25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO-formand og aktiv i international solidaritet

Fra Trondheim til Caracas

LO-formand og aktiv i international solidaritet

John-Peder Denstad stiller op for solidaritet hjemme og ude. Som lokal LO-formand var han den ene dag på gaden for lægerne i hjembyen Trondheim og næste dag til Venezuelamøde i Stockholm.

Vores støtte til Den Bolivarianske Revolution er ikke noget nyt. Det har vi gjort i mange år, og det har vi årsmødebeslutning om, fortæller John-Peder Denstad fra LO i Trondheim.
FOTO: Sven-Erik Simonsen
1 af 1

John-Peder Denstad er kommet til et solidaritetsmøde med Venezuela i Stockholm fra sin hjemby Trondheim midt i Norge.

– Jeg er her i dag med mandat fra min bestyrelse, der ønsker, at jeg kommer tilbage med nye informationer. Vi havde en ganske skarp diskussion, og det er bestyrelsens ønske, at jeg har et kritisk blik på tingene, siger John-Peder Denstad, formand for LO i Trondheim, til Arbejderen.

Jeg ser sådan på det, at der føres en økonomisk krig mod landet.
John-Peder Denstad, LO-formand i Trondheim

Han tilføjer, at der var én i bestyrelsen, som stemte imod, at LO-Trondheim skulle være repræsenteret ved dette solidaritetsmøde med Venezuela. Begrundelsen var, at det er Venezuelas ambassade, der er vært for mødet.

– Havde det været den venezuelanske fagbevægelse, havde det været noget andet. Så hans synspunkt var mere en principiel betragtning, forklarer Denstad.

– For vores støtte til Den Bolivarianske Revolution er ikke noget nyt. Det har vi gjort i mange år, og det har vi årsmødebeslutning om, siger han. Men det er klart, at det, folk læser i aviserne og ser på tv, vækker bekymring.

Den vestlige presse

Men, tilføjer han, LO i Trondheim er helt opmærksomm på, at den vestlige presse mildt sagt ikke er på Den Bolivarianske Revolutions side.

– Den skal vi også holde kritisk øje med, griner den norske fagforeningsmand, der fire dage i ugen er frikøbt til fagligt arbejde som lokal formand for LO i Trondheim og som sekretær i Bus- og Sporvejsarbejdernes Fagforening i byen.

En dag om ugen kører han selv bus.

LO i Trondheim består af 90 fagforeninger fra alle sektorer; kommune, stat, transport, industri, undervisning, hotel, restaurant: 40.000 medlemmer, tæller LO i Trondheim.

Dagen inden turen gik til mødet i Stockholm, stod Denstad i spidsen for mobilisering af tusinder af LO-medlemmer til en demonstration i solidaritet med lægerne ved hospitalerne i Trondheim. Det var en ny oplevelse for lægerne sådan at stå skulder ved skulder med norske arbejdere, fortæller han muntert.

Så John-Peder Denstad slås både for den lokale, tværfaglige solidaritet og for det internationale perspektiv. LO-Trondheims internationale udvalg arbejder blandt andet med Palæstina, Cuba og Venezuela.

– Jeg er her på mødet for at få kontakter, så vi kan få et direkte samarbejde med fagbevægelsen i Venezuela, siger han

Analyse på 60 sekunder

Denstad har endnu ikke selv været i Venezuela, men følger med, og en analyse af landet leverer han på 60 sekunder:

– Jeg ser sådan på det, at der føres en økonomisk krig mod landet. Regeringen har ikke kunnet sikre kontrol med fødevarefremstilling og distribution. Når hjemlige og udenlandske kræfter samtidigt fører en bevidst økonomisk krig for at svække opbakningen til præsident Maduro, er det endt med varemangel, sort marked, pres på priserne og inflation. Og så er det nemt for dem, der ønsker det, at udløse social uro.

Han tilføjer, at det svækker regeringen, at den er så afhængig af olieindtægter.

– Vi håber, at de får en mere stabil økonomi med mere industri- og landbrugsproduktion. De har brug for en økonomi, der går på flere ben, slutter LO-formanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2016 - 18:09   13. okt. 2016 - 18:10

LO-Trondheim

se@arbejderen.dk
Krisen i Venezuela
  • Venezuelas Bolivarianske revolution kom til magten med valget af Hugo Chávez til præsident i 1999. Chávez var præsident til sin død i marts 2013.
  • Gennem 16 år blev de sociale forhold forbedret. Uddannelse, sundhed, arbejde, bolig og pension blev tilgængelig for alle. 
  • Flere gange forsøgte Venezuelas højrefløj med støtte fra USA at vælte Chávez-regeringen.
  • Siden Nicolas Maduro blev valgt til præsident i april 2013, har højrefløjen skabt nonstop vold og politisk uro, mens det private erhvervsliv saboterer økonomien: Stopper produktion, tilbageholder varer fra butikkerne for i stedet at sælge dem på et sort marked og svindler med import og valuta.
  • Ved parlamentsvalget i december 2015 vandt højreoppositionen flertal. Det gør præsidentens og regeringens arbejde meget vanskeligt. Den 30. marts 2017 suspenderede Venezuelas højesteret parlamentet, fordi det har stoppet sit lovgivende arbejde og således bringer statens funktion i fare.
  • Oppositionen har indsamlet underskrifter for at afsætte præsidenten ved en folkeafstemning, men har ikke opfyldt valglovens krav for at få en folkeafstemning.
  • Lave priser på olie svækker Venezuelas økonomi, og tørke har i flere måneder ramt el-produktionen og landbruget.