Lidende kvinder og børn. Diktatorer med solbriller, indhyllede terrorister. Slørede sattelitfotos af påståede lagre af kemiske våben.

USA's, Frankrigs og andre NATO-landes argumenter for sende deres luftvåben på vingerne er mange. I tilfældet Nordmali brugte Frankrigs forsvarsminister Jean-Yves Le Drian et af argumenterne

- Dette er en trussel om en terror-stat på Frankrigs og Europas dørtærskel, sagde han ifølge dagbladet Le Figaro.

Ekkoet var til at høre i København, da Villy Søvndal politisk gik på vingerne.

"Dette er den mest rene konflikt, jeg kan huske meget længe”.

I timerne før franske jagerfly flløj over Benghazi i Libyen i marts 2011sidste år, sagde den britiske premierminister David Cameron:

"Gadaffi slagter sine egne civile".

Før Irak-krigen i 2003 sagde vores egen daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussen, at "Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved".

"We will hunt them down", sagde USA's daværende præsident George W. Bush tre dage efter angrebet på World Trade Center i 2001. Den 7. oktober slog USA-missiler ned i Kabul, Afghanistan.

Påskud?

Vi har spurgt en række personer i ind- og udland om, hvordan vestlige lande ofte trækker et trumfkort om at beskytte civile, bekæmpe diktatorer, islamister/terrorister som påskud til at intervenere eller blande sig i regioner verden over.

Ulla Holm, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier blandt andet med speciale i Mali er enig i antagelsen.

- Hypotesen er rigtig. Argumenterne - legitimeringen af intervention - blandes ofte. Men der er endnu et argument: At forhindre skrøbelige stater i at kollapse, som i Mali, siger hun til Arbejderen.

Hun siger, at Frankrigs argumenter om at beskytte civile i Nordmali mod den voldelige udgave af sharia "fuldt ud lever op til forestillingen om Frankrig som frelser af befolkninger, der udsættes for grusomheder". 

Samme argumentation brugte Frankrigs forrige præsident Nicolas Sarkozy, da gik i spidsen for interventionen mod Gaddafi-styret. mener Ulla Holm.

Kolonimagt

Folkebevægelsen mod EU's talsperson Jørgen Grøn mener, at Frankrig og andre vestlige lande fortier sandheden om Mali-eventyret.

- Man kan diskutere, om det er mod eller vanvid at hælde brændstof på et bål. Når en tidligere kolonimagt blander sig militært i en krig i deres tidligere koloni, kommer sindene næppe mindre i kog, siger han.

I stedet at "deltage i en kolonikrig om olie, gas, mineraler og andre værdifulde naturressourcer i det nordlige Mali burde man have støttet FN's plan om en fredsskabende og bevarende afrikansk indsats i Mali i langt større udstrækning end det er sket", mener Jørgen Grøn.

Dette er den mest rene konflikt, jeg kan huske meget længe.

Villy Søvndal

Han afviser EU's kommissionsformand José Manuel Barroso, der har støttet Mali-aktionen i en tale i Marseille.

- Vi er med jer i denne svære stund, og vi støtter de franske troppers modige aktion, sagde Barroso.

- Barrosos udtalelser viser, hvad EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik handler om: At værne om EU-landes økonomiske interesser i tidligere kolonilande – selv når det gavner et militært regime som for nylig har afsat et demokratisk valgt styre, siger Jørgen Grøn.

Jan Øberg, freds- og konfliktforsker fra Lund i Sverige, mener, at vestlige ledere bruger flere trumfkort.

- Mon ikke et fjerde trumfkort er "missionen at civilisere" - at give eller påføre andre vort demokrati, menneskerettigheder, neo-liberalisme, kvindebefrielse etc. - altså den håbløse idé, at de andre skal blive som vi - kristendommens arvegods. Og at vore værdier er så meget bedre end alle andres, at de skal universaliseres - skønt ingen af vestens ledere ville drømme om at lade sig vælte omkuld af et lignende projekt fra andre kulturers side, siger han til Arbejderen.

Råstoffer

Lindsey German, talsperson for den britiske fredsbevægelse Stop The War Coalition mener også, der er flere trumfkort.

- De påskud, der anvendes til intervention, omfatter alt fra forsvar af menneskerettighederne, kvinders rettigheder, til at styrte diktaturer og etablere demokrati. I alle tilfælde har resultaterne været meget anderledes end lovet. Det er relativt let for USA og dets allierede at opnå et regimeskifte i betragtning af deres overvældende overlegenhed i luftstyrke og våben. Det har de gjort i Afghanistan, Irak og Libyen, siger hun til Arbejderen.

Hun mener, at det egentlige mål for operationerne er ”strategisk kontrol over et territorium og dets ressourcer”.

- Menneskerettigheder og kvinders rettigheder er faktisk lavt prioriteret, som vi har set især i Afghanistan. Fortsatte uligheder og fattigdom avler utilfredshed, hvilket fører til modstand, ofte bevæbnet. Dette er derefter fordømt som islamisk terrorisme og bruges som påskud til yderligere intervention, siger hun.

Lindsey German mener at den nuværende situation i Mali, Algeriet og Libyen fremhæver de ”katastrofale konsekvenser af krigene, som løber løbsk”.