsejren i går:

– Man kan forestille sig, at dele af det politiske apparat vil forsøge at sætte os til at stemme igen, siger han. Som i Irland i 2009 da de havde stemt nej til Lissabontraktaten og senere blev sat til at stemme igen, hvor de sagde ja til en næsten identisk traktat.

– Men hvis de gør det her, så går det ikke som i Irland. Her vil det blive opfattet som et voldsomt brud på demokratiet. Og jeg tror slet ikke på, at britiske vælgere vil stemme ja til EU i en anden afstemning om en lidt forandret aftale mellem EU og Storbritannien, siger han med overbevisning.

Et så højt spil tror han ikke på, at de tør:

– Cameron har tabt. EU-eliten har tabt. Vi lever nu i et andet Storbritannien. Nu skal der tales sammen på tværs af grænserne i EU for at udnytte situationen til  at styrke kampen mod nedskæringer og imod krig og imperialisme, slutter Alex Gordon.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2016 - 13:16   27. jun. 2016 - 11:21

Brexit

se@arbejderen.dk
Arbejderen i London

Arbejderens udsendte er i London og skriver de kommende dage løbende nyheder fra BREXIT-folkeafstemningen.

Følg med på arbejderen.dk.

Resultater, reaktioner og analyser af resultatet af folkeafstemningen.

Resultatet af Brexit
  • Folkeafstemningen fandt sted den 23. juni 2016. 
  • 46,5 millioner britiske vælgere kunne deltage i folkeafstemningen.
  • 72,2 procent af de stemmeberettigede deltog.
  • 51,9 stemte for at forlade EU – det svarer til 17.410.742 stemmer
  • 48,1 stemte for at blive i EU – 16.141.241 stemmer.
  • 26.033 stemmer blev afvist.
  • I England og Wales stemte et flertal for at forlade EU.
  • I Nordirland og Skotland stemte flertallet for at blive i EU.
  • I 62 procent af alle valgkredse, hvor partiet Labour dominerer, stemte et flertal for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Kilde: BBC