I sidste uge sluttede indsamlingen af underskrifter mod frihandelsaftalen TTIP mellem EU og USA. Efter et år har 3.263.920 skrevet under på protesten mod aftalen.
Formanden for tysk LO, Reiner Hoffmann, udtrykte sin modstand mod TTIP.
Det er så mange mennesker, at de kunne danne en menneskekæde gennem hele EU; fra Gibraltar i det sydlige Spanien til Tallinn i Estland, skriver aktivisterne bag kampagnen STOP TTIP på hjemmesiden med samme navn.
Det enorme antal mennesker, som siger nej til TTIP, blev synlig i en række europæiske hovedstæder, da der lørdag var demonstrationer mod frihandelsaftalen blandt andet i Amsterdam, London, Berlin og Athen.
Størst blev demonstrationen i Berlin, hvor omkring 250.000 gik på gaden.
Arrangørerne havde håbet på 100.000 skriver netavisen Berlin Bulletin.
"Demonstrationen markerer en overraskende udvikling i tysk politik", skriver Berlin Bulletins Victor Grossman.
Han konstaterer, at det blev den største demonstration i Tyskland siden protesten i 2003 mod krigen i Irak.
På talerstolen i Berlin stod en canadisk fagforeningsmand. Han kunne fortælle om erfaringerne fra frihandelsaftalen NAFTA mellem Canada, USA og Mexico. Før den blev vedtaget i 1994 lød der løfter om vækst og flere arbejdspladser. Men NAFTA har kostet over to millioner industriarbejdspladser i USA og Canada, mens bønderne i Mexico er blevet ruineret.
Nu lyder der løfter om at TTIP vil skabe vækst og arbejdspladser i USA og EU.
En anden taler i Berlin var en kvinde fra Cameroun, beretter Victor Grossman. Kvinden fortalte, hvordan hendes hjemland er blevet ruineret af frihandelsaftaler, der udsætter hendes land for en ulige konkurrence.
Blandt talerne var også formanden for tysk LO (DGB), Reiner Hoffmann, som på vegne af seks millioner LO-medlemmer udtrykte sin modstand mod TTIP.
TTIP er i over to år blevet forhandlet i hemmelighed mellem EU og USA.
Modstanderne bekymrer sig for, at aftalen vil undergrave arbejderrettigheder, miljøbeskyttelse, fødevaresikkerhed og sætte demokratiet under pres.
Blandt de kapitler, som er blevet lækket, handler et om 'investor-beskyttelse'. Her åbner teksten for, at firmaer kan rejse erstatningskrav over for regeringer eller kommunalbestyrelser, som på demokratisk vis vedtager love eller regler, som firmaet mener begrænser en forventet profit.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278