I dette århundrede kan regionen omkring Den Persiske Golf blive ramt en dødelig varme og blive ubeboelig som følge af klimaforanringerne, viser klimamodeller udviklet på det tekniske universitet, Massachusetts Institute of Technology (MIT).
I 22 lande med 400 millioner indbyggere er der i dag mangel på vand.
Det anerkendte universitet fremlagde denne dramatiske advarsel under det seneste klimatopmøde i december. Nu viser nye oplysninger fra FN's fødevareorganisation FAO, at store dele af Mellemøsten og Nordafrika allerede nærmer sig en situation, hvor varme og tørke gør det umuligt at dyrke mad nok til befolkningen.
I 22 lande med 400 millioner indbyggere er der i dag mangel på vand.
Vandreserver i bund
Indbyggerne i de 22 lande har kun adgange til en tiendedel af den mængde vand, som mennesker i gennemsnit har adgang til, oplyser FAO. Reserverne af ferskvand i landene er faldet med to tredjedele siden 1975 og inden 2050 vil de nuværende reserver være yderligere halveret, siger prognoserne.
Den høje og stigende temperatur kan forkorte afgrødernes vækstperiode med 18 dage og FAO forudser, at høstudbyttet per hektar vil falde mellem 27 og 55 procent i dette århundrede.
Ørkenen breder sig og landbrugsjord bliver ødelagt.
Kenya i Østafrika et et af de lande, som er hårdt ramt af tørke:
– Vi anslår, at omkring to millioner mennesker er ramt. De gamle, børnene og ammende mødre er i stor fare for underernæring, siger Macharia Kamau.
Han er Kenyas ambassadør ved FN i New York, og han er klimaudsending for formanden for FN's generalforsamling. Tidligere har han været klimarådgiver og udsending for FN's generalsekretær.
– Med to tredjedel af Kenyas areal som ørken eller delvis ørken er landet sårbart over for svigtende regn, påpeger han ifølge nyhedsbureauet IPS.
Og i år er det slemt.
Landene i Afrika er vant til vejrfænomenet El Nino – de varme havvinde, som opstår over det Indiske Ocean, og som spreder tørke nogle steder og oversvømmelser andre. El Nino rammer både Afrika og Latinamerika
I 2015 og 2016 var El Nino særlig voldsom på grund af klimaforandringerne, påpeger klimaeksperter. Og nu breder hungersnøden sig i flere lande. Vejrkatastroferne kommer oftere, og de er voldsommere.
– Bønderne har mindre tid til at komme ovenpå imellem de ekstreme vejrsituationer med tørke og oversvømmelser, siger Macharia Kamau. Hvis man dyrker landbrug, som baserer sig på nedbør, så er den rigtige nedbør vigtig, forudsigelige vejrforhold er helt afgørende, tilføjer han.
Dyrene dør
På grund af tørken i Kenya bliver mange malkekøer og andre dyr nu flyttet til områder med bedre adgang til vand og foder. I naturen dør de vilde dyr.
Organisationen International Fund for Animal Welfare har vurderet, at hele 40 procent af dyrene i Kenyas nationalpark Tsavo er døde. Det har alvorlige konsekvenser for landets turistindustri og dermed økonomien.
Den alarmerende situation har fået FAO's generaldirektør til at kræve umiddelbar handling:
– Adgang til vand er en grundlæggende nødvendighed for fødevaresikkerhed, menneskers sundhed og landbruget. Den truende mangel på vand i Nordafrika og Mellemøsten er en kæmpemæssig udfordring, som kræver et hurtigt og omfattende svar, sagde generaldirektør Jose Graziano da Silva under et nyligt besøg i Egypten.
Egypten kæmper med to alvorlige problemer. Store frugtbare områder langs Nilen går tabt på grund af oversvømmelse mens andre landbrugsarealer ødelægges af indtrængende salt.
Klimaslaget er ikke tabt
Massachusetts Institute of Technology understreger i sin rapport, at klimamodellerne viser, at det er muligt at afværge den værste katastrofe ved at nedsætte udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.
Imidlertid steg CO2-udledningerne i 2016 til det højeste nogensinde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278