25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mordforsøg på kommunist-leder i Ukraine

Måtte flygte fra brændende bil

Mordforsøg på kommunist-leder i Ukraine

En fascistisk kampgruppe forsøgte fredag et attentat mod formanden for Ukraines Kommunistiske Parti, Petro Simonenko. Det sker få uger efter mordbranden i Odessa.

Ukraines Kommunistiske Parts hovedkvarter i Kiev har været besat af fascister indtil 9. april. Samme aften blev der påsat brand tre steder i bygningen.
FOTO: Kirill Kudryavtsev/AFP/Scanpix
1 af 1

Det var med nød og næppe, at formanden for Ukraines Kommunistiske Parti, Petro Simonenko, fredag aften overlevede et attentat mod sit liv.

Jeg sad på bagsædet, da en molotovcocktail ramte bilen. Vi sprang straks ud af vinduerne og undslap.
Petro Simonenko, formand for Ukraines Kommunistiske Parti

Petro Simonenko blev stoppet i sin bil fredag aften af fascistiske kampgrupper i Ukraines hovedstad Kiev. De maskerede attentatmænd kastede en eller flere molotovcocktail mod bilen, rapporterer nyhedsbureauet RIA Novosti.

Partiformanden måtte hoppe ud af et vindue i den brændende bil og undslap de maskerede attentatmænd, der havde forfulgt ham i flere biler til Melnikov-gaden.

BILJAGT GENNEM KIEV

Simonenko havde kort forinden været i direkte stats-tv for at annoncere, at han trækker sig ud af det ukrainske præsidentvalg den 25. maj.

Efter tv-udsendelsen blev alle indgange til tv-studiet blokerede af maskerede højrenationalister, der ville have fingre i partiformanden.

Det lykkedes imidlertid Simonenko og hans følge at flygte ud af en anden bagudgang og fortsætte flugten i otte biler for at forvirre eventuelle forfølgere.

Men gade efter gade blev tilsyneladende blokeret af biler med maskeklædte forfølgere, og Petro Simonenko kan på kommunistpartiets hjemmeside berette om detaljerne i, hvad der derefter skete.

– De blokerede flere veje med deres køretøjer, og endelig kunne de stoppe os. Vi kunne ikke undslippe. De aktivister fra den yderste højrefløj, som havde fanget os i Melnikov-gaden, begyndte at hamre på bilen, og til sidst kastede de molotov-cocktails mod os. Jeg sad på bagsædet, da en molotovcocktail ramte bilen. Vi sprang straks ud af vinduerne og var i stand til at undslippe, skriver han.

En række attentater

Angrebet kommer som det seneste i en række attentater  mod venstreorienterede i det kaosramte Ukraine

Petro Simonenko's hus i Kiev blev tidligere i år udsat for et brandbombeattentat, mens medlemmer af det fascistiske parti Svoboda for tre uger siden direkte fjernede formanden fra parlamentets talerstol med slag og spark.

Hovedkvarteret for kommunistpartiet blev i april svært beskadiget efter en brand, der ifølge brandvæsenet tydeligt var påsat.

Og den 2. maj massakrerede fascister 42 aktivister i en mordbrand mod et fagforeningshus i Odessa.

Forbud mod partiet

Ukraines Kommunistiske Parti har 32 mandater i parlamentet og fik ved sidste valg 12 procent af stemmerne. Men nu er det måske slut.

Medlemmer af Fædrelandspartiet stillede sidste uge et lovforslag, der skal forbyde partiet på grund af angivelig støtte til de russisktalende demonstranters krav i det østlige Ukraine.

Det kommer efter at den indsatte præsident, Oleksandr Turchinov, i onsdags beskyldte kommunistpartiet for at "støtte separatistiske aktiviteter".

Ukraines kommunistparti er allerede forbudt i to af landets regioner.

Og den 6. maj besluttede Fædrelandspartiet og Svoboda, der sammen med mindre partier har flertal i det ukrainske parlament, at udelukke kommunisterne fra en debat i parlamentssalen.

Det er i protest mod denne udvikling, at partiet har trukket sig fra præsidentvalget.

- Vi protesterer mod censur. Valget er ikke legitimt og lovligt, sagde Petro Simonenko da han på direkte tv fredag annoncerede, at han trak sit kandidatur.

Han tilføjede, at udelukkelsen af hans parti fra parlamentssalen den 6. maj var direkte ulovlig.

- Dette brud på demokratiske principper er endnu en gang et eksempel på, at demokratiet i Ukraine er elimineret. Det borgerlige demokrati er sat ud af kraft af den national-fascistiske regering. Hvad der skete i parlamentet er en fortsættelse af begivenhederne, der fandt sted i Odessa den 2. maj, sagde Simonenko.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2014 - 17:29   19. maj. 2014 - 15:16

Ukraine

Anders Fenger
Skribent